En gentagelse af succesen

Batushka - Панихида

Krzysztof Drabikowskis Batushka-album lyder på mange måder som den naturlige opfølger til debuten, men er det den rette opfølger?

Kunstner
Titel
Панихида
Dato
26-05-2019
Trackliste
1. Песнь 1
2. Песнь 2
3. Песнь 3
4. Песнь 4
5. Песнь 5
6. Песнь 6
7. Песнь 7
8. Песнь 8
Forfatter
Karakter
3

Guitarist møder sanger, og sød musik opstår. Et band dannes og udgiver et album, der bliver en succes. Guitarist og sanger bliver uvenner, og bandet går i opløsning.

Sådan ville den normale historie lyde, men i tilfældet med polske Batushka er den, som de fleste efterhånden nok ved, anderledes: For i stedet for at bandet går i opløsning, påstår begge nu, at den anden er smidt ud, og at de selv viderefører bandet. Derfor er der nu to bands med samme navn, der forsøger at lave sød musik hver for sig.

Det har været et cirkus at følge med i, for efter henholdsvis sanger Bartłomiej “Bart” Krysiuk og guitarist Krzysztof Drabikowski i slutningen af 2018 begge påstod, at de havde smidt den anden ud af bandet, var det Krysiuk, der havde adgang til den officielle Facebook-profil, og som fik en pladekontrakt med Metal Blade. Drabikowski svarede igen på YouTube, og så var beefen i fuld gang, men her lidt over et halvt år senere kan vi nu som lyttere selv få lov til at tage stilling til hvilken version af bandet, vi foretrækker på baggrund af to fuldlængdeudgivelser; én fra hver version af bandet.

Formmæssig kopi
Tilblivelsen af den nye musik er ikke upåvirket af baggrunden, for når man lytter til Drabikowskis udgivelse (som vi har valgt at kalde Batushka på lige fod med Krysiuks band i stedet for det mindre mundrette Батюшка, som de er registreret under på Metal-Archives), så er det tydeligt, at det har været vigtigt for Drabikowski at indkapsle den lyd, der katapulterede det oprindelige Batushka til international stjernestatus på debuten ’Litourgiya’ fra 2015.

Ikke nok med at ’Панихида’, som albummet hedder, og som kan oversættes til ’Requiem’, bærer samme konceptuelle form med den samme sangtitel, ’Песнь’ (oversat: ”hymne”), på de otte numre med et tal efter sig, man skal heller ikke mange sekunder ind i åbningsnummeret, før Drabikowski med bløde guitarstrøg, inden det fulde band sætter ind, har identificeret den lyd, man fandt på debuten.

’Панихида’ lyder og føles på mange måder som en fortsættelse og en opfølger til ’Litourgiya’. Der er fortsat højt til loftet i lydbilledet, hvor de gregoriansk-inspirerede munkekor forlener brutaliteten med en spirituel ophøjethed, mens Drabrikowski selv skriger over de stemningsfulde tunge stykker og hurtige blastbeat-sektioner.

Albummet bæres frem af samme tyngde, samme orkestrale klang, samme melodiske kvaliteter, samme storhed. Ja, selv albumartworket er en visuel kopi af debuten med en anden farveskala, ligesom spilletiden er den samme.



Den rette opfølger?
Det er sandsynligvis næppe tilfældigt, at Drabikowski som en lille promotion-genistreg lod ’Панихида’ udkomme på Bandcamp tilbage i maj, flere måneder før Metal Blade havde annonceret, at Krysiuks Batushka ville udgive deres ”officielle” opfølger, ’Hospodi’.

Men alle fællestrækkene får også ’Панихида’ til i momenter at føles som en kopi af den succesfulde debut, og der kommer den i længden til kort. For selvom ’Панихида’ har sine stærke momenter, særligt i de kraftfulde ’Песнь 3’, ’Песнь 7’ og ikke mindst den storslåede afslutter, så har den ikke de samme hooks, riffs og den catchyness, der stak ud ved gennemlytning af ’Litourgiya’, og som løftede Batushka op af undergrunden.

Til gengæld har albummet en fortættet og storslået atmosfære, hvor sangene flyder ud i hinanden i et 40 minutter langt musikalsk forløb, der bølger sig fremad og tager lytteren igennem grotter og katedraler af black metal, der fremstår atmosfærisk og orkestral uden at benytte sig af de repetitive mønstre og symfoniske elementer, man ellers finder i black metal-genren.

Som sådan er det en bedrift, og det skal nok please bandets fans, for efter at have hørt ’Панихида’ er der næppe nogen tvivl om, at det var Drabikowskis sangskrivning og arrangementer, der gav ’Litourgiya’ sin storhed, og som definerede gruppen. Men man kan med rette også stille sig selv spørgsmålet, om ’Панихида’ er den rette opfølger, når den ikke rigtigt tager sig nogle chancer eller afprøver nyt territorium af.

Og man kan spørge sig selv, om ikke resultatet var blevet en smule mere interessant, hvis sanger og guitarist i en velfungerende relation havde fundet en måde at tackle deres uenigheder på og var blevet ved med at skabe sød musik sammen.