Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Gentagende tønder på stribe

Populær
Updated
Gentagende tønder på stribe

Lørdagens koncert med King Crimson mindede på mange måder om den, de havde givet dagen forinden, dog med variationer på sætlisten. Der var fremadskuende prog og drum clinic-vibrationer for alle pengene.

Spillested
Dato
24-09-2016
Trackliste
Hell Hounds of Krim
Lizard (Dawn Song)
Level Five
A Scarcity of Miracles
Red
Cirkus
Easy Money
Interlude
The Talking Drum
Larks' Tongues in Aspic, Pt. Two
Epitaph

Larks' Tongues in Aspic, Part One
VROOOM
The ConstruKction of Light
Radical Action (To Unseat the Hold of Monkey Mind)
Meltdown
Radical Action II
The Letters
One More Red Nightmare
Starless

Banshee Legs Bell Hassle
Heroes (Bowie)
21st Century Schizoid Man
Koncertarrangør
Karakter
3

Denne anmeldelse af lørdagskoncerten med King Crimson kan ses som et supplement til Devilutions anmeldelse af fredagskoncerten

Sidste gang, jeg oplevede Robert Fripp live, var, da han i 2005 varmede op for Porcupine Tree i London. Dengang gav den britiske musiker, der måske især på sine senere dage er notorisk kendt for at være lige så kontemplativ på en scene som den musik, King Crimson spiller, kan siges at være løjerligt ekstrovert, en solokoncert, der i sit sonisk landskabelige guitaroeuvre var så minimalistisk, at den fik størstedelen af det engelske publikum til at ty til øredøvende snak. Om netop denne opvarmningstjans skrev Fripp dengang i sin internetdagbog:

”The Soundscapes set: a full venue, standing, smoky, flashes, several helpful comments to urge along the Soundscaper (ie to hasten his demise). Also, some good ears. Overall, an unsettled audience that challenged the player to remain focused. There were some musical developments, although it was difficult to feel an overall sense of the performance because so few people heard what was going on; and their lack of connection prejudiced my own. But, I trust the process, and persist”.

Efter i denne weekend at have oplevet King Crimson over to aftener i Falconer Salen står det klart, at processen fortsætter, og at Fripp i den grad stadig insisterer. For de indviede kommer det næppe som nogen overraskelse, at Robert Fripp og King Crimson er antitesen til det typiske historiske band fra the rock days of yore, der efter længere tids pause vender tilbage for at tage endnu en tur på landevejen. Her hviles der ikke på laurbærrene. Godt nok har de aldrig rigtig været væk, King Crimson aka kongerne af prog rocken, thi Fripp synes altid at vende tilbage, også selvom han flere gange har haft lukket ned for denne del af det omstændelige musikalske maskineri, der med udgivelsen af ’In the Court of the Crimson King’, debutpladen fra 1969, var begyndelsen på det, der, af alle de projekter, han over årene har haft gang i, skulle ridse hans navn ind i en af de absolut bærende stammer af prog rockens stamtræ.

At man rent faktisk selv skulle få muligheden for at se klassikere på stribe blive opført af blandt andet hovedmanden selv, var imidlertid alligevel en koncertbeæret omstændighed, der var til at tage og føle på.

Forventeligt startede koncerten om lørdagen, som den havde gjort også dagen forinden, nemlig med det nyere instrumentalnummer ’The Hell Hounds of Krim’. Nummeret, der kan karakteriseres som en form for progressiv bossanova, og som udelukkende består af slagtøj fra bandets tre trommeslagere, er skrevet af Pat Masteletto, Gavin Harrison og Bill Rieflin. Mens Rieflin for tiden tager en selvvalgt pause fra turné-livet, bliver han erstattet af Jeremy Stacey, der denne aften side om side med netop Matsteletto og Harrison og med hver sit karismatiske trommespil ved hånde hermed for anden aften i træk indvarslede, hvilken musikalsk retning Fripp p.t. er interesseret i.

Som det var gået op for en under koncerten dagen forinden, er det styrende instrument i den nuværende konstellation af King Crimson nemlig trommerne. Faktisk fylder de så meget, at de begge aftener i flere numre nærmede sig det overstyrede. At det, man her på forsimplende vis vælger at kalde for det overstyrede, var til stede begge aftener, er imidlertid givet, for selvfølgelig er der slet ingen tvivl om, at netop dette er den igangværende diskurs, Fripp bevidst har lagt for dagen. Man kan sige, at det skred, der forekom hos King Crimson, hovedsageligt da Bill Bruford fra landsmændene i Yes skiftede fra et band til et andet og kom med i King Crimson i tiden op til udgivelsen af bandets femte studiealbum, ’Larks’ Tongues in Aspic’ (1973), synes at være den retning, som Fripp anno 2016 nu lader King Crimson bevæge sig endnu længere ud af. Det vil sige en diskurs, der gradvist opprioriterer percussion og trommer som det instrument, der driver de komplekse melodier frem, og som i studieregi for alvor manifesterede sig på albummet ’Red’ (1974).

