Copenhell 23: Triumferende afslutningsbrag fra 6705
Populær
Ovenpå tre timers Axl & Co. var Kellermensch et eminent valg til, som krølle på halen, at minde os om, at rockmusikken stadig lever videre med stærkt, dansk blod i 2023.
Det er svært at begribe, at der allerede er gået fem år siden Kellermensch sidst gæstede Hades-scenen. En fremragende seance, sat i dagslys med fremmødet på festivalens næststørste scene presset til yderste grænse, og som for mange blev en øjenåbner til om ikke andet, så i hvert fald hvor stærkt et live-orkester, vi her har med at gøre.
Det kan derfor heller ikke undre, at det er dem, der har fået æren af at lukke Hades, mens Demon Head og Afsky byder ind med tungrock og black metal på de øvrige scener. Principielt kunne jeg se mig selv til alle tre koncerter, men jeg klager nu ikke, når mit lod er blevet at dække denne vidunderligt melankolske afrunding på årets udgave af Copenhell.
Vemoden lægger hurtigt sit tunge slør over os i 'Mission' og '6705' fra sidste års 'Capitulism' tidligt i sættet, mens Sebastian Wolff veksler mellem den roligt forstemmende røst og de mere excentriske udfald, som fx i en eksplosiv udgave af den bevægende 'The Pain of Salvation'. Der er noget bekvemt, umiddelbart over deres indfølte, slæbende arbejderklasse-rock, og selvom jeg efterhånden har en del shows med dem på bagen, så er koncerten i aften igen en yderligere bekræftelse af, at Kellermensch rammer en nerve helt tro mod Copenhells ånd. Fascinerende, som Wolffs lettere højtidelige tone momentvis skæres helt ind til benet, ikke mindst i de simpelt vuggende verselinier i 'Lost at Sea', hvor Christian Sindermann stadig finder lejlighed til at supplere på vokalen med sit bastante brøl.
Publikum var dog heller ikke blu for selv at tage den fjerdedags-rustne stemme i brug, som fx i en bevægende fællessang under 'I'm Not Like Everybody Else', nærmest som for en sidste gang på Refshalen i år at bekræfte hinanden i, at vi alle skal have lov til at være os selv, hvadend det selv så er.
Det er til gengæld svært at bedømme så storladen en koncert uden at have i baghovedet hvad vi stod igennem forinden – for tre timer med Axl Roses vokal i aften er langt mere, end nogen har fortjent. Selvom det gode selskab indtil da trods alt hjalp til at få tiden til at føles lidt kortere, så var Kellermensch en vidunderlig forløsning på det bedst tænkelige tidspunkt fra et band, der stadig har både alderen, evnerne og publikum på deres side. 'Army Ants' sendte det forkrampede dansetøj en sidste omgang rundt i pitten, og mens venner lige trængte til en sidste omgang i Biergarten, så valgte vi at kapitulere i mere afklaret sind, med følelserne udenpå tøjet – den eneste måde at have det ovenpå en times esbjergensisk weltschmerz med Kellermensch.