Fra flop til forløsning – Metallica tog revanche

Populær
Fra flop til forløsning – Metallica tog revanche

Fra flop over aflysning til noget nær fuldendt. Metallica gjorde det godt igen. Vi fik virkelig format i Royal Arena. Især med kongeklassikere som 'Creeping Death' og 'Orion' på sætlisten!

Kunstner
Spillested
Dato
07-02-2017
Distributør
Genre
Trackliste
1. Hardwired
2. Creeping Death
3. For Whom the Bell Tolls
4. Wherever I May Roam
5. Welcome Home (Sanitarium)
6. Now That We're Dead
7. Moth Into Flame
8. (Anesthesia) - Pulling Teeth
9. Orion
10. One
11. Master of Puppets
12. Fade to Black
13. Seek & Destroy
Ekstra:
14. Whiplash
15. Nothing Else Matters
16. Enter Sandman
Koncertarrangør
Fotograf
Jacob Dinesen
Karakter
4

”We’re so fucked” står der bag på ryggen af de t-shirts, Metallica sælger til 300 kroner stk. i boderne uden for Royal Arena.

De kunne have været særligt fremstillet til fredagens koncert, men trods symbolikken kommer udsagnet selvfølgelig fra titelsangen til sidste års nye plade, ’Hardwired... to Self-Destruct’.

Som fredagens åbningsnummer gik skæringen igen, og Hetfield brølede "We’re so fucked" for fulde lunger. Eller fik rettere sagt kortvarigt fremkaldt et deja-vu fra fredagens koncert.

Vokalen kradsede hos Hetfield, men enhver frygt blev hurtigt vendt til begyndende optimisme.

Som Hetfield selv sagde det: ”Har I det godt? For vi har det bedre. Måske ikke allerbedst, men vi er alligevel kommet for at sparke maksimalt røv i aften!”

Støvlerne sad fast til det formål. Tonelejet trådte troværdigt til – og viljestyrken i kvartetten til at ville revanchen var forbilledlig, da en af de største klassikere fra heavykataloget blev kørt i stilling efter åbneren.

’Creeping Death’ kom på ingen måde krybende, men buldrende løs med en så tung bund og brutal lyd, at gulvet rumlede i Royal Arena, og det stod klart, at Metallica ikke skal bekymre sig om et gensyn i hverken Forum eller Parken.

Og for blot at fjerne enhver tvivl om spillestedets akustiske formåen, så var der decideret metallisk tordenvejr, da først ’For Whom the Bell Tolls’ og især den triumferende tunge ’Wherever I May Roam’ slap helvede løs, og Kirk Hammett forsatte over i en guitarsolo, hvor det slog gnister fra gribebrættet, og bagefter sjæleligt gik over i de klassiske åbningstoner til ’Welcome Home (Sanitarium)’.

Nok er der kvaliteter i det nye skyts fra ’Hardwired... to Self-Destruct’, men det får alt andet lige kun form som fyld med ’Now That We're Dead’ og ’Moth Into Flame’, når først den ene klassiker fra ’Master of Puppets’ kommer før og den anden 15 minutter efter – og endda den svedigste sang i sættet.

Kongenummeret
Det findes bare ikke mere suverænt end ’Orion’. Hvad Michelangelos Sixtinske Kapel er for kunsten, er Metallicas instrumentale gudebillede for musikken.

Og ham der førte penslen, blev naturligvis nævnt, da Hetfield dedikerede kongenummeret til Cliff Burton, som har en mere end værdig afløser i Rob Trujillo, der indledte nummeret med '(Anesthesia) - Pulling Teeth'. Tak for det!

Vildmanden synes simpelthen aldrig at have en dårlig dag. Hetfield og Hammett havde deres i fredags. Lars Ulrich har utvivlsomt haft sin andel i karrieren, men danskeren havde utvivlsomt noget at bevise i aften.

Fra flop til formidabel. For satan, hvor satte han de slag hårdt og seriøst, tungt og tight ind under mastodontiske ’Master of Puppets’. Og fortsatte frådende i ’Fade to Black’ og ’Seek & Destroy’ og i særdeleshed det første ekstranummer ’Whiplash’.

Thrash fås ikke mere fræsende end genrens stilskabende formel fra debuten. Så fra motorsavstempo til det tåretrillende, så faldt det sgu noget til jorden at få ’Nothing Else Matters’ smidt i hovedet bagefter.

Og ’Enter Sandmen’ –  fedt som nummeret er – fremstod også som en lidt flad afslutning på festen, der manglede det sidste fede stød for at være den fuldendte forløsning på fredagens fiasko.

Men kongerne tog revanche i de royale rammer – uden helt at sprænge dem totalt. Men det var tæt på, da fundamentet flere gange rystede under de mange fremragende klassikere.