Lad bare verden blive høj på ild!

Populær
Lad bare verden blive høj på ild!

Med sit femte studieplade, 'Snakes for the Divine', bryder High On Fire igennem til et større publikum. Men selvfølgelig skulle der karrierens mindst gode plade til, inden udsigten til en kommerciel metalstjernestund var i sigte.

Kunstner
Titel
Snakes for the Divine
Dato
08-03-2010
Distributør
Trackliste
1. Snakes for the Divine
2. Frost Hammer
3. Bastard Samurai
4. Ghost Neck
5. The Path
6. Fire, Flood & Plague
7. How Dark We Pray
8. Holy Flames of the Fire Spitter
Karakter
3

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at High on Fire for undertegnede var det mest interessante metalbekendtskab, 00’erne bragte med sig. Med udgangspunkt i Motörhead og Slayer – men uden at blive forsimplet til udelukkende dét – tog Oakland-trioen metalmusikken dertil, hvor man havde håbet på, at en afgren af 90’er stooner doom bandet Sleep netop ville tage den.

En søvnig og hård afgrening

Modsat den anden Sleep-afgren, det mere eksperimenterende droneband, Om, lagde Sleeps guitarist Matt Pike fra start af en mere regleret metaldagsorden for dagen. Uden at glemme det søvnige baglands monotoni udgav han med High on Fire en fuldblodig debut i form af 'The Art of Self Defense' (2000), inden de i 2002 udgav måske årtiets bedste metalplade i form af 'Surrounded by Thieves'. De gik mildest talt også langt fra galt i byen med 'Blessed Black Wings' (2005), og på bandets forrige plade, 'Death is this Communion' (2007), blev musikken om muligt endnu mere bastant – ikke mindst på grund af nyindsatte Jeff Matz' fandenivoldske bas.

Man kan vel sige, at det, der mere eller mindre altid har karakteriseret High on Fire, er bulldozerens stolte ensartethed – blot med et alsidigt og fantastisk raffineret tyngdetwist. Et twist, som trommeslageren, Des Kensel, især er hovedeksponenten for. Hans trommespil er uden tvivl det mest selvsikre og formentlig noget af det mest innovative, metalscenen kender til i dag.

Atypisk og dog ikke

Femte og nyeste skive på pladesamlingens obligatoriske HOF-stamtræ, 'Snakes for the Divine', lægger med titelnummeret ud på atypisk High on Fire-stil med en pokkers højstemt guitar, der i højere grad konnoterer Megadeth, end den egentlig minder om Matt Pikes typiske, tunge tonserguitar. Og det klæder ikke det metalkongelige slæng særlig godt. Lemmy og Hannemans univers klæder de tunge fætre klart bedre, end Mustaines gør.

Men samtidig er det otte minutter lange titelnummer paradoksalt nok et perfekt eksempel på, hvad man evigt og altid kan forvente at finde hos High on Fire: Riffs, riffs og atter riffs! Og i øvrigt kun de aller fuldfedeste af slagsen! Det er udelukkende ved siden af Matt Pike, at James Hetfield bliver degraderet i riff-hierarkiet.

Og Pikes riffrepertoire både eksponeres og ekspanderes på denne seneste skive, hvor der bemærkelsesværdigt også hersker meget mere episk guitar end tidligere, mest iørefaldende hen imod slutningen af pladen, hvor starten af klassenummeret 'How Dark We Pray' vellykket sigter efter det store udtryk. Dét klæder dem, og det er et af pladens bedste numre.

Når et røvhul er på spil

Ligesom Pike leger kispus med ganske anderledes guitarkompositioner på pladen, ligeledes har der under indspilningerne af pladen været en ny, mere produceragtig producer på spil.

Greg Fidelman er producer med stort P. Hverken på samme måde som Bob Rock eller Rick Rubin er det, forstås, men i den forstand – og også i forlængelse af - at han uomtvisteligt er stemplet som, ”Manden Der i Den Grad Fuckede ”Death Magnetic” Op!”

Greg Fidelman er mikseren, der ipod-filtrerede lyden på Metallicas come-back-plade. Han er manden, der af samme årsag er stemplet som en skandaliserende skødehund for massekoncernernes pengegriske øverste, og som af samme årsag igen igen først og fremmest er mærket som værende et prostituerende røvhul, der er fuldstændig uegnet til at hjælpe High on Fire med noget som helst. Kort sagt: En kompromitterende fiaskoproducer.

Når det er sagt, så lad gå. Han gør det faktisk okay og helt fair og langt fra katastrofalt på 'Snakes for the Divine'. Forstået på den måde, at han ikke synes at blande sig særlig meget.

Kensels trommer lyder ikke nær så kraftfulde, som man især hørte dem på Jack Endinos produktion på 'Death is this Communion', og Pikes guitar er ikke helt så sumpet, som især Billy Anderson har haft succes med at skarpsmuldre den på bandets to første udspil. Men til trods for at han ikke bidrager med noget bestemt – altså ud over en anelse svagere produktion – skal man måske bare være tilfreds med, at Fidelman trods alt ikke direkte pissede på pladen.

Kløer der ridser fortid og samtid op

Der er mange lange metalbibelske kløer i spil på 'Snakes for the Divine', som finder inspiration både hist og pist. Det melodiøse mellemspil i førstesinglen, 'Frost Hammer' nikker anerkendende til samtidens Mastodon, mens vokalen i form af råb og skrig - "FROST HAMMER!!" – og ikke mindst dens solo dog er 100 % High on Fire; bastant og beskidt på den ufejlbare, yderst fede måde. Og Matt Pike råber i øvrigt sangtitlen fire gange lige efter hinanden – måske årets metaløjeblik på plade. Det MÅ høres!

Samtidig lægger sangen med verdens bedste titel, 'Bastard Samurai', ud på bedste old school manér med en Burton'sk 'Orion'-bas, samtidig med at dens vers mere end nikker anerkendende til Tonni Iommi og Philip Anselmos samarbejde på sangen 'Time Is Mine'.

Obligatoriske ekvilibristiske nosser

På mange punkter er 'Snakes for the Divine' en aldeles fremragende metalskive, og af en musikalsk standard som man højest render ind i et par få gange om året: Riffene sidder hvor de skal, og det ekvilibristiske er hele trioen rundt i dejlig sync med nosserne og ikke hovedet.

Og samtidig er det en plade, der ikke helt lever op til de forventninger, man havde til en ny udgivelse fra de overhørte riffmestre. Der er ikke mange deciderede svage tidspunkter på pladen, men der er trods alt nogle – og dét er ikke standarden hos High on Fire.

'Snakes for the Divine' er stadigvæk en obligatorisk titel i enhver metallytters pladesamling. Det står slet ikke til diskussion, om den er eller ej. Men skal man være ekstra god ved sig selv, skal man putte en af de tidligere plader ned i indkøbskurven sammen med den. For da var High on Fire bedre.

Se High on Fire diskutere 'Snakes for the Divine' her: