Fin metalaften i Lygtens skær
Populær
Lygten Station på Nørrebro bød fredag på et program, der spændte fra klassisk død til rå thrash med teknisk gøgleri indimellem. Og et dansk band, som har fat i den lange ende af noget Lamb of God-agtigt.
Det lille koncertsted ved Nørrebro station er fast garant for musik i det hårde segment nærmest weekend efter weekend. Alligevel er det ikke et sted, som Devilution har anmeldt så frygtelig mange koncerter fra. Det er egentlig synd, for det er et hamrende hyggeligt spillested med udmærkede barpriser, og så er lyd- og lysanlæg blevet kraftigt opdateret, så den mere skrabede opstart er glemt.
Lyden har ofte været udskældt, men også her er der med tiden sket store forbedringer. Ikke bare lydanlægget er blevet bedre, men lydmændene på stedet har fået tæmmet rummet, hvis største udfordringer vel ligger i de hårde materialer og så det specielle faktum, at koncertrummet måske kun er godt 100 m2, men til gengæld har over 10 meter til loftet. På trods af erfarne kræfter på lydtjansen, så forløb aftenen dog ikke helt uden lydproblemer, desværre.
Stadig fængende
Pataus, som den udsendte skribent før har rost (til The New Shit showcase i januar 2015) og set et stort potentiale i, var først på scenen. I store dele af koncerten var der lidt piveri fra en af mikrofonerne, og til sidst i koncerten kom der nogle ufrivillige "bass drops", da stortrommemikrofonen faldt ned og ind på skindet. Spøjst, men i det mindste i takt til musikken, så det var ikke ødelæggende.
Bandet har stadig godt styr på deres medrivende, groovy dødsmetal, som også rummer masser af melodi, der er af den lækre, mere dystre stil og altså ikke at forveksle med melodød. Guitarist og growler Tobias Olsson var som altid bogstaveligt talt på tåspidserne og leverede igen et herligt brøl med det fænomenale skrig som passende, lejlighedsvis krydderi. Det var, som om bandet havde taget lidt til takke med at varme op, og selvom de var synligt glade for at levere musikken, så gjorde de ikke så meget for at nå ekstra ud over scenekanten og få fat i de fremmødte, som allerede her tidligt på aftenen var i et glimrende mandtal.
Her og der og allevegne
Det næste band på scenen var, med undtagelse af den ene guitarist på sin hippie-psykedeliske-syre-opkast-guitar, diametralt modsatte og var ekstremt ekstroverte. Det var Scortum, hvis stil nærmest var skizofren. Et væld af riffs, skøre taktarts-skift, og hvad har vi. Teknisk veludført, men i den lidt udfordrende lyd i lokalet var det lidt svært for en begynder udi bandets musik at finde hoved og hale i, hvad der foregik. Der var afgjort fine riffs imellem, og spændende tekniske legerier, men der var samtidig også så mange elementer, at de gode ting hurtigt fløj forbi og blev erstattet af ting, som måske snildt kunne have været skåret væk.
Men bandets fremtoning var typisk for flere unge bands, så at bruge ordet "skizofren" om musikken vil sikkert blive betragtet som den ypperste ros. Metal skal ikke partout være ondt og mørkt, og der er bestemt plads til et glimt i øjet og lidt fjollerier, men krabbedans a la Immortal og prikkede sokker (endda to forskellige sokker på én og samme mand) virkede måske mere tåbeligt end nødvendigt fra bassisten – specielt med tanke på, at guitaristen ved siden af så vildt koncentreret ud, indtil han til slut så ud til at virke mere tilpas i situationen og rokkede mere med. Omvendt kan det for begge parters vedkommende være svært at hitte ud af, hvad der vil være passende fremtoning, når frontmanden i den grad er på og drøner rundt som et dampbarn og taler sort. Scortum var en interessant oplevelse, som det vil være spændende at høre i lidt mere defineret lyd.
Det rykkede!
Inacave er blevet kaldt Lamb of God-kopier. Sammenligningen kan godt forstås, for bandet havde afgjort riffs og arrangementer, som mindede om amerikanerne. Men når det er sagt, så var det også et fremadstormende band med så meget energi, at det blæste ud i hovedet på tilhørerne. Der var riffs, fede riffs i massevis, og det rykkede godt, og var glimrende udført, og kan bandet finde ind til sin egen lyd i dette rifferama og på den måde slippe for sammenligning med større bands, så kan bandet nå langt. Den dér sans for fede riffs er det nemlig langt fra alle, der har, og krydret med en intens performance, så er der mere end bare et godt fundament at bygge videre på.
Det kan have været lyden på aftenen, eller det store fokus på guitarernes riffs, men vokalen blev hurtigt til en let ensformig affære, der bare lå oven på musikken. Teknisk set var det et fint brøl, men variationen i stemmen var svær at fange i lydangrebet. Det kan have været der, mere end det kunne høres, men umiddelbart var det her, at bandet især havde noget, de kunne arbejde med med, når der skal ses fremad. Der er saft og kræft i brølet, og derfor kan frontmanden med garanti godt finde ud af krydre det med lidt ekstra. Det skal blive spændende at følge, og at dømme flere omgange moshpit er der allerede et publikum til bandet herhjemme.
Thrash med klassisk svensk smadder
Til sidst blev de danske bands afløst af et svensk et af slagsen. Inferior gør det mest i thrash med en temmelig rå stemmeføring, men de var heller ikke blinde for arven fra diverse legendariske dødsmetalgrupper som Dismember, Grave og Entombed, så det var ikke kun Slayer og Sepultura, der kunne høres i bandets musik. Svenskerne havde specielt scenetække i frontmanden, der også varetog bassen, og selvom sceneshow primært var rysten med det lange garn, så syntes musikken nærværende og energisk.
Der var forsvundet lidt publikum til sidst, men de resterende blev til gengæld synligt grebet af musikken, og så var der ellers plads til lidt mosh og sågår stagedives. Undervejs knækkede den ene guitarist en streng på sin Flying V og kæmpede nogle minutter med den, før der var hjælp at hente hos en af Scortum-guitaristerne. Pausen var selvfølgelig ærgerlig for koncertens momentum, men med et publikum godt ladet op af barens drikkevarer, så blev det hele taget med godt humør – og heldigvis også af svenskerne selv, der undlod at gå i panik over den ufrivillige pause.
Inferiors første koncertbesøg i Danmark var i hvert fald mere end godkendt. Stilen var velkendt og ikke mindst veludført, så det var let at gå ombord i sangene, som de færreste blandt publikum nok kendte i forvejen. Samtidig var der i blandingen thrash og død nogle elementer af noget egenhændigt, som peger mod, at bandet kan udvikle sin stil mod noget, som ikke vil være helt så let at beskrive som thrash med lidt dødsmetal iblandet.
Karakterer:
Pataus: 3
Scortum: 3
Inacave: 4
Inferior: 4