Solid indsats fra voksne stonere

Monster Magnet - VoxHall (19)
Monster Magnet - VoxHall (15)
Monster Magnet - VoxHall (11)
Monster Magnet - VoxHall (22)
NIK_4937
NIK_4971
Monster Magnet - VoxHall (2)
Monster Magnet - VoxHall (7)

En velkæmmet og veloplagt Dave Wyndorf leverede stoner-festen på Voxhall trods bidende kulde, mudder i lyden og et mandagstræt publikum.

Titel
+ Puppy
Spillested
Dato
14-01-2019
Genre
Trackliste
1. Dopes to Infinity
2. Rocket Freak
3. Crop Circle
4. Radiation Day
5. Melt
6. Look to Your Orb for the Warning
7. Ego, the Living Planet
8. When the Hammer Comes Down
9. Negasonic Teenage Warhead
10. Space Lord
11. CNN War Theme
12. Dinosaur Vacume
13. Powertrip
Fotograf
Nikolaj Bransholm
Forfatter
Karakter
4

Mandag i januar. Aarhus. Det er ubehagelig koldt og blæsende udenfor. De fleste er så småt kommet sig ovenpå nytårstømmermændene, om end deres pengepunge ikke nødvendigvis er det. Sådan et setup er ofte en ret utaknemmelig baggrund at afholde koncert på, og det var da som forventet også kun et halvfuldt Voxhall, der bød Monster Magnet med tilbehør velkommen denne aften.

Supporten blev leveret af engelske Puppy, en svært definérbar genrebastard, der dog lykkedes fint med at vinde det afventende publikums gunst. Bandet lød som en stoner-udgave af Deftones tilsat elementer af post-rock, Quicksand og den senere halvdel af brit-rock-bølgen. Forsanger Jock Nortons vokal, der drog paralleller til både Billy Corgan og Placebos Brian Molko, stod i stærk kontrast til den noget tungere instrumentlyd, som specielt den glimrende og visuelt ret underholdende trommeslager Billy Howard repræsenterede.

Bandet havde, forventeligt nok, en smule svært ved at komme ud over scenekanten i starten, hvor numre som ’Entombed’ og ’Bathe in Blood’ ikke helt bragte den indestængte energi, de har på plade, ud til publikum. Lidt sludren og tør engelsk humor fra forsangeren fik dog livet publikum op, og anden halvdel af Puppys gode halve time på scenen gav indtryk af en ung trio, der både live og i særdeles på plade kan have en del at byde på fremover.

En god halv times gennemgang af Black Sabbaths største hits over PA-anlægget satte stemningen for hovednavnet, der klædt i sort fra top til tå entrerede scenen og under the Bullgods årvågne øjne fra bagtæppet startede festen med titelnummeret fra bandets gennembrudsplade, ’Dopes to Infinity’, der om lidt kan fejre 24 år. Publikum var lidt tilbageholdende med engagementet under den tunge åbner, men treenigheden af ’Rocket Freak’, ’Crop Circle’ og i særdeleshed den 15 år gamle ’Radiation Day’ fik sat gang under kedlerne, mandag eller ej. Smilene blev hurtigt brede og dansetrinnene testet både på og nedenfor scenen. At frontmand Dave Wyndorf efterhånden har rundet 60 år var ikke til at se hos den energiske sanger, der storsmilende leverede varen fra scenekanten, og fra tid til anden gav sig tid til at tage nogle, formentlig unødvendige, akkorder på guitaren, der ellers blev håndteret ganske glimrende af Garrett Sweeny og Wyndorfs højre hånd, den rockstjerne-cool og solbrilleklædte Phil Caivano.

Det var tydeligt, at Monster Magnet i aften var den veltrænede cirkushest, der blev ført rundt i manegen, mens den udførte alle de tricks, den kendte. Og i øvrigt gjorde sit bedste for at indynde sig hos publikum, der var godt oppe i årene. Bandet holdt settet kort og intenst uden alt for meget snak og sludder mellem numrene. Energien hos det festende publikum blev holdt oppe med et udvalg af sange, der for de flestes vedkommende blev udgivet for 15-20 år siden, mens bandets seneste fire plader blot var repræsenteret af to numre, begge fra den noget jævne ’Mindfucker’, der udkom sidste år.

Mens duften af røgelse bredte sig i koncertlokalet, og de psykedeliske billeder, der kørte konstant på bagtæppet, blev mere og mere outrerede, smed Monster Magnet trumferne på bordet. Bandets klassikere, ’Look to Your Orb for the Warning’ og den tunge og uforlignelige ‘Ego, the Living Planet’, fik endda hævet stemningen i lokalet højt nok til, at publikum brød ud i fællessang på den ellers noget slatne ’When the Hammer Comes Down’. En fællessang, der fortsatte over i bandets to største hits, ’Negasonic Teenage Warhead’ og ’Space Lord’.

Lyden var til tider lidt mudret ude i siderne, og Dave Wyndorfs konstante rumklang på mikrofonen et irritationsmoment, ikke mindst når han talte til publikum. Koncerten kunne have været længere end de 13 numre, det trods alt blev til, bandets omfattende diskografi taget i betragtning. Men mens bandet tog en kort pause, før de lige spillede tre mere af de gamle, måtte man konstatere, at det nok egentlig var lige meget. Publikum havde, trods den bidende kolde mandag aften, der langsomt blev til nat, haft en fest. Monster Magnet havde leveret varen, så godt de evnede. Og Dave Wyndorf selv beviste, den fremskredne alder til trods, at han stadig er the Space Lord, motherfucker.