Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Metallens triumf

Populær
Updated
Metallens triumf
Metallens triumf
Metallens triumf
Metallens triumf
Metallens triumf
Metallens triumf

Nifelheim kom, så og sejrede ved hastigt arrangeret koncert i Ungdomshuset i tirsdags. Men opvarmningen var nu ikke ueffen heller.

Kunstner
Titel
+Vulcano, +The Stone
Spillested
Dato
07-05-2013
Trackliste
Infernal Flame of Destruction
Black Evil
Bestial Avenger
Evil Blasphemies
Possessed By Evil
Satanic Sacrifice
Storm of the Reaper
Sodomizer
Unholy Death

Ekstranumre:
Tormentor
The Final Slaughter
Fotograf
Ole Frostholm Foget
Forfatter
Karakter
666

Det gik stærkt, mandag den 6. maj, da Nifelheims, Vulcanos og The Stones koncert på KB i Malmö dagen efter – på den såkaldte Thunder Metal Tour – blev aflyst, angiveligt pga. svigtende billetsalg. Heldigvis trådte Ungdomshuset til med meget kort varsel, så vi, der ikke kunne tage til Fredericia lørdag d. 11. maj, alligevel kunne få fornøjelsen af den overmåde formidable turpakke tirsdag d. 7. maj.

Det var ellers ikke, fordi man ikke var træt i krop og ører oven på fire dages Heavy Days in Doomtown sammesteds. Men især Nifelheim og Vulcano må man ikke misse, uanset at kroppen værker, og hyletonen i ørerne lyder som en Merzbow-koncert, så det var op på jernhesten og af sted mod Ungeren, tirsdag aften eller ej.

Solid serbisk sortmetal

Med Heavy Days in Doomtown in mente – og i kombination med det korte varsel og deraf manglende promotion – kunne man godt have frygtet et pauvert fremmøde, og i begyndelsen, under det serbiske black metal-band The Stone, så publikumstallet ud til at bekræfte ens værste forventninger. Folk stod mest nede bagved, og kun Devilutions evigtunge Jens Franco stod og bangede oppe foran.

Til gengæld var The Stone en positiv overraskelse. Det serbiske black metal-band var vel forholdsvis old school i lyden og kunne vel minde lidt om en blanding af Tormentor, norske bands som Immortal og tidlig Hellhammer. Sådan cirka, og naturligvis ikke på helt samme niveau og med forbehold for anmelderens HDDT-relaterede døvhed. Men selvom bandet ikke fremstod decideret originale, havde de alligevel en lidt særegen lyd (eller også er det, fordi jeg ikke er ret meget inde i den østeuropæiske metalscene), hvor især trommeslageren havde en spændende stil, hvor bækkenerne blev brugt ret interessant, ligesom der var en del spændende fills. Et band, der klart bør tjekkes ud, og som publikum da også lod til at kunne lide, fåtalligt eller ej.

Så var det tid til en lille pause med snak om danskvand, inden de brasilianske old school-death/black-thrashere Vulcano skulle på. Vulcano leverede sidste år en af årets bedste koncerter på Stengade, hvor de gamle mænd smadrede alt med deres undergrundsbuldrende thrash, og hvor Franco og jeg (blandt andre) var på bar med forsanger og energisk frontmand Luiz Carlos efter koncerten.

Brasiliansk bulderthrash

Bandet er stadig anført af den grånende guitarist Zema Rhodero, der har været med siden starten i 1981, om end Karl Marx-lookaliken Arthur von Barbarian bag trommesættet også fejret 25-årsjubilæum i bandet. Ligesom sidst var det, som om bandet lige skulle i gang. Egentlig spillede de lidt for længe denne gang – 15 sange eller sådan noget – i men det var pga. sangene i starten, at det føltes lidt langt. Bandet skal lige i gang, men når først de er i gang, så er de ustoppelige. Bandets musik er lidt primitiv, og modsat mange andre halvgamle bands, er Vulcano ikke blevet blødere med årene – de thrasher stadig derudad, som gjaldt det livet, og som tilskuer kan man ikke lade være med at headbange: Vulcano tvinger én til det!

