Marduk sejrede
Populær
Det tog lidt tid at finde helt ind til den fantastiske koncerter, der var lige foran en. Da man først fandt derind, var der dog ingen vej ud igen. Heldigivis.
Infernal Eternal
Glorification of the Black God
Darkness It Shall Be
The Black Tormentor of Satan
Dracul Va Domni Din Nou in Transilvania
Legion
The Levelling Dust
Throne of Rats
Accuser/Opposer
Between the Wolf-Packs
Temple of Decay
Panzer Division Marduk
The Blond Beast
Wolves
Det er ikke få ord, Devilutions black metal-kyndige skribenter har skrevet om Marduk gennem årene. I løbet af især den senere snes år har de mørkklædte på redaktionen rendt i hælene på de ukronede konger af svensk black metal til så obskure steder som Norrköping, Wacken og Jylland. For at se dem live forstås. Igen og igen. Men det manglede nu også bare. Det fandt man ud af lørdag aften i sidste uge, hvor Marduk ikke blot var arrangør af Black Christmas Festival i netop hjembyen Norrköping, men hvor de også var weekendens hovednavn, og hvor man endelig selv fik set Marduk igen for første gang siden 2006, hvor de dengang gav koncert på hedengangne The Rock i København.
Det skinner igennem, at Marduk efterhånden har 25 år på banen. Godt nok er guitarist Morgan Steinmeyer Håkansson, bedre kendt som Evil, det eneste originale medlem i den nuværende besætning, og har efterhånden været det i flere år. Det bed man dog ikke meget mærke i under bandets koncert i weekenden. Man kan selvfølgelig høre, at det ikke er bandets forrige frontmand, Legion, der er bag mikrofonen, hvilket måske specielt gør sig bemærket på en aften som denne, hvor de startede koncerten med at spille hele albummet ’Heaven Shall Burn… When We Are Gathered’ (1996) fra start til slut, der var bandets første udgivelse netop med Legion på vokal. På den anden side kommer Mortuus, der har været bandets sanger nu siden 2004, så intimiderende imponerende ud over scenekanten, at man ikke har behov for at betvivle hans legitimering i Marduk, også hvis man rent faktisk turde.
Mens den relativt korte plade ’Heaven Shall Burn… When We Are Gathered’ udfyldte første halvdel af den timelange koncert, blev der i den anden halvdel spillet numre hovedsagligt fra den senere diskografi, der er indspillet med Mortuus på vokal fra 2004 og frem. Dog blev der også plads til et par ældre afstikkere i skikkelse af henholdsvis ’Wolves’ fra bandets andet studieudspil ’Those of the Unlight’ (1993) og titelnummeret fra ’Panzer Division Marduk’ (1999). Selvfølgelig måtte sætlisten i øvrigt inkludere 'Accuser/Opposer' fra pladen 'Rom 5:12' (2007), der er en sjældenhed i live-sammenhæng. Nummeret har Primordials Nemtheanga på gæstevokal, og eftersom det irske band havde spillet til Black Christmas om fredagen, var det jo oplagt at hive deres frontmand på scenen. Lige pludselig stod han der bare, uden introduktion eller andet bullshit, og var i øvrigt væk igen, inden den instrumentale afslutning på nummeret var slut. Men stort var det.
Men for at tage det fra begyndelsen af. Som det er tilfældet også på studiepindspilningen, tog det et par numre, før man for alvor selv fandt ind til den kerne af vedkommende black metal, der kendetegner ’Heaven Shall Burn… When We Are Gathered’. Det skyldtes sandsynligvis, at det var lørdagens sjette koncert i streg uden mange pauser, og at man følte sig mættet. Vanhelgd, Nifelheim, Taake, 1349 og Unleashed havde alle spillet forinden og lå som en tungere vægt på både ens visuelle og auditive sanseindtryk. Heldigvis blev man kickstartet, da ’Glorification of the Black God’ fandt vej til sætlisten. Det var det nyere medlem af bandet, den kun 28-årige trommeslager Fredrik Widigs, der i dette nummer fik løftet en op i kraven, som han effektiviserede nummerets majestætiske blanding af teknisk snilde og primitiv vrede nærmest perfekt.
For alvor opløftet blev man flere gange, mens de spillede deres album fra 1996 i sin helhed. Lige meget hvor mange gange man hører ’Darkness It Shall Be’ bliver lige præcis dette nummer godt nok ved med at balancere et sted mellem vedkommende gakket og ufrivillig komisk, hvilket der dog tages revanche for på pladens tre sidste numre, ’The Black Tormentor og Satan’, ’Legion’ og især på ’Dracul Va Domni Din Nou In Transilvania’. Hele pladen kan imidlertid sagtens stå som et knaldsort skoleeksempel på, at ægte black metal ikke er en aflukket genre, men til gengæld en genre, der er lige så interesseret i finesser og dynamik og ikke mindst tonsertunge riffs som enhver anden metalgenre.
Dynamikken blev der skruet ekstra op for hen imod slutningen af koncerten, hvor forskellen mellem de ældre og de nyere numre ikke var til at komme udenom. Tag eksempelvis ’The Blond Beast’ fra Marduks seneste udgivelse ’Frontschwein (2015), der har en black metal gone disco agtig ting kørende, uden at der imidlertid gives slip på den frenetiske kerne, der har karakteriseret black metal fra genrens begyndelse af. Det er ikke et dårligt nummer, men ligger alligevel langt fra det udgangspunkt, der i sin tid fik Marduk til overhovedet at blive dannet, som havde til hovedformål at være det mest ekstreme band i verden. Rytmisk set er der en snert af for meget Rammstein over 'The Blond Beast' til at det udgangspunkt opretholdes. På den anden side: Vil man have Satan lukket ind i de noble hjem, bliver man vel nødt til at have et gemt våben med derind, og hvorfor ikke camouflere Satan i form af et hit? Det må desuden siges, at nummeret tilmed var bedre i en live-sammenhæng end på plade.
Og helt overordnet: Marduk var eminente!