Derfor giver det også mening, at det lige præcis er disse to tidligere plader med Bruford, der fylder meget af repertoiret på den aktuelle turné, og var det ikke, fordi han angiveligt selv er gået på selvvalgt pension fra turné-livet, havde han med sikkerhed også været at finde på scenen i Falconer Salen. Faktisk bestod tæt på halvdelen af den to timer og tre kvarter lange koncert af numre fra ’Larks’ Tongues in Aspic’ og ’Red’, hvilket man selvfølgelig ikke kan havde et eneste ondt indvendende ord imod, thi det er to mesterværker.

Det var dog ikke leveringer af alle numre, der var lige mesterlige. Der var skam øjeblikke af ikke bare mesterligt, men også et ophøjet mesterligt niveau, hvilket blandt andet skyldtes en version af ’Starless’, der var lige så smuk i sin nyfortolkning, som nummerets tekst er vedkommende mørk. Også en udgave af ’Easy Money’ blev liret ud over scenekanten med en sanselig fornemmelse, der i det hele taget er fuldstændig uhørt for et rocknummer som dette, og det i øvrigt til trods for at denne skæring manglede de strygere, som på studieindspilningen gør sig så godt. Strygerne kompenserede 69-årige Mel Collins for ved at have en stribe tricks med sine blæsere oppe i ærmet.

En sang, som derimod ikke virkede, var ’Epitaph’, der om lørdagen lukkede aftenens første sæt. Denne fortrinlige ballade hentet fra debutpladen lød i Falconer Salen både fredag og lørdag nærmest som en middelmådigere coverversion. Det er ikke, fordi Jakko M. Jakszyk, der har været med i Fripps line-up siden 2013, men som i en årrække også inden da havde spillet med i andre konstellationer af King Crimson, rent tonalt egentlig ligger pokkers langt fra Greg Lake, skæringens oprindelige sanger. Den underspillede sprødhed og ulme seriøsitet, der karakteriserer studieversioneringen, udeblev dog i liveregi.

Sange som ’VROOOM’ og ’One More Red Nightmare’ udeblev derimod ikke, hvilket vi gengangerpublikummer, der også havde været til koncerten om fredagen, selvfølgelig var glade for, eftersom det gav os mulighed for at sætte flueben ved sange fra bandets diskografi, som ikke havde figureret på sætlisten aftenen forinden.  Med ’VROOOM’ blev der endda sat flueben ved også en enkelt sang fra 90’erne, hvilket i et kort øjeblik brændende fik en til at ønske sig et besøg fra den altid sympatiske og eminent dygtige Adrian Belew, som Fripp af uforståelige årsager har valgt ikke at tage med på landevejen på denne turné. Til gengæld blev der netop med ’VROOOM’ fundet plads på sætlisten til en sang, som aftenens basisst Tony Levin i sin tid rent faktisk selv var med til at indspille, og denne 1:1 kontakt mellem sang og musiker synes lige i dette tilfælde at give helhedsindtrykket noget ekstra.

Ligesom det var tilfældet også om fredagen, var helhedsindtrykket af anden aftenens koncert med King Crimson overordnet set imidlertid noget hullet. Mindeværdig, men hullet. Til tider var koncerten tårevædende smuk, andre gange var den grænsesøgende interessant, andre gang var den buldrende bombastisk og desværre alt, alt for meget, mest på grund af trommerne. Under ekstranumrene fik man en simpel og smuk levering af David Bowies 'Heroes', som Fripp i sin tid netop spillede lead guitar på, inden Gavin Harrison gav en trommesolo halvvejs inde i det afsluttende ekstranummer, proghymnen ’21st Century Schizoid Man’, der ville have fået enhver konservatoriemusiker til at sidde det mere ret på sin taburet, men som igen testede en. På dette tidspunkt havde man virkelig fået nok trommespil, og det til trods for at Harrisons solo om lørdagen ellers adskilte sig fra hans solo om fredagen, hvilket potentielt set burde pirre ørerne dét ekstra. 21st Century Schizoid Man’ var dog et af aftenens bedre numre, hvilket netop skyldes, at hele den første halvdel blev spillet kun med Stacey på trommer. En lignende nedeskalering i flere numre ville sandsynligvis have gjort koncerten mere inviterende.