WMMF´ 23: Lørdag – Vi tror på metal!

Lørdagen rettede op på vores metalliske kompas, med højdepunkter både i det excentriske, nostalgiske, dødmelodiske og metalpatriotiske hjørne.

De første livstegn viser sig ved ni-tiden, da vi vågner en håndfuld i et klasselokale bag Eksercerhuset. Der måtte tænkes kreativt, når nu Skills-messen har beslaglagt alle de gængse overnatningsmuligheder, men en sofa et par minutter fra spillestedet er nu heller ikke at kimse af, når klokken har passeret et.

Hvad jeg til gengæld synes jeg, der efterhånden godt må kimses ad, er Hadron her, der og allevegne. Guderne vil vide, hvor glad jeg ellers er for den bastante betonrock, som vor forfædre skabte den, men det er mig ubegribeligt, hvordan de bidrager med noget nyt til den skole. Ingen tvivl om, at de mener det og har hjertet på rette sted, men nogle gange er der bare bands, som går helt hen over hovedet på en, selvom alle andre roser dem til skyerne – og i dag blev det blot klarere for mig, at jeg ikke ser nogen grund til at opsøge Hadron igen, og fred være med det.



Plads til forskellighed må vist være kodeordet, for hvor et par af vennerne som sagt er nok så begejstrede for Hadrons gammelskole-tråd, så må de efterfølgende stå helt af ved Shaam Larein. Det svenske orkester med Larein selv i front, der med sin mørke røst drager os ind i dødsrocken fra den dugfriske skive, 'Sticka en Kniv i Världen', som er på dagsordenen. Både keyboardisten og en tredje sanger akkompagnerer hende og lægger ekstra tyngde bag de flyvske fraseringer, mens særligt bassisten bør fremhæves for sit drevne groove i fx en forrygende udgave af 'Flesh of Gold'. Som vi antydede, da pladen blev dækket, kunne det snildt blive en plade, der får mere kunstnerisk favntag i live-regi, og det er så bestemt også tilfældet i dag, hvilket du kan læse mere om her.

Fra det friske, nye håb fra nabolandet føres vi videre til en af de gamle heavy-travere fra den danske muld. Alien Force er tydeligvis skolet af den Saxon-venlige NWOBHM-lyd, og det er alt sammen meget let og tilforladeligt at rocke med til, ganske som vi husker det fra samme sted i 2021. Der er nu også noget autentisk over at høre fortidsanekdoterne, som da sanger Peter Svale Andersen beretter om udgivelsen af deres første demo fra 1984, der var blevet ødelagt under forsendelsen, hvorfor der kun var tre eksemplarer, der overlevede. 'Get It Out', som var med på dette første demobånd, var dog også inkluderet på debuten året efter, og derfra startede så karrieren for det kortlivede, københavnske foretagende.
Et charmerende foretagende ikke desto mindre. Ikke at man på nogen måde risikerer at blive udfordret i sine grundvolde her, men til gengæld spiller de den solide heavy-rock, som vor fædre definerede den, og var én af dem på scenen min far, så ville jeg sgu nok bare være stolt.



Efter sådan en gang far-heavy er det helt på plads med mere fart over feltet, og her viser RAM sig hurtigt at være en sikker vinder. Af erfaring har jeg lært, at det engang imellem er en god idé at komme ind med helt friske ører, og jeg kender derfor blot et par numre hørt i formiddags, men får, præcis som forventet, seje metalhymner med tekster om, hvor sejt det er at spille metal – og ser man på dem, så er det også svært at være uenig. Svenskere i læder og nitter, der spæner rundt, spiller med musklerne og vrider instrumenterne rundt, fordi intet skal stoppe dem i at overbevise os om, hvor sejt det er at spille metal – og tak for det! De lader ikke umiddelbart til at have de store ørehængere, men det gør egentlig ikke spor, for sådan som de lever og ånder stilen med twinleads og bangervenlig attitude er det rigeligt trækplaster i sig selv her i mellemlaget af årets vinter-lineup.

Øverst på årets festivalplakat finder vi til gengæld aftenens to sidste navne.
Først Hypocrisy, der kommer flyvende direkte ind fra 70.000 Tons of Metal, og derfor var der da også lidt bekymring, om de nu ville nå frem i tide, men det var der gudskelov ingen grund til. Man fornemmede heller ikke spor af den lange rejse, men tværtimod gav de os en tætpakket sætliste, fremført lige efter bogen og med Tägtgrens velkendte skrig i sin pureste form. At sættet var knap så oldschool, som de var booket til, skuffer ganske vist en smule i starten, men der spildes ingen tid på overflødigheder og udenomssnak, og udover de obligatoriske hits får vi bl.a. også rundet 'Inferior Devoties' og titelnummeret fra 'Penetralia'.
Hypocrisy favner bredt, og dette er den ideelle aften til at opleve alle facetter af Hypocrisys oeuvre, hvis man endnu ikke er så velbevandret i disse undervurderede Göteborg-legender. En koncert, vi graver nærmere ned i her.



Som aftenens endelige indslag er Enslaved et af de bands, der konstant har holdt jernene i ilden siden de spæde spadestik tidligt i 90'erne. Lidt som et black metallens svar på Opeth har de altid gået sine egne veje, og har aldrig skabt en udpræget hitparade for dem selv. Det forklarer også, hvorfor deres fans' præferencer har det med at stikke i øst og vest, og det gør det en hel del lettere for dem at grave dybt i, hvad der nu lige drager dem på dagen. I dag fx med et håndfuld småglemte dyder fra de tidlige 00'ere, men som på glimrende vis også viser alle de facetter, de har gennemgået på tværs af karrieren.
Med alt det sagt, så er de selverklærede, norske fjeldabers tænkende-mands-black en stor mundfuld at fordøje, hvis man som mange i salen ikke er helt så fortrolig med Enslaveds fulde repertoire, og det´ med rette. Gudskelov er jeg selv lunt med i svinget, og der er det en fornøjelse som her at høre, hvordan deres tilgang til black metal har ændret form hele vejen fra urfremførelsen af den nye single 'Congelia' og tilbage til sætlukkeren 'Allfadr Odinn'. Enslaved har i perioder haft højere til loftet end andre, og i aften var en af de aftener med ekstra luft i vi(ki)ngefanget, så hvis man foretrækker sin metal mere direkte og inklusiv på denne tid af aftenen kan jeg godt forstå, hvis de glider lidt hen over hovedet på en aften som i aften – men som Enslaved-fan skal der ikke indgives nogen klager herfra.

Og således fik vi afrundet denne anden udgave af Winter Metal Magic. En herlig tilføjelse til sommerudgaven i Eksercerhusets fine, nye kulisser, der giver alle kunstnerne gode vilkår for at demonstrere det, de gør bedst. Det ville være fedt, om der var mulighed for at afskærme scenen under lydprøver, så det ikke brød med DJ-setuppet mellem kunstnerne, men udover det var det endnu et Winter Metal Magic med masser af kvaliteter på tværs af metallens genrekort. Bevares, fredagen havde set bedre ud med Mysticum på plakaten, men vi krydser fingre for, at lejligheden byder sig en anden gang, og en afrundende fællesdans til Tommy Seebach og the Hoff er som altid på sin plads – indtil næste gang.