Musikkens svar på næsehornet
Populær
Conan - som vi ikke fik dækket på den nys overståede Roadburn Festival – lagde vejen forbi Amagers Beta og lagde stedet ned med et lydtryk, der åbenbart på forhånd havde skræmt publikum. Men tiden fløj i selskab med de tre englændere.
Conan kalder meget rammende selv deres musik for ”caveman battle doom”, hvilket jo letter arbejdet behændigt for os skribenter. De spiller også højt; så højt, at Betas lydmand ikke havde det store at lave under koncerten, idet trioen blæste trykket ud fra deres eget gear bagerst på scenen.
De tre englændere har netop udsendt ’Monnos’ – opfølgeren til den knusende debut – en mere velproduceret og koncis plade med flere og kortere sange på. Og den, og resten af kataloget, kom Conan godt igennem i løbet af koncerten, som varede lidt over en time.
Jagten på hullet i lydmuren
Selvom det var lørdag, var der desværre ikke mødt mere end 30-40 mennesker op, hvilket må siges at være lidt af en skam, idet Conan uden tvivl vil gå rent ind hos de fleste af hundreder af stenerhoveder, der dukker op til Sleep i Amager Bio, et stenkast fra Beta, om halvanden uges tid.
Uanset hvad, så blæste Conan løs for de fremmødte fra første minut med slæbende ’Krull’, som også åbner debutpladen, og så lod man ellers håret blæse tilbage i nakken, mens guitarist Jon Davis og bassist Phil Coumbe skiftedes til at brøle løs i deres forsøg på at finde et hul i lydmuren. Ikke altid med lige stort held.
Men nøglepersonen i Conan er måske trommeslager Paul O’Neill, der nedenunder al larmen holder sammen på sagerne med sit ikke ekvilibristiske, men så i hvert fald opfindsomme spil. Hvis Jon og Phil er næsehornets hoved og torso, så er Paul dets ben.
Tiden fløj
Under de nye, hurtigere sager ’Battle in the Swamp’ og ’Grim Tormentor’ havde man dog nærmere fornemmelsen af, at de buldrende trommer fungerede som hjul på en smadderkaravane, man nær var blevet tonset ned af.
Men det mest markante var nok, hvor hypnotiserende en effekt Conans knusende toner har. Da undertegnede første gang kiggede på uret, var der gået knap en time, og det hér, at trioen sluttede af med ’Retaliator’ fra sidste års split med Slomatics, som blev dedikeret til danske vikinger.
Hvis der var noget, der trak ned på oplevelsen, så var det det ærgerligt svigtende fremmøde og så det faktum, at vokalerne lidt for ofte druknede totalt i den nådesløse mur af tung metal. Men den var dog også en oplevelse i sig selv.