Nifelheimtvillingerne stod under det meste af koncerten og bangede oppe foran – bl.a. sammen med vor egen Jens Franco, som også fik en øl af Niflerne. God stil fra hovednavnet, hvis forsanger, Hellbutcher, også er oppe og synge gæstevokal på den Venomiserede Vulcano-klassiker ’Witches’ Sabbath’, der er helt suveræn. Andre hits er ’The Evil Always Return’, ’From the Black Metal Book’ og ’Bloody Vengeance’. Vulcano havde kun én guitarist med denne gang (i modsætning til sidst, hvor der var to), hvilket giver en lidt tyndere lyd under soloerne, men dette træk var bestemt ikke uden charme.

Det hele flyder måske lidt sammen mod slutningen – variation er ikke Vulcanos fremmeste force – men de thrasher på suveræneste vis, og publikum er også begejstrede. Vulcano bør man altid se, når man får chancen. Det er fandeme fedt at se, at et band, der har været i gang i så lang tid, ikke giver sig en tøddel.

Så var der igen en lang – endnu længere, faktisk – pause mellem bandene (hvor Franco og jeg snakkede om fitness – vi burde skamme os over at snakke om fitness til en Nifelheim-koncert, burde vi ...), før Nifelheim gik på lettere forsinkede. Jeg fandt aldrig ud af, hvad forsinkelsen skyldtes, men mon ikke der var en god grund? Selvom det er lidt træls at komme hjem efter kl. 02.00 på en hverdag. Men fuck det – Nifelheim spillede jo! Efterhånden var der blevet ganske pænt fyldt op, især når man tænker på det korte varsel.

Suverænt sammenspillede trods nye medlemmer

Nifelheim er altid rasende seje, både live og på plade. Sådan er det. Denne aften er ingen undtagelse. På ”Nifelcano”-turen er det meste af bandet – naturligvis de smukke tvillinger Tyrant og Hellbutcher undtaget – blevet skiftet ud, hvilket bl.a. har resulteret i et farvel til den ellers så ferme trommeslager Insulter of Jesus Christ. Men hvis man troede, at det ville være et tab, kunne man godt tro om igen. Nifelheim var tændte og særdeles tæt sammenspillede – det var klart fra første sekund.

Med sig havde de bl.a. Felipe Plaza Kutzbach (guitar), der weekenden forinden havde stået på samme scene som en del af Procession, Eric Ljung (trommer, Ondskapt) samt Tamás Buday (guitar), der spillede på Tormentors første demo – det kalder jeg metalarkæologi! Buday havde angiveligt spillet i et jamband i Norge de sidste mange år, før Nifelheim havde fundet frem til ham. Sagde rygterne i hvert fald. Uanset hvad, så lød det, som om bandet altid havde spillet sammen, og de ramte den helt særlige Nifelheim-lyd og –ånd perfekt. Guitaristerne gav dem dog en lidt mere melodisk og klassisk metalliske lyd under guitarsoloerne, hvilket egentlig klædte Nifelheims i forvejen fremragende materiale vældig godt.

Metalitetens apoteose

Det er altid en fest at se på Nifelheim. Man kan simpelthen se på Niflerne Tyrant og Hellbutcher, hvor (lig)kisteglade de er for at stå på en scene og lave fæle fagter og grumme grimasser og se skrækindjagende ud. Midt i alt det lyriske livshad er det helt enkelt livsbekræftende at se entusiasmen for metallens klichéer (hvilket er en absolut positiv karakteristik i denne sammenhæng) ophøjet til kunstart.

I sluthalvfemserne, da de fleste metalbands havde travlt med at udforske (mere eller – heldigvis også – mindre postulerede) avantgardistiske positioner, respektive udvande genren til det ukendelige med genreudvandende ”eksperimenter”, holdt Nifelheim metalfanen højt (som Peter Béliath for nylig var inde på i en artikel på sin stærkt anbefalelsesