Ukonventionelt og smågenialt
Demon Bitch har et håbløst bandnavn. Men deres musik er alt andet end håbløs: Dyrker man 80'ernes amerikanske power metal med en progressiv kant, er 'Master of the Games' noget af det bedste, der længe er sket.
02. The Quickening
03. Master Of The Games
04. Not Of The Cruciform
05. Protector And The Horse
06. Into The Archway
07. Sentinel At The Spire
08. Tower Of Dreams
09. Soldiers Of Obscurity
Det ville være synd at sige, at et bandnavn som Demon Bitch giver anledning til høje forventninger. Og hvis jeg skal være ærlig, downloadede jeg mest af alt promoen for at give mig selv et nemt slagteoffer til ligesom at komme i gang med det nye år.
Men selvom bandnavnet højst rækker til at vække forventninger om et band, der ikke var gode nok til en kontrakt på Mausoleum Records i 80'erne, er det mine egne fordomme, der må lade livet i denne omgang. Demon Bitchs andet album – det første siden 'Hellfriends' fra 2016(!) – er nemlig en aldeles fortrinlig hybrid mellem US power metal fra 80'erne og en mere intrikat og ukonventionel progressiv metal, ikke ulig Fates Warnings tidlige periode med John Arch på vokal.
Smågenial og idiosynkratisk
Fates Warning-associationerne vækkes først og fremmest af sanger Logon Satons (ja, det band kan virkelig ikke finde ud af det med navne) excentriske tilgang til vokalmelodier og high pitch-vokal. Vokalmelodierne er, som John Archs, højst ukonventionelle, går på tværs af musikken og presser mange ord ind på forholdsvis lidt plads – som i det tidlige Fates Warning er det fantasy-prægede tekster, som man fornemmer gemmer på et mere personligt introspektivt indhold.
Og som Arch – skønt ikke helt så kraftfuld, hvilket giver en mere undergrundsagtig fornemmelse – presser Saton sin vokal til det yderste, af og til op i et John Cyriis- (Agent Steel) eller Midnight- (Crimson Glory) eller den unge Warrell Dane i Sanctuary-klingende leje, som han ikke mestrer lige godt hele tiden. Igen synes jeg, det giver pladen en dejlig undergrundsagtig charme.
Det er helt klart en idiosynkratisk vokal, og den vil ikke falde i alles smag, men vænner man sig til den og kan sætte pris på den, er det en stor del af pladens smågenialitet. Der er mange overraskelser, meget at gå på opdagelse i.
Meget at gå på opdagelse i er der også musikalsk, hvor guitaristerne Lord Mars og Solon Saton (de navne, altså ...) hele tiden broderer nye, speedede leads og små motiver oven på sangenes klassisk metalliske grundstruktur. Der er en spænding mellem de mere progressive afstikkere og sangenes power metalliske og episke grundstruktur, men Demon Bitch lykkes med netop at bevare den spænding og lægge sig i en mellemposition. Det er nok derfor, 'Master of the Games' lyder så frisk, som den gør. Den er mere end bare endnu en traditionel metal-plade, fordi den rammer en stemning af noget mere dunkelt og urovækkende og melankolsk.
For eksempel i den afsluttende 'Soldiers of Obscurity', der fornemt viser bandets fornemme balancegang mellem det episk headbangende og det mere progressive:
Autentisk og højenergi
Albummet lyder enormt autentisk i sin 80'er-inspirerede tilgang. Det er højenergisk, det er komplekst, det er også vældig underholdende at lytte til – hver gang man forsøger at koncentrere sig om at arbejde, kommer der en ny fed passage, man lige skal have med.
Spørgsmålet med den meget 80'er-prægede lyd er altid dette: Er albummet på niveau med det, der udkom dengang? Hvis pladen var udkommet dengang, ville det så blive regnet for en klassiker i dag? Det tror jeg, den ville. Ikke en klassiker på niveau med Fates Warnings 'Awaken the Guardian' eller med Sanctuarys debut, men utvivlsomt en kultklassiker på linje med et band som Omen. I dag er det svært at se bands opnå kultstatus på samme måde. Metallen er ikke længere ung. Det her er tilbageskuende musik, ikke lyden af hverken nuet eller fremtiden. Men det lykkes Demon Bitch at lyde, som om det her er lige nu, fordi 'Master of the Games' sprudler sådan – musikalsk, vokalt – som den gør.