RF '13: Japansk galde og suveræne fanboys

Populær
RF '13: Japansk galde og suveræne fanboys

Med Keiji Haino i front leverede drone-noise-trioen Nazoranai søndag eftermiddag en rørende og indlevelsesstærk og ond koncert foran et lille, men dedikeret publikum.   

Kunstner
Dato
07-07-2013
Koncertarrangør
Fotograf
Jacob Dinesen
Karakter
5

Det undrer én, at Roskilde Festival – som jo med lille skrift nederst på deres festivalplakater ellers er begyndt at have for vane at pleje en særlig fremadskuende musikalsk profil og ikke blot præsentere de mest publikumssikre navne – at de ikke præsenterer flere eksperimenterende drone- og noisebands, der ikke udelukkende dyrker det elektroniske, men som også hiver klassiske rockinstrumenter med om bord som bas, guitar og trommer.

Den rigtigt udfordrende tunge musik manglede også på Roskilde i år, hvor Nazoranai var et enkeltstående eksperimentalnavn, og som adskilte sig fra plakatens resterende tunge navne ved at have en improviserende og overraskende dagsorden. På den anden side: Skal man diske op med kun ét eksperimentalnavn, så fås det hverken meget mere eksklusivt, opmærksomhedsfangende eller frapperende end netop denne internationale trio, der henholdsvis har japanske, australske og amerikanske rødder, men som bedst af alt hører hjemme i den rytmiske del af den eksperimentrende drone-himmel.

Ud over at Nazoranais musikalske spændvidde er helt adelig i sig selv, så forbandet suveræn er deres improvisation, var koncerten ligeledes eksklusiv af den simple grund, at trioen - inden deres søndagsbesøg på Roskilde - udelukkende havde spillet fire koncerter til dato – henholdsvis tre koncerter tilbage i 2011, hvor de ligeledes udgav deres selvbetitlede og indtil videre eneste album, samt én koncert i Helsinki dagen forinden Roskilde. Til trods for at der figurerer fire skæringer på trioens plade fra 2011, improviserede de sig dog frem til nye stykker under Roskilde-koncerten. 

Haino: The real thing!

Såvel fysisk som musikalsk har Nazoranai i front den forbandet cool 61-årige Keiji Haino, der i over snart fyrre år som aktiv probat musiker har fået opbygget sig et overvældende bagkatalog af differentieret pragtformat inden for henholdsvis den skævere improviserede klassiske rock, den skævere psykedelisk rock samt altså som en multipraktikker af eksperimentalmusik.

Sammen med trio-konstellationen Nazoranai styrede Haino de minimalistisk opbyggelige drone-løjer fra midten af Pavilion-scenen, hvorfra han blandt andet brugte sin vokal som et instrument til at udtrykke falmende misantropi og indadvendt galde. Når det ikke var vokalen, han brugte, benyttede Haino sig hovedsagligt af sin mørkerøde Gibson, der lød s-u-v-e-r-æ-n-t-!, og som han støjede godt og grundigt igennem med, ligesom han med mellemrum også tyede til et større pedalrack, som han lod sit lange grå hår dale nedover, mens knapperne maniererede ond drone bestående hovedsagligt af sinus-krasbørstigheder. 


Awesome backing boys!

Bag sig havde Haino en rå og aparte, men så absolut fuldblodsvægtig rytmesektion, der talte Stephen O’Malley fra Sunn O))) på bas samt den australske perkussionist, guitarist og generelt elektronisk-nysgerrige Oren Ambarchi på tønder. O’Malley er hovedsageligt vant til at have den seksstrengede i hænderne, men det faldt ham naturligt at træde i baggrunden og agere som en bagvedliggende rytme, der dog ikke var mere kontrolleret og gemt i lydbilledet, end at der med mellemrum flere gange også blev gjort plads til små akkompagnerende soniske vredesudbrud samt hidsigt snavs med en tyk sort violinbue på bassens strenge.

Ambarchi oplevede denne skribent tidligere på året i den anderledes kontemplative drone-gruppe Gravetemple, hvori O’Malley netop droner løs på sin faste guitar. Hvor Ambarchi i Gravetemple veksler mellem henholdsvis elektroniske knapper og trommer, bliver han hos Nazoranai siddende på trommeskamlen hele tiden, hvorfra han styrer kedlerne med både løs jazz-snilde og standhaftig repeterende pondus. Jøsses, hvor er han en skelsættende suveræn musiker med trommestikker i hænder, og det er tydeligt, at han kender både O'Malley og Haino til fingerspidserne. 

Mesteren og lærlingen

Der er selvfølgelig en grund til, at suveræne musikere som O’Malley og Ambarchi indordner sig og gør det rytmearbejde, der skal gøres. Årsagen hedder kort og godt netop Keiji Haino, som de begge er udbasunerede fanboys af. De ser det som en ære at bidrage til Hainos musikalske arv, og æren har de bestemt i behold, som de denne eftermiddag begge spillede med en respektfuldhed, en vilje og en smuk, arrig koncentration, som var de i kamp med selve eksistensberettigelsen, alt imens generalen aka Haino førte sine drenge længere ind i den misantropiske kamp.

På samme måde som den ældre, men evigt musikalsk-ungdommelige mester er kendt for altid at bære solbriller, havde også O’Malley og Ambarchi til lejligheden ligeledes mørke solbriller på, som var de musikalske trækkerdrenge, der håbede på se indad og dyrke den samme beskidte soniske verden, som deres gråhårede alfons lever i derinde bag det sorte glas.

Mere!

Der er ikke meget at sætte en finger på ved koncerten med Nasoranai, som for denne skribents vedkommende er en af årets bedste. Det eneste minus er koncertens festival-længde på en time, der syntes en smule for kort. Haino er berømt og berygtet for til tider at gakke ud og lave disse maratonkoncerter, der kan vare op til fire eller fem timer - alt afhængigt af hvilke instrumenter, han har til rådighed – og selv om mindre selvfølgelig kan gøre det, så havde man nu alligevel gerne set, at sættet have strækket sig et kvarter længere. Men sådan er der så meget.

Hvem det end må være i Roskildes stab, man har at takke for at have hevet Nazoranai hjem til festivalen, så sidder der i hvert fald én eller anden cool booker med en grim Orange Feeling kasket på et af festivalens kontorer, der fortjener tung kærlighed eller i det mindste en solid pengepose i lønforhøjelse. Helt seriøst: Et hjerteligt tak!