RB 24: Storslået skumring & sløset sortsind
Mat McNerney fik to slots til at demonstrere sin musikalske spændvidde, som Hexvessel samt under en solo-commision. Forskellen var på alle fronter til at tage og føle på.
Det er efterhånden over 10 år siden, at jeg faldt over den folkede hyldest til naturen fra singlen og musikvideoen til Hexvessels ’Woods to Conjure’, og siden hen blev helt opslugt af ikke mindst ’No Holier Temple’ (2012) og den efterfølgende EP ’Iron Marsh’ (2013). Udviklingen blev dog lige lovligt rosenrød på de efterfølgende plader, mens jeg gravede mere ned i hans øvrige detours udi post-punken med Grave Pleasures og black metallen med Code.
McNerney er tydeligvis en spændende personlighed, med mange inspirationer i værktøjskassen – hvorfor det egentlig heller ikke overraskede at høre ham bevæge sig mere tilbage til den sorte metal på sidste års ’Polar Veil’, som jeg hurtigt købte ind på for dens dvælende melankoli, som altid rørende repræsenteret i McNerneys røst, men også i et udtryk, der går mere metallisk til værks end på noget tidspunkt tidligere i netop Hexvessel-regi.
Det var derfor en glædelig overraskelse, at Mat McNerney i år havde fået to lejligheder på Roadburn til dels at folde hele ’Polar Veil’ ud, samt at gå hele linen ud til en times commision, hvor han har skrevet musik særligt til at udtrykke hele hans musikalske værktøjskasse, under titlen ’Music for Gloaming’.
Storslået skumring
Den dunkle setting fornægter sig ikke, fra første øjeblik vi kommer ind på Main Stage. Saara Samanes højtsvævende skønsang flirter med McNerneys, der befinder sig længere nede i den tungere del af stemmelejet end vanligt, mens violinen og de lange, åbne akkorder sender venlige vink til albumaktuelle My Dying Bride. For øjeblikket senere at skifte den spikede spade ud med to akustiske og begive sig ud i 60er-folket, instrumental dagdrømmeri, og snart derefter trække veksler på Arcturus’ mere spacy øjeblikke.
Jeg har som sagt aldrig betvivlet, at han har haft mange kilder til inspiration i de mere dunkle, musikalske afkroge, men efter han tabte mig i en årrække, er det fantastisk at se ham mestre så mange facetter, uden at tabe den røde tråd. Dét vel at mærke med riffede kvaliteter, motoriske kraut-beats og venlige nods til de black metalliske heydays i 90'erne, både i den norske og den spacy ende. Derfor også oplagt, at Vicotnik (Dødheimsgard) trækkes ind under et enkelt nummers melodramatisk klagesang, kravlende helt ude på kanten af scenen i en svært gribende sag, tro mod Dødheimsgard-stilen. Fede bokse for McNerney at udforske, forfriskende anderledes – ikke mindst, fordi koncerten bevægede sig så meget i kontraster fra det ene øjeblik til det næste.
’Music for Gloaming’ var – på mange måder – det perfekte eksempel på en commision, og den slags øjeblikke, Roadburn gør en ære ud af at skabe.
Sløset sortsind
Koncerten under Hexvessel-navnet dagen før, hvor hele ’Polar Veil’ var på dagsordenen, var desværre – på mange måder – det komplet modsatte.
Som torsdagens åbningsnavn var vi friskt ankomne, en nyåbnet bajer i hånden, klar til at komme hurtigt ind i Roadburn-viben til en plade, som sporadisk har fundet vej til turntablen derhjemme siden den landede et år tilbage. En plade, der gør sig glimrende til hjemmeformatet, og så burde det samme vel gøre sig gældende for live-scenariet?
Tågen ligger tyk, og store grenformationer hjælper til at skærme de to guitarister, mens de sort/hvide videomontager fra sneklædte skove ligeledes er indhyllet i supplerende tågebanker. ’The Tundra is Awake’ sætter scenen, med Mats sørgmodige tone, lettere drømmende, mens guitarlyden er krads og papirstynd, som Burzum i velmagtsdagene. Alle i bandet behændigt svøbt i sort fra top til tå, og vi efterlades på ingen måde i tvivl om, at dette er en anderledes Hexvessel-koncert. Mere sort og metallisk i tonen, om end samtidig meget midtempo og atmosfærisk båret, uden at simulere nerven fra black metallens andenbølgede forbilleder.
Det lyder med andre ord stadig meget som McNerney, spækket med patos, og som vi har stået der i 10-15 minutter føles det allerede som om, at energien drænes ud af salen. Det kan godt være, at ’Polar Veil’ på plade er en habil return to form for McNerney/Hexvessel, men i koncertformatet snøvler numrene sig umarkant afsted, og det bliver alt andet end den start på Roadburn man kunne have ønsket sig. De samme skabeloner kører på rundgang, og kun i enkelte tilfælde, såsom i det lidt tungere schwung i ’A Cabin in Montana’ eller den hengemte perle ’Ring’, bider de sig fast.
Som tro følger af McNerneys bedrifter i en årrække var koncerten det meste af tiden en trist opvisning at slæbe sig igennem. Især når jeg rent faktisk er glad for ’Polar Veil’, men der gik simpelthen alt for meget snoozefest i den, og når man allerede står et kvarter inde og spejder programmet igennem for at se, hvad der følger senere, så mangler der tydeligvis noget.
Dét noget fik vi så til gengæld indfriet dagen efter, med McNerney på slap line – en udfordring, han opfyldte til punkt og prikke og med materiale, vi krydser fingre for at kunne genhøre ved senere lejlighed.
Hexvessel: 2
'Music for Gloaming': 4