WMMF ´23: Tilbage til det sidste kapitel
Oldschool-begrebet under fortolkning. Hypocrisy gravede dybt når de gad, spillede hits når de skulle og demonstrerede deres fulde bredde – kan man ønske sig mere?
2. Inferior Devoties
3. Fire in the Sky
4. Mind Corruption
5. Eraser
6. Adjusting the Sun
7. Chemical Whore
8. Don't Judge Me
9. Weed Out the Weak
10. Children of the Gray
11. Pleasure of Molestation
12. Osculum Obscenum
13. Penetralia
14. Warpath
15. The Final Chapter
16. Roswell 47
I mine gymnasieår var jeg fast kunde i et lille antikvariat i Kolding, når CD-samlingen skulle udvides for lidt billigere håndører end i plomberet form. Man kunne ofte slippe afsted med mere eller mindre ubrugte skiver for en 50'er eller derunder, og en af de gode dage var dagen, hvor et Hypocrisy-cover med en stirrende alien udenpå tydeligvis skreg mit navn. ’Roswell 47’ kørte på dette tidspunkt i flittig rotation på MTV’s Headbangers Ball, og med dén som det hypnotisk intense åbningsnummer skulle ’Abducted’ selvfølgelig prøvekøres.
Det blev starten på en livslang kærlighed til bandet, hvor jeg, trods en vedholdende præference for de go’e gamle dage, også ynder at dykke ned i karrieren efter årtusindskiftet fra tid til anden.
Men altså, når nu Hypocrisy her ligefrem sælger sit show som et oldschool-set, så er der selvsagt ikke et øje tørt for en gammel fanboy som undertegnede – hvor så end grænsen for, hvad der er oldschool, bliver sat.
Det bliver dog hurtigt tydeligt, at grænsen er mere fri end som så. Faktisk er det nærmest samtlige 14 studiealbums, der bliver rundet undervejs, men hvor de generelt plejer at skøjte let hen over de første plader bliver ingen af dem i dag forbigået.
På trods af at være fløjet ind direkte fra 70.000 Tons of Metal dagen før er der ingen træthed at spore, da bandet indtager scenen til de velkendte, orkestrerede synths, inden Peter Tägtgren selv skriger af lungernes kraft fra åbningen af den storladne ’Fractured Milennium’. Som altid med bassist Mikael Hedlund ved sin side, der sammen med live-trommeslageren Henrik Axelsson er meget bærende for lyden på Eksercerhuset i aften. Ikke fordi Hedlund er nogen markant eller letgenkendelig bassist som sådan, men han ligger konsekvent klart på beatet sammen med Axelsson, der ellers er ny i Hypocrisy-campen, men tydeligvis har læst godt op på lektien. Den tro gengivelse er idealet her.
Alt bliver leveret 1:1, og det er da også en af de største kritikpunkter, jeg hæfter mig ved, som koncerten skrider frem. Den her live-energi, hvor tingene også farves af omgivelserne, af nuet, af den naturlige spontanitet er ikke en koncert, som Hypocrisy mestrer, og på den måde bliver perfektionismen til tider næsten for meget af det gode – men samtidig er sættet så forbandet fedt, så vi dårligt kan være bekendt at brokke os. Et par senere sange som ’Don’t Judge Me’ og ’Weed Out the Weak’ midt i sættet er måske lidt overflødige, men det er hurtigt glemt igen, når vi fx når til medleyet fra de første to plader, hvor Tägtgren fortsat mestrer growlet bedre end Masse Broberg nogensinde har gjort, dengang han var sanger i bandet – og det er da også netop her, hvor abstraktionen fra den tro 1:1 gengivelse står klarest.
Musikken får i det store hele lov at tale sin egen sag. Kun sjældent griber Tägtgren til mikrofonen, og med så stram en sætliste er der da heller ikke meget tid til andet end at fokusere på det, vi er her for. ’Impotent God’, som ellers stod på sætlisten vi scorede efterfølgende, blev dog sløjfet, og koncerten blev således rundet af med to af de mest definerende sange for hele Hypocrisys karriere, ’The Final Chapter’ og ’Roswell 47’. En smuk afslutning, der for begge numres vedkommende fortsat lyder lige så bevægende i sin melodøde dramatik i dag som dengang de udkom.
Tägtgren har bedrevet meget igennem karrieren, både med Bloodbath, Till Lindemann (Rammstein) og i sin solokarriere med Pain, og selvom alle disse bedrifter på forskellig vis også er med til at demonstrere hans talenter, både som producer og musiker, så vil Hypocrisy altid være hjertensbarnet, hvor de største kvaliteter er forenet. Et faktum, koncerten i aften kun stod til at dokumentere, hvis man da nogensinde har set nogen grund til at bilde sig noget andet ind.