Monumentalt og storslået mur

Monumentalt og storslået mur

Pink Floyd-legenden Roger Waters indtog lørdag Parken i København med en genopsættelse af klassikeralbummet/showet The Wall, og det var smukt i omtrent alle retninger.

Kunstner
Titel
The Wall
Spillested
Dato
07-05-2011
Genre
Koncertarrangør
Fotograf
Jacob Dinesen (arkivfoto)
Forfatter
Karakter
5

Note! - Denne anmeldelse kunne snildt rumme en større mængde velproportioneret vrede vendt mod diverse medlemmer af pøblen, men af respekt for den store mesters store værk, kan man kun læse om tumper i Ugens Top 5.

Roger Waters fortjener nemlig overvejende kun ros. Overvejende, fordi det er umådeligt let at kalde banale "make love – not war"-budskaber i 70'er-hippiestilen for en anelse utidssvarende, men man skal også huske på, at 'The Wall' tilhører en anden tid, og at musikken og den kringlede historie stadig er berusende. Det er endnu lettere at angribe et foretagende, der tager 700 kroner for billetterne for dobbeltmoralsk, når det samtidigt langer ud efter kapitalismen, så det undlades næsten.

Til det vigtige først – musikken! Opførslen af 'The Wall' kræver et superlækkert band, og ved Syd Barretts grav om ikke Roger Waters havde samlet en flok hamrende skarpe spillemænd af den slags, der kan krølle hegn for evigt uden at blive trættende og ufølsomme, og som kan udfolde sig simpelt, effektivt og smukt, når det er påkrævet. Som Gilmour-fan nød denne anmelder til fulde soloer fra '’Comfortably Numb', 'Mother' og 'Another Brick in The Wall – Part 2' fremblæret i absolut indfølt spitzenklasse og stadig lige tilpas højtideligt, som de guddommelige tonerækker fortjener.

Frisk og fyrig ældre herre


Men også Roger Waters selv havde omtrent stemmen i behold og lignede kun motorisk en mand på 66, der først for nylig er gået fra at tælle somre frem for vintre. I den grad en indlevende englænder, der på sin vis formåede at fremstå nærværende selv på en fodboldbanelængdes afstand – selvfølgelig et blændværk, men til tider kunne man overtales til at illusionere om en koncert kun for én selv.

'The Wall' er selvfølgelig også en helvedes masse røg, oppustede grise og ikke mindst en mur, og det er immervæk ikke mange shows, hvis nogen, der når samme imponerende niveau, når det gælder teatralske overdrevne virkemidler og Goebbels-inspireret forførende brug af lys, bulder og brag. Det siger en del om kaliberen, når der er plads til flystyrt, en 140 meter mur fra side til side, 10-12 meter høje marionetdukker, og så en formidabel brug af muren som storskærm. Her kom både den originale film og nyere optagelser af krig og ikke mindst krigens ofre for alvor til sin ret som medspiller til musikken.

Velmente meninger


Og så var der det med budskabet – som vel omtrent stadig var at krig er dumt, noget som de færreste vel er grundlæggende uenige i. Undervejs rives man let med af de "rigtige" ideer og meninger, men om det så maner til eftertanke er måske en anden sag, eftersom det storslåede og monumentale show nok er, hvad der har sat sig forrest på de fleste tanker. Underholdende og storslået var det så afgjort!