Konfetti og pigeskrig

Populær
Konfetti og pigeskrig

Hvordan man finder ud af, at 30 Seconds To Mars absolut intet har med metal at gøre længere. På den hårde måde. Og en opsang til hende med iPad’en i vejret.

Spillested
Dato
21-02-2014
Genre
Trackliste
Birth
Night Of The Hunter
Search And Destroy
This Is War
Conquistador
Kings And Queen
Do Or Die
City Of Angels
End Of All Days
-
Closer (NIN cover)
Hurricane
Alibi
Revenge
Vox Populi
Was It A Dream?
A Beautiful Lie
The Kill
Stay (Rihanna cover)
Closer To The Edge
-
Bright Eyes
Up In The Air
Koncertarrangør
Fotograf
Jacob Dinesen (arkiv)
Karakter
2

Mit kendskab til 30 Seconds To Mars forholdt sig inden fredag kun til albummet ‘A Beautiful Lie’ fra 2005, der virkelig fik rotation dengang. Og ja, jeg kan stadig høre den og blive lidt glad i låget. Så da jeg lyttede et par numre af det nyeste album, blev jeg dæleme forvirret - uden dog at forstå omfanget af den ændrede lyd, før jeg kom til koncerten.

Det er altid lidt foruroligende at være til koncerter, hvor alle mænd har kort hår, og skjorter ikke er undtagelsen. Men man skal ikke dømme bandet på publikums udseende - eller jo. Det måtte man gerne i fredags.

Opvarmningsbandet Twin Atlantic fik mig at tvivle på, om jeg var det rigtige sted. Meget sød alternativ rock, som Wikipedia definerer dem. Jeg tænker mere poprock, for jeg har hørt tyske schlagere, der er mere alternative end det der. Med tyk skotsk accent proklamerede de deres kærlighed til publikum mellem hvert nummer, og publikum returnerede ret meget af denne. Dog intet i forhold til hvad 30 Seconds To Mars senere skulle modtage. Twin Atlantics meget typiske metervarerock var vist et vink med en vognstang, men der skulle næsten to timers koncert ti,l før jeg fattede, at der virkelig ikke ville ske noget, der bare perifert nærmede sig den musik jeg forventede.

Næh, balloner

Da Leto, bror Leto og ven så trådte ud på scenen, var det til en omgang pigeskrig, der var The Beatles værdig. Nu er Jared Leto ikke det værste, man kan udsætte øjnene for, og jeg mistænker ham for at stå for en stor del af bandets tiltrækningskraft. Det skal han ikke klandres for, og der var også gang i manden, og lysshow og "Jump! Jump!"-råben, og hvad ved jeg. Bandets logo stod som en kolos midt på scenen og sås igen på Letos tatoveringer samt det håndtegn, der blev brugt flittigst den aften. Nej, der var ingen horn i vejret, men en mere kikset Illuminati-lignende fingerstilling. Så har man set det med.

Sættet var delt op i én del med power på, giga-balloner og konfetti, efterfulgt af en del med en række akustiske numre, inden et sidste spark, med mere konfetti og de tilsyneladende meget populære numre ‘Bright Lights’ og ‘Up In The Air’. Nyeste album ‘Love, Lust, Faith and Dreams’ var meget godt repræsenteret, tæt fulgt af ‘This Is War’. Mens der ikke var et eneste nummer fra debutpladen, og halvandet fra ‘A Beautiful Lie’. Eneste nummer, jeg er sikker på blev spillet fra ende til anden fra dette album, var hittet ‘The Kill’ - i akustisk udgave. ‘Was It a Dream?’ var delvis med og en enkelt linje fra ‘A Beautiful Lie’. Igen akustisk, så de eneste semi-metalliske numre blev simpelthen fremført af Jared Leto alene på guitar. Se, det var skuffende. Næsten lige så skuffende som at blive spist af med ‘From Yesterday’ i højtalerne, da koncerten var overstået. Skuffende for mig altså; resten af publikum lod til at være meget tilfredse. Også for Rihanna-coveret.

Nu fokuserer jeg på den manglende metal, da Devilution nu engang påstår at være et webzine “om hård rock og heavy metal”. Det var der intet af i fredags, så det bliver nok første og sidste gang vi nævner 30 Seconds To Mars. Var det et webzine “om rock og andre ting, der lyder som Coldplay”, ville jeg have givet koncerten en del flere point, for det var en fandens flot og gennemført koncert, med god musik og publikumsinddragelse så det baskede. Jeg forstår sgu godt deres popularitet og ville måske være mindre skuffet, hvis jeg lige havde fulgt ordentligt med i deres musikalske udvikling. Den skal jeg tage på mig selv. 30 Seconds To Mars i Falconer Salen var en fest, og det skal de endelig fortsætte med.

Og så det sure opstød

Hvad jeg til gengæld vil reagere meget voldsomt og voldeligt på, hvis jeg ser det igen, er folk med iPads til koncerter. Det troede jeg vitterligt var en joke. At man samtidig til tider havde svært med at se scenen - som ikke sker ofte for os på 185 cm - for bare snapchattende smartphones, var også til at flegne over. Jeg ved at der er gået mode i at beklage sig over mobiler til shows, men det var helt latterligt i fredags. Hvorfor optager man en hel koncert på mobilen? Er det for at gøre Youtube en tjeneste eller for at have en personlig lille storskærm? Jeg forstår det ikke og ville egentlig ikke være så eddikesur, hvis det ikke var for at man halvdelen af tiden fik folks mobilbefængte arme i hovedet. Jeg skal nok lade være med at beklage mig offentligt og hellere øve mit roundhouse spark til næste gang.