Black Christmas: Overmenneskelige Morbid Angel
Populær
David Vincent var smilende og dansende og i uhørt hopla. Morbid Angel sendte alle andre bands til tælling og levede i den grad op til deres status som årets hovednavn på den svenske festival.
Pain Divine
World of Shit (The Promised Land)
Vengeance Is Mine
The Lion's Den
Blood on My Hands
Angel of Disease
Sworn to the Black
Nar Mattaru
God of Emptiness
Where the Slime Live
Bil Ur-Sag
Ageless, Still I Am
Curse the Flesh
Existo Vulgoré
Immortal Rites
Fall from Grace
36 koncerter med opførelsen af hele ’Covenant’ plus det løse på 44 dage. Det må siges at være lidt af en mundfuld. Selv for de nærmest overmenneskelige musikere i Morbid Angel.
Måske var det derfor, legenderne virkede lidt trætte i det, da de gæstede Pumpehuset, selvom de såmænd stadig spillede ganske overlegent.
Tre dage senere stod de så her i Sverige som hovednavnet på Black Christmas Festival. Sætlisten fuldstændig identisk. Men indlevelsen åbenlys en anden. Muligvis fordi det var fredag. Måske fordi det var udsigten til at holde juleferie. Hvem ved. Det er også ligegyldigt.
Undertegnede har oplevet Morbid Angel en del gange, men må erkende at jeg aldrig før har set David Vincent være i så meget hopla før. Med sit velfriserede look lignede han nærmest en satanisk udgave af Elvis (Glenn Danzig, go home!), sådan som han gentagne gange kastede sig ud i dansetrin og smilede ned til publikummet.
Den 49-årige Vincent nød uden tvivl at stå på scenen denne aften, mens ’Covenant’ blev fremført med så kirurgisk præcision og rasende fart, at gruppen burde have været udstyret med sorte udrykningsblink.
Når fire musikere af så voldsom kaliber spiller under lydforhold, der er i verdensklasse, så er der stensikkert dømt metallisk hypnose. Publikum havde da også mere travlt med at stirre på bandet end med at svinge garnet. Man forstår det.
Der er en scene i dokumentaren om Metallica, ’Some Kind of Monster’, hvor Rob Trujillo er til audition og spiller ’Whiplash’. ”Så I, hvor hurtigt han spillede? Det er, som om han har plektre i stedet for fingre,” siger Kirk Hammett, da Metallica efterfølgende diskuterer hans indsats. Ikke et ondt ord om den gode Trujillo, men hvis han har plektre som fingre, så har David Vincent sgu små motorsave!
Han får det til at se legende nemt ud, som hans fingre buldrer imponerende løs på strengene, alt imens hans dybe growl summer rundt i salen. Det samme kan kun siges om de tre øvrige musikere.
Thor Anders Myhren, der også er kendt som frontmand under navnet Destructhor i Myrkskog, står i sin faste skovskiderstilling, mens han ubesværet høvler sangenes mange riffs af. Det samme gælder – åbenlyst – den mystiske Trey Azagthoth, der forholder sig helt anonymt i scenens højre side og i den grad lader guitaren tale for sig selv.
Så er der 36-årige Tim Yeung, der tæver trommerne sønder og sammen og velsagtens tåler at blive kaldt et af genrens ypperste talenter – også selv om han har umådeligt svært ved at gribe sine trommestikker, efter de har været en tur i luften. Men det lærer han vel så nok en dag ... !
Efter vi havde bukket os ned for ’The God of Emptiness’ og sagt farvel til ’Covenant’, gik musikken direkte over i ’Where the Slime Live’. Her trådte den slimende effekt hen over Vincents vokal knivskarpt frem i lydbilledet, så versionen klæbede sig fast i hukommelsen og stadig runger her i dagene efter.
Og oplevelsen står selvsagt ikke mindre urokkeligt fast i den mental scrapbog, når showet sluttes af med knusende versioner af ’Immortal Rites’ og ’Fall From Grace’. Benhårdt og brutalt, præcis som kun Morbid Angel kan sende alle andre til tælling.
Kun ønsket om flere numre – som tilfældet har været til enkelte af turnéens øvrige koncerter – stod tilbage.
Men ellers var der ikke én finger at sætte på den her koncert med mægtige Morbid Angel, der efter sidste nummer også tog sig god tid til at blive på scenen, takke af og modtage publikums store klapsalver og taknemlmeighed over at opleve genrens største band levere så voldsom en magtdemonstration.
All bow to Morbid Angel!