Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Indstuderet miks-maks

Populær
Updated

På sin jomfruturné under eget navn leverede Porcupine Trees Steven Wilson en virkelig skuffende koncert i Berlin, som samtidig blev dét dårligere af ekstremt ringe lydforhold.

Dato
22-10-2011
Label
Distributør
Trackliste
- No Twilight Within the Courts of the Sun
- Index
- Deform to form a Star
- Sectarian
- Postcard
- Remainder of Black Dog
- Harmony Korine
- Abandoner
- Like Dust I have Cleared from my Eye
- No Part of Me
- Veneno Para Las Hadas
- Raider II
--------------------
- Get All You deserve
Fotograf
Molle Snapshot
Karakter
2

For godt en måneds tid siden udgav Steven Wilson solopladen 'Grace for Drowning', som overraskede ved mere end at leve op til den britiske progprins' ellers skyhøje standardniveau, et niveau man først og fremmest kender til fra hans position som frontmand i Porcupine Tree. I et interessant krydsfelt mellem 70'er-prog, masser af Wilson'sk balladesignatur samt årets måske mest dynamiske produktion overhovedet, skriver pladen sig direkte ind på den nyere proghistories must-have-liste, og den står som en af årets bedste udgivelser. I den forbindelse har Wilson for første gang været på turnévejene med sit helt eget materiale, og det fik sidste weekend Devilution til at tage til Berlin for at høre ham.

Wilson-ånden

Denne lørdag aften i Neukölln, under et så godt som udsolgt tag på spillestedet Heimathafen, startede det på flere måder i den helt rette, dystre Wilson-ånd. Den danske fotograf Lasse Hoile har endnu engang samarbejdet tæt med Steven Wilson under produktionen af 'Grace for Drowning', og inden koncertstart, havde nogle af Hoiles billeder fundet deres vej op på det let gennemsigtige scenetæppe, hvor de blev projiceret som små, creepy stemningsfilm tilsat et lydspor bestående af dronestykker fra Wilson-sideprojektet Bass Communion. Stemningsfuldheden fra især Bass Communion er efterhånden en lige så stor del af Wilsons musikalske verden, som forkærligheden for progmusikken eksempelvis er det, og det var derfor da helt forventeligt, at man også skulle have denne del af Wilsons mørke musikalsk sind ind under huden.

Som koncerten gik i gang, blev der åbnet med den hårdtslående 'No Twilight Within the Courts of the Sun' hentet fra den forrige soloplade, 'Insurgentes' (2008), hvilket fik kickstartet Wilson og hans tourband på legende, progressiv facon.

Wilson har nøje håndplukket sine fem tourkompagnoner, og som 'Hatesong' også har haft for vane at bringe med sig under koncerter med Porcupine Tree, havde aftenens åbningssang et ekstravagant jam-feel over sig, som præsenterede bandet på fantastisk vis. Hér skinnede især bassist Nick Beggs og keyboardspiller Adam Holzman smukt og rockende igennem, og det er da heller ikke for ingenting, at disse to musikeres indbyrdes CV tæller navne som Led Zeppelins John Paul Jones, Miles Davis, The Doors' Ray Manzarek og Philip Glass. Vi snakker om et potentielt "awesome"-niveau af dimensioner.

Detour i surround

Efter også en forbløffende god udgave af den ellers distancerede og lidt ufrivillig komiske 'Index', skulle potentialet dog blive udfordret så meget, at det ikke førte noget godt med sig. Herfra blev det hurtigt ret skidt. Det hele kiksede faktisk, som den ellers hypersmukke 'Deform to form a Star' fandt sin vej til sætlisten, hvor det var som om, at en ledning rokkede sig løs i enten en højtaler eller et kabinet. I hvert fald dukkede der hér en forstyrrende statisk frekvens op, som ikke blot overdøvede hele denne sangs smukke pianointro og sangen i al almindelighed, men som på forunderlig vis blev liggende dér bagved som en nasal pestilens og aldrig ufravigelig for ens ører, hele koncerten igennem.

Denne statiske lyd forblev der simpelthen den resterende halvanden time, som koncerten varede. Det var som at få stød af en prog-djævel, på den ufede måde vel at bemærke, og herfra var det næsten udelukkende én stor koncertnedtur.

