Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

VMF'23 – Firs minutters effektiv død

Updated
I Am Morbid-5
I Am Morbid-2
I Am Morbid-3
I Am Morbid
I Am Morbid-4
I Am Morbid-6
I Am Morbid-7
I Am Morbid-8

David Vincent, Pete 'Commando' Sandoval og resten af I Am Morbid blev fløjet ind for ét show i Viborg og de leverede i den grad varen med dødsmetalklassikere!

Kunstner
Spillested
Dato
04-03-2023
Trackliste
1. Immortal Rites
2. Fall From Grace
3. Visions From the Dark Side
4. Blessed Are the Sick
5. Rapture
6. Pain Divine
7. Sworn to the Black
8. Eyes to See, Ears to Hear
9. Dead Shall Rise
10. Maze of Torment
11. Desolate Ways
12. Dominate
13. Where the Slime Live
14. Dawn of the Angry
15. God of Emptiness
16. World of Shit (The Promised Land)
Fotograf
Neil Poulsen
Karakter
4

I Am Morbid spiller Morbid Angel sange fra dengang forsanger og bassist David Vincent var med i det legendariske dødsmetalorkester. Det har de gjort siden 2017 og vi har efterhånden set dem en del gange i såvel Danmark som Tyskland og USA. Man kan mene hvad man vil om ideen, men når nu ikke Vincent og Trey Azagthoth kan enes om at være i Morbid Angel, så får det blive sådan.

Publikum synes tilsyneladende, at det er værd at hive I Am Morbid til Danmark, for nu har de været her i landet hele seks gange på de seks år. Denne lørdag aften på Viborg Metal Festival gjorde de nærmest præcis det, de har gjort samtlige forrige gange. Henrykket publikum med en koncert, hvor de leverer præcis det, de sælger sig selv på. En hyldest til David Vincents tid i Morbid Angel.

De sidste par år har han allieret sig med Morbid Angels oprindelige trommeslager Pete 'Commando' Sandoval, og duoen lyder til i den grad at hygge sig. Palettens publikum får da også lige en enkelt sang fra dengang hvor de to i slutningen af firserne indspillede en af dødsmetalgenrens største klassikere, Morbid Angels debutplade 'Altars of Madness, havde tid til også at lave en plade med bandet Terrorizer. Den debutplade, 'World Downfall', og sangen, Viborg fik denne aften, 'Dead Shall Rise', fik dog ikke samme gennembrud som førnævnte dødsmetalplade og projektet blev derfor skrinlagt til fordel for Morbid Angel, der de næste ti år gik sejrssgang som en af genrens allervigtigste bands.

Det var også de største sange fra de plader, der denne lørdag aften i Viborg blev luftet igen, igen. Bandets to guitarister Bill Hudson og Richie Brown formåede at gøre musikken ære. Hudson har været en trofast makker i projektet siden starten, mens Richie Brown er ny på opgaven. Sammen får de kippet med hatten til Azagthoths musikalske arv.

Musikken lever videre og I Am Morbid spiller sig gennem hele 16 numre på 80 minutter. En absolut godkendt koncert, selvom den startede en halv time forsinket pga. en ihærdig trommeslager, der var meget specifik omkring hvordan det skulle lyde. Kvalitet tager tid og det var værd at vente på. Udover gode trommer, så var guitarerne også tydelige. Det var tydeligt, at Hudson og Brown nyder at spille sammen. De spiller soloer frem og tilbage og efter 'Maze of Torment' leger de lidt på scenen før det går over i 'Desolate Ways', hvor der bliver nikket i retningen af salig Richard Brunelle, der skrev det instrumentale nummer til pladen 'Blessed Are the Sick'. Desværre døde Brunelle tilbage i september 2019.

Denne aften er alle dog i live. David Vincent finder ud af, at øl er prioriteret højere i Danmark end vodka til at holde sig varm i om vinteren, og selvom klokken nærmer sig 2 om natten da de runder af med 'World of Shit (The Promised Land)', står hele salen og brøler "Morbid, Morbid, Morbid!" for at få dem ud til ekstranumre.

Men det gør I Am Morbid ikke. Efter koncerten er de væk igen. Det er effektivt. De blev fløjet ind fredag, spiller koncert og fløj hjem igen søndag. En masse transporttid for 80 minutters arbejde. Det er enten dedikation eller vanvid. Vi lader læseren bestemme. Publikum lod i hvert fald til at være glade for, at I Am Morbid gad tage turen. En fortrinlig afslutning på en mindst lige så herlig festival.