Masser af kærlighed, masser af glæde

_XJD6059
_XTD9351
_XJD5549
_XJD5517
_XJD6042
_XJD5908
_XJD5433
_XJD6078

Had dem eller elsk dem, Natjager har ikke kun formået at spille på både Copenhell og Roskilde, inden de udgav et album – de har også givet fingeren til sortseerne, og rent faktisk udgivet det. Natjager er her for at blive, og de står stærkere end nogensinde.

Kunstner
Spillested
Dato
15-02-2020
Fotograf
Jacob Dinesen
Karakter
4

Til et releaseparty for bandets debutplade, 'Hvordan Vi Lærte at Svæve', er der nogle særlige uskrevne regler og dertil en håndfuld betingelser, der kan gå begge veje. Har du udgivet dit album  dagen? Ja? Så kan du nok ikke regne med storsyngende horder. Er sætlisten skarpt skåret ud fra udelukkende nyt, er det en anden faktor, der kan dæmpe oplevelsen ved simpel mangel på kendskabtil numrene bladt publikum. Og hvis albummet slet og ret ikke er mere end middelmådigt, eller sågar dårligt, kan det hurtigt blive ren goodwill, der holder én oven vande.

Her må Natjager siges at have garderet sig i alle tre tilfælde: Albummet er, ved de første gennemlytninger, godt, tilpas forskelligartet og peger i nye retninger, sætlisten er blandet godt op med skæringer fra de to forrige ep’er, og som en bonus har alle haft chancen for at forberede sig siden i går, da albummet udkom på alle platforme. 

Koncerten
Denne aften var der i hvert fald intet had, men til gengæld masser af kærlighed og masser af glæde. Faktisk var det primært dét, frontmand Jon Kirkhoff igen og igen forsikrede de omkring 150 fremmødte om; at det var "kæmpestort at være her," og at det betød alverden for dem, med tydelig kærlighed til projektet og dyb, dyb taknemmelighed til alle fremmødte. Ellers var det ganske stramt udført, hvis man ser bort fra de enkelte små anekdoter om et par af sangene. Jon Kirkhoff selv, er vi efterhånden vant til, er en ren spradebasse, alt imens de resterende fem bandmedlemmer står sig bedre tilpas med en mere jordnær og rodfæstet fremtoning. Ikke at der ville være plads til dem, hvis de rent faktisk var på energiniveau med sangeren, men det er så en helt anden snak. Til en start kan blot tælles de mange (og ikke altid vellykkede) forsøg på ikke at falde af den medbragte ølkasse, simpelthen fordi sangeren ikke kan stå stille. Det i sig selv er hurtige pluspoint på kontoen.

Og folk har forberedt sig til i aften. De to singler 'Hvem Tror Du Har Brug For Hvem Mest' og 'Ung Flugt' er på hver deres måde sigende for reaktionerne blandt publikum. Den første sætter godt gang i gulvet, mens den anden lader én mere tænksom tilbage. Og sådan rykker det ellers frem og tilbage. Fra knytnæverne godt op i vejret i sidste del af 'Ild' (hvor tekst er rippet og direkte oversat fra Godspeed You! Black Emperors 'Lift Your Skinny Fists Like Antennas to Heaven', en af de mange referencer i Natjagers lyrik) til begyndende begejstring og over i mindre moshpits i 'Havet Findes' og i 'Diamant', uagtet at den første slog fra inden for ti sekunder – en noget antiklimaktisk start, hvis altså ikke det hele hurtigt var blevet reddet. Senere er der mere rolige bevægelser, men til gengæld kæmpe fællesskrål i 'Tyler Durden', derfra eftertænksomme øjne og miner i 'Helium' til et intet mindre end eksploderende gulv først i 'Ingenting' og især i punktummet for aftenen, nemlig 'Rejser', hvor alle kroppe foran scenen momentvis er én og den samme. Her er der fuld smæk på, og selve sangen opsummerer fint Natjager både før og lige her og nu og måske også, hvad der er tilbage efter morgendagen; det hele er en lang række af rejser, og som det messes igen og igen, så skal du ikke være bange for, hvad rejser bringer.

Med alt det, der fungerer, lige så ærgerligt er de få elementer, der ikke gør. At volumen er noget lav er en mindre bagatel, mens det er langt mere kritisk, at Jon Kirkhoffs stemme fremstår lav og/eller utydelig i mange af numrene. I de ældre af dem står publikum klar til at tage over hvis nødvendigt, men jeg vil vove den påstand, at tekstuniverset er en meget stor del af, hvad der gør Natjager til Natjager. Uden at kunne tyde dem er det mest bare autotune-lyde og den instrumentale del, der, bevares, ikke er helt tosset, men omvendt heller ikke det store trækplaster. Det tager ikke meget fra den rene fornøjelse, men det er heller ikke bare en bagatel. Man kunne nok forvente lidt startvanskeligheder som f.eks. da 'Havet Findes' må tages om, inden den overhovedet når i gang. Dét er petitesser. Desværre bliver det her større problem ikke løst. Dertil og til dels relateret mangler jeg også helt overordnet den saft og kraft, der rusker og ryster mig rundt, hvor rutinen og total, ubestridt selvsikkerhed dominerer sangene, performance og alt det underliggende, der hører med. Der er vi ikke helt endnu.

Så derfor ligger Natjagers opgave nu lige foran dem: spil sangene en 50-100 gange mere herfra, for så kommer det til at sidde lige i skabet. Så kan det blive den helt magiske oplevelse, som ikke blot er en feberdrøm, men en endnu usleben diamant, liggende iblandt sand og tang, men så sandelig i syne. I aften var ikke alt man kunne have håbet på; det var ikke magisk, men det var derimod nok det bedste man kunne forvente.

Natjagers lyd leger med det mekaniske og det maskinelle, er personerne bagved ikke maskiner, de er alt andet. Og det samme er det, vi tager med os fra den her aften, det er nemlig ikke ingenting, det er glæde, tanker og alt det der gør os levende.