Steven Wilson bliver igen og igen ved at imødekomme ens forestilling om at han er en professionel nørd såvel musikalsk som teknisk. Dén side af ham ligger han heller ikke skjul på under denne tour, som bliver fremført i surroundlyd - en koncertoplevelse denne skribent i øvrigt vist kun har oplevet til koncerter med Roger Waters. Skal man høre 'Grace for Drowning', som Wilson har tænkt sig, at den skal høres, må den rigtig nok lyttes til i sit 5.1-mix og med førnævnte akkompagnerende stemningsbilleder i blu-ray-opløsning på en skærm foran sig. Der er flere versioner af pladen at gå efter, men det er sådan, Wilson (og Hoile) har tænkt værket: et miks af sang, lyd og billeder.

Surrounddelen virkede dog ret ringe i Berlin. 'Sectarian' skulle have blæst én væk med bukserne nede om anklerne, men den dukkede op lige efter lydproblemerne havde indtruffet på 'Deform', og lydmanden havde sikkert andet at se til på dette tidspunkt end at finpudse surround-lyden. Den forbandende dominoeffekt, der spolerer alt det potentielle gode, der følger efter et uheld. Da Theo Travis' fløjte burde have skumlet sig vej ind i publikums baghoveder under sangens fantastiske og bombastiske paranoiaforstærkende angreb, stod man i hvert fald lænet stille tilbage og sansede egentlig ikke så forbandet meget. Kort sagt, lyden var stadigvæk så kummerlig, at pinlighedsgrænsen for længst var overskredet.

Musikalsk spændetrøje

Ud over det kan det desuden undre én, at Wilson ikke havde taget den lettere løsning og hevet Gavin Harrison med på vejen til denne turné. Harrison har en baggrund i jazz-musikken, og efter at have været et ekstremt vigtigt ingrediens hos Porcupine Tree over de seneste ti år, kender han mildest talt Wilson ret godt rent musikalsk. Wilson havde dog i stedet valgt Marco Minnemann, som der i sig selv heller ikke sættes en finger på. Han er en eminent trommeslager, og var blandt andet én af de seks musikere, som Dream Theater havde inde til audition, inden Portnoy-afløseren blev fundet i Mike Mangini. Samhørigheden mellem ham, Wilson samt de andre musikere, var bare desværre aldrig helt så ekstatisk, som man havde håbet på med så fornemt et line-up.

Fra scenens centrum agerede Wilson en slags dirigent meget af koncerten igennem, som generelt set i øvrigt synes tilrettelagt med en næsten for stor præcision. Det var i hvert fald tydeligt, at det var en anderledes Steven Wilson, vi havde med at gøre, end når der progges frit igennem side om side med de andre medlemmer i Porcupine Tree. I Berlin virkede Wilson mindre fri, mindre legende og generelt set også mere kedelig-alvorlig. Den dårlige lyd har formentlig været med til at sætte en dæmper på de musikalske udskejelser, og det kan man vel ikke rigtig hverken bebrejde ham eller musikerne.

Men det kan måske også tænkes, at Wilson for én gangs skyld har tænkt for stort? At ambitionerne har steget ham til hovedet? Han vil så pokkers gerne skrive sig ind i en musiktraditionen, hvor han som den musikalske orkestrator, hyrer sig et orkester bestående af den ene sublime musiker efter den anden, men det udtryk, som blev præsenteret for publikum, virkede både påtaget og langskægget. Det var ikke en tilfældighed, at Frank Zappa prydede den t-shirt, som Wilson bar under koncerten, men det synes aldrig rigtig at falde Wilson helt naturlig at træde ind i den rolle, han med en al for tydelig, alvorlig tone, havde skrevet sig selv ind i.

En alvorlig konklusion

Steven Wilson ER en ekstrem ambitiøs musiker, det har man så godt som altid vidst. Det er da også hans ambitioner, der har bragt ham den stadig stigende succes, som han med rette modtager af progfans i dag, og det er de skyhøjeste af musikalske ambitioner, der har givet vi progelskere et af årets bedste albums. Derfor var det også helt som forventeligt en meget, meget ambitiøs Steven Wilson, der var rykket på vejen for at bevise, at han har noget af at have det i. Det fik han dog kun bevist ganske kortvarigt, som han denne aften gav sine egne ambitioner et dårligt ry i form af en højpandet og gravalvorlig indstilling.

På sin facebook har Steven Wilson desuden selv beklaget den dårlige lyd i Berlin, hvilket dog ikke hjælper den hungrende fanboy, som havde håbet og krydset fingre for en mindeværdig koncert. Mindeværdig blev den godt nok, men udelukkende med negativt fortegn. Det var en aften i frustrationens navn, og for første gang nogensinde havde denne skribent en direkte ringe oplevelse under en koncert med Steven Wilson på scenen.

Total bummer!

Menu