Metallicas 30 års fødselsdag – Dag 4
Populær
Sidstedagen i Metallicas fødselsdagsuge bød som forventet på kongevisit fra Ozzy, og så var der dømt historisk 'Kill 'em All'-relateret gendannelse og stridsøksebegravelse med Dave Mustaine!
2. Through the Never
3. Ride the Lightning
4. The God That Failed
5. Welcome Home (Sanitarium)
6. Rebel of Babylon
7. Blackened
8. Dirty Window
9. Frantic
10. Sabbra Cadabra/A National Acrobat (Black Sabbath)
11. Iron Man (Black Sabbath)
12. Paranoid (Black Sabbath)
13. King Nothing
14. Whiplash
15. Motorbreath
16. Phantom Lord
17. Jump in the Fire
18. Metal Militia
19. Hit the Lights
20. Seek & Destroy
Gendannelser af Diamond Head og Mercyful Fate, gæsteoptrædener fra legender som Rob Halford, Lou Reed og Glenn Danzig… Jo, de første tre aftener med fejring af Metallicas 30 års fødselsdag havde i sandhed været overvældende og fyldt med overraskelser. Men lige så uforudsigelige, som de var, lige så – nogenlunde – forudsigelig viste lukningsaftenen sig at være, hvilket man dog ingenlunde kunne klage over med den klasse-lineup, der var kørt i stilling til at den fantastiske uges sidste koncertaften.
Det skal måske indskydes, at Lars Ulrich ikke var mødt tidligt op sammen med resten af bandet for at byde velkommen, men efter hans udmattede indsats dagen forinden undte man ham bestemt et par timers ekstra opladning til afslutningskoncerten. Opvarmningen kom fra Metallicas gamle venner i Death Angel, som vi har skrevet om flere gange her på sitet. De gav – som det heldigvis altid er tilfældet – en dejlig energiladning af et show, med frontmand Mark Oseguedas lange dreadlocks headbangende over det hele. Og dødsenglen var nok det opvarmningsnavn, der fik publikum bedst med. 'Kill as One', der var på bandets første udgivelse, og som Kirk Hammett producerede stod igen som herligt højdepunkt.
Cliff Burton-anekdoterne blev – efter en introduktion af Robert Trujillo – denne aften leveret af endnu en af Cliffs gode venner, Faith No More-trommeslager Mike Bordin og journalist Steffan Chirazi, der er redaktør på Metallicas fanklubmagasin "So What!", og som skrev for Kerrang!, da Cliff Burton stadig levede. Både han og Bordin strøede om sig med en god håndfuld underholdende historier om den faldne bassist, som helt bestemt ville have elsket at spille sammen med gæsterne til disse fødselsdagskoncerter…
Som det også havde været tilfældet de tre andre aftener blev der åbnet med et instrumentalnummer, denne gang 'Orion', som efterhånden er blevet spillet live en pæn bunke gange. Hernæst gav Metallica en forsmag på, hvad der i vente næste år, når de turnerer rundt og spiller hele "The Black Album" live. Først 'Through the Never' og kort efter 'The God That Failed', men 'Ride the Lightning' overskyggede nu altså dem begge.
'Rebel of Babylon' var titlen på det nye nummer, der blev spillet, og det var et langt og knudret ét, hvis første fire minutter godt kunne have stået alene som én sang, men i stedet fortsatte løjerne fire minutter længere med den ene idé klistret på efter den anden.
Dennis & Annette Diaz, som er berømte på youtube, hvor de selv spiller 'Master of Puppets' live til deres egen bryllupsfest, var kom kort efter på scenen og spillede 'Blackened' med resten af Metallica. Jeg skal indrømme, at jeg ikke husker meget af den sang, da jeg på dette tidspunkt havde fået nok af gøgl og spas og var gået i baren med ryggen til.
Fra St. Anger til Sabbath
Tilbage på pladsen konstaterede jeg, at Bob Rock nu var dukket op for at spille de to 'St. Anger'-sange 'Dirty Window' og 'Frantic'. Rock indspillede som bekendt bassen på den plade, idet Jason Newsted havde forladt Metallica, og der endnu ikke var fundet en afløser, og det var da kuriøst nok (men heller ikke mere end dét) at opleve ham på scenen med bandet, som han kun har spillet live med til et par helt små uannoncerede klubkoncerter.
