Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Forygende finsk dødsmetal

Updated
Demilich

Konceptet One Day of Death bød på finske Demilich, der fremførte 1993-klassikeren 'Nespithe', mens danske Chaotian stod for en brutal opvarmning.

Kunstner
Titel
+ Chaotian
Spillested
Dato
22-04-2022
Trackliste
1. The Sixteenth Six-Tooth Son of Fourteen Four-Regional Dimensions (Still Unnamed)
2. (Within) The Chamber of Whispering Eyes
3. And the Slimy Flying Creatures Reproduce in Your Brains
4. And You'll Remain... (In Pieces in Nothingness)
5. The Putrefying Road in the Nineteenth Extremity (...Somewhere Inside the Bowels of Endlessness...)
6. The Cry
7. Inherited Bowel Levitation - Reduced Without Any Effort
8. Two Independent Organisms - One Suppurating Deformity
9. The Planet That Once Used to Absorb Flesh in Order to Achieve Divinity and Immortality (Suffocated to the Flesh That It Desired...)
10. When the Sun Drank the Weight of Water
11. Raped Embalmed Beauty Sleep
12. The Echo (Replacement)
Koncertarrangør
Karakter
4

Siden Danmark endeligt blev fri for restriktioner i starten af februar, har det ikke skortet med koncerter. Især inden for den hårde genre. Blodtørsten er der. Fra både bands og publikum. Det er næsten muligt at gå til metal-koncerter på daglig basis. Og det fortsætter i en lind strøm resten af året med koncerter og festivaler. Nye initiativer kommer også til. Et af de mest hårdtslående går under banneret "One Day of Death”, som Killtown Bookings står bag. Og det er et godt sted at smide dine penge, hvis du har svært ved at beslutte dig i det store udvalg af koncerter.

Konceptet er simpelt. En aften med dødsmetal, hvor et større internationalt navn bliver parret med et semilokalt band. I den sidste håndfuld fredage har "One Day of Death" fundet sted på Beta på Amager. Et sted, hvor de gode lydforhold sjældent fejler. For et par uger siden var det veteranerne i hollandske Sinister, der var på programmet sammen med Discipel. Hollænderne leverede en suveræn koncert.

I fredags var der igen visit fra veteraner i dødsmetallens historie, da finske Demilich indtog Beta sammen med københavnske Chaotian. De sidste er på vej med deres debutplade. De første udgav kun deres debutplade – i 1993.

Fremmødet var anstændigt, da Chaotian klokken 20.00 sharp gik på scenen, og trioen lagde ud med et hæsblæsende nummer fra den kommende debutplade. Den udkommer senere i år på Extremely Rotten Productions. Det er ikke her du finder den pæne og polerede dødsmetal. Det danske label specialiserer sig i at udgive undergrundens fæleste og mest beskidte af slagsen. Og Chaotian passer lige ind i det rådne selskab.

Igennem knap 40 minutter var niveauet jævnt højt hele vejen. Stilen er konfronterende og nådeløs klassisk death metal. Chaotian har spillet sammen siden 2017, og trods en smule nervøsitet, så fremstod trioen sikkert og fokuseret i deres samspil. Jonas Grønborg stod koncentreret og trippede i sin egen verden på sin fem-strengede bas, mens trommeslager Andreas Nordgreen og guitarist Søren Willatzen skiftevis stod for vokalen.  

Det ses i flere danske dødsmetalbands, at forskellige medlemmer growler. Vokalen i dødsmetal er genrens frastødende triumfkort. Og det kan bestemt give et boost af dynamisk brutalitet i lydbilledet med forskellige growlende stemmer. Det fungerer glimrende for Chaotian i deres massive mur af dødsmetal, hvor især Nordgreen samtidig med at growle gjorde en overbevisende indsats, i forsøget på at tæske trommerne ihjel.

Obskur klassiker
Demilichs debutplade ’Nespithe’ havde ikke været ude i mange måneder i 1993, før bandet gik hvert til sit. Efter kun tre år. Kort levetid, men nok til at rejse en søjle i dødsmetallens hellige tempel med ’Nespithe’. Mens der i 1993 gik sport i at lyde som Morbid Angel, der hittede med ’God of Emptiness’ i Beavis & Butthead på MTV, så tog finnerne dødsmetal i en anden – nærmest avantgarde – retning.

Ligeså obskur som ’Nespithe’s sangtitler er, ligeså obskur er kompositionerne med mærkværdige temposkift og skæve riffs. Og ikke mindst frontmand Antti Bomans berygtede og ultradybe growl har været med til at cementere pladen som en klassiker.

Og det er ikke en klassiker, Demilich har forsøgt at overgå. Ny musik er det aldrig blevet til de gange, gruppen er blevet gendannet. Seneste i 2014 til nu. Kun bassisten er blevet udskiftet.

Sætlisten varierer derfor logisk nok sjældent. Der er kun ’Nespithe’ og et par demoer at tage fra. Og Betas måske 100 gæster fik stort set serveret alt materialet igennem 60 minutters hæsblæsende koncert. Lyden var upåklagelig,   niveauet var komplekst, og kvartetten spillede forrygende sammen.

Publikum headbangede trofast til. Imellem numrene var den 48-årige Antti Boman i et vældigt humør og en underholdende indpisker. Helt i kontakt med publikum og fuld af selvironi og festlig entusiasme på fredag aften, der var et glimrende nostalgisk sus tilbage i tiden.