Kedeligt teater uden kant
Black metal på en søndag aften kan godt være en lidt sløv oplevelse – men denne søndag var Vega pakket med glade fans, der begejstret tog i mod Kanonenfieber og det, som i folkemunde går under betegnelsen “Det Sande Batushka”.
Uden at vi skal dykke for meget ned i den hvepserede, så fulgte Batushka deres bragende succes med albummet Litourgiya op med at lave en scene til offentligt skue, hvor Batushka blev delt i to: Det, der i dag blot går under navnet Batushka og så det, der blev til Krzysztof Dabrikowski’s Batushka.
Teatralsk og kedeligt
Men aftenen startede for denne anmelders vedkommende med Kanonenfieber, der har 1. Verdenskrig som omdrejningspunkt, fulgt til dørs med udklædning og alting. Kanonenfieber spiller en slags dansabel black metal. Det bliver aldrig sådan rigtig farligt, men det er sjovt at se på i et nummer eller to, før man tager sig selv i at tænke rigtig meget på Ghost. Spille kan de, det er der ingen tvivl om. Trommerne tordnede derudaf med godt rul i både pedaler og rundgange, og strengesektionen var vældigt veloplagt. I bund og grund et rigtig godt sammenspillet band.
På trods af showet skulle illudere, at første del foregik på land, mens anden del foregik under vand, så var der ikke meget i musikken, der afspejlede denne opdeling – og i det hele taget var mange numre meget ens, med mindre man havde nørdet teksterne. Eneste nummer, der stod ud var en ballade-sag, hvor kun guitarist og sanger var på scenen. Hvad der til en start virkede som et ganske lovende band blev ret hurtigt et ret kedeligt band, men der er ingen tvivl om deres festivalkvaliteter, som nok skal gøre sig godt i det danske og udenlandske festivallandskab. Det er musik man kan regne ud hvad er, og det er genkendeligt – mestendels fordi det er ret generisk uden for alvor at blive rigtig farligt. Virkemidlerne er lidt overdrevne, men appellerer helt klart til de dele af publikum, der holder af teateret i musikken. Dog kunne jeg godt have undværet udstyrsstykket i sidste nummer, hvor forsanger Noise gik på scenen iklædt skeletmaske og pickelhaube. Det blev en tak for klovnet, men Kanonenfieber gjorde hvad de skulle og fyrede godt op under publikum inden hovednavnet med det mundrette navn Krzysztof Drabikowski’s Batushka.
Det lignede - og så alligevel ikke
Stifteren af bandet, som i sin tid også var mastermind bag albummet 'Litourgiya' fra 2015, har samlet en ny gruppe, men i øvrigt holdt stædigt fast i temaet bag bandet, dengang de bare var ét band. Så da polakkerne træder op på scenen er det i sorte kåber, sorte bøger og en god portion røgelse og tællelys. De tog sig god tid – tændte alle lys, satte en stemning til baggrundsmusik som taget ud af en russisk-katolsk kirke, mens publikum (let utålmodigt) ventede på, at koncerten skulle gå i gang.
Og i gang kom showet, der i det store hele lignede det Batushka, som det var engang. Det er black metal malet med store pensler, og langsomme melodiske stykker fletter sig sammen med hurtigt smadder og korpassager, der i hvert fald delvist blev fremført live – dog hjulpet på vej af lidt båndet backingvokal hist og her.
Koncerten var det tredje show på bandets netop igangsatte Europaturne og for et show nummer tre var det overraskende, at bandet virkede så lidt sammenspillede. Det kan naturligvis skyldes en dårlig dag på kontoret, og det blev aldrig på noget tidspunkt grelt, men der var lidt udfald hist og pist, som tog lidt af toppen af oplevelsen. Interaktion på scenen er ikke en del af deres koncept, så det kan man dårligt klandre dem for ikke at have noget af, men det stiller jo til gengæld større krav til musikken.
Den første time af koncerten gik med at spille Dabrikowski’s eget materiale, altså numre skrevet efter “The great rapture”. Og om det var fordi det var lidt ukendt musik, om publikum bare skulle tidligt op eller om de fleste egentlig var kommet for supporten, er ikke kendt, men faktum er, at publikummet tyndede gevaldigt ud under Batushkas show. Det kan også skyldes tvivl om hvorvidt “hit-pladen” ville blive spillet. Det blev den, men først til allersidst, hvor de sidste numre i sættet udelukkende var skæringer fra den plade.
Sidste års musik på nye flasker
Jeg kan godt forstå, at Dabrikowki ønsker at få succes i sin egen ret så at sige, og 'Litourgiya' er også ved at være en gammel svend, men da 'Yektenya' gik igang var der hørbart flere jubelbrøl end ved nogen andre numre – og mon ikke der har været en eller to, der gav op undervejs og tænkte, at de nok ikke ville spille det gamle ... og det er den slags forvirring, der kan opstå, når to bands er i gang med at sagsøge hinanden i stumper og stykker. Generelt manglede jeg lidt Bartlomiej Krysiuks distinkte og skærende vokal, som var fremragende på 'Litourgiya'. Men med det sagt: Når man først havde forliget sig med, at det her var et band i sin egen ret, var der bestemt ikke nogen dårlige numre. De var bare heller ikke ret spændende og det, der engang føltes som et nybrud i black metal, er blevet lidt gammeldags og slidt i mellemtiden. En følelse af noget, der var engang, men bare ikke helt det, det var engang – og på den måde blev koncerten en smule amputeret.