Men så skete der for alvor noget; Geezer Butler dukkede op! Til ordene fra James Hetfield om, at han havde været hovedinspiration for Cliff Burton, såvel som Jason Newsted og Robert Trujillo. Og så spillede de sgu lige Metallicas egen medley af 'Sabbra Cadabra' og 'A National Acrobat' med Geezer rockende solidt og professionelt med ude på højrefløjen. Man nåede lige at ærgre sig over, at Tony Iommi ikke var der, inden Ozzy luntede på scenen for at overtage mikrofonen.
Der er allerede skrevet stolpe op og stolpe ned om, hvordan Ozzy er blevet en senil mimredukke og Sharons pengemaskine, og jeg tillader mig da også at have forsvindende lave forventninger til gruppens 2012-comeback. Men med "The Prince of Darkness" og Geezer på scenen fik vi hvert fald 'Iron Man' og 'Paranoid', heldigvis minus Ozzys sædvanlige skumsprøjter og vandkanon – det var faktisk usædvanligt lige til stålet, og det var en fornøjelse at se James Hetfield have lige så store julelys i øjnene, som da Rob Halford var med på scenen. Storartet.
Kill 'em All-overload og stridsøksebegravelse
Efter den omgang kunne man lave med en overflødig 'King Nothing', der var aftenens første sang med Jason Newsted på bas, for bagefter overtog han vokalen i 'Whiplash' og startede det 'Kill 'em All'-orgie, jeg personligt havde på hele ugen.
'Motorbreath' med Hugh Tanner på guitar var næste nummer i rækken. Tanner har aldrig været med i Metallica, men han skrev sangen med James Hetfield, da de to spillede sammen i bandet Leather Charm, som Lars Ulrich var til optagelsesprøve i. Sjovt at se den aldrende Hugh i skihue – tydeligt, at det betød en masse for James endelig at dele scene med sin barndomsven.
Og så havde selv den mest tungnemme tilskuer nok gættet sig til, at næste gæst ville være kronisk utilfredse Dave Mustaine. Metallica og Megadeth har gennemgået perioder fyldt med had og barnagtigheder, men i forbindelse med "Big 4"-koncerterne begravede de endeligt stridsøksen, og det banede altså vej for dette historiske og episke øjeblik, hvor Dave atter var på scenen med James og Lars i Metallica-regi efter knap 30 år!
Det blev til trekløveret 'Phantom Lord', 'Jump in the Fire' og 'Metal Militia', og uanset hvor anstrengende Mustaine har været i medierne på det seneste – navnlig i sin egenskab af genfødt kristen! – var det simpelthen surrealistisk at se ham file løs på guitaren side om side med en storsmilende James Hetfield. Kirk Hammett overlod alle soloerne til Dave, der utvivlsomt også fik elimineret nogle af sine negative tanker omkring sin meget korte tid i Metallica. Selvom han dog skjulte det godt bag stenfjæset, anede man faktisk et smil hist og her!
Et hæsblæsende og uvirkeligt punktum
Mustaine blev på scenen til yderligere historieskrivning, da Lloyd Grant og Ron McGovney entrede seancen for at være med på den allerførste sang, Metallica indspillede officielt, nemlig 'Hit the Lights'. Grant spillede guitarsoloerne på den udgave, der endte på 'Metal Massacre'-kompilationen, og McGovney spillede bas i Metallica lige indtil Lars og James opdagede Cliff Burton.
McGovney var åbenlyst nervøs, og hvis han havde samme scenepræcens dengang, så forstår man godt, hvorfor James og Lars skubbede ham ud af bandet til fordel for Burton. Spøjst var det at se Lloyd Grant på scenen – faktisk nåede han aldrig at spille live med Metallica, idet Dave Mustaine kom med i bandet straks efter, men nu delte de to altså scenen og soloerne, som man kan se:
Gæsterne blev på scenen til obligatoriske 'Seek & Destroy', hvor også Jason Newsted og Mark Osegueda hoppede med op for at deltage i signatursangen, ballonregnen og konfettien. Mustaine og Newsted havde en god kemi ude i venstresiden, som om de havde spillet i band sammen – måske ser man dem i et projekt i fremtiden?
Under alle omstændigheder blev der sat et hæsblæsende og uvirkeligt punktum for en fuldstændig vild fødselsdagsuge, hvor der skete så meget, at selv en erfaren anmelder som jeg blev blæst helt omkuld af oplevelserne i en grad, så jeg havde svært ved at få det hele med her.
Men nu har jeg da prøvet... Håber, at du, kære læser, har nydt det!
Se flere videoer fra Fillmore-koncerterne
" target="_blank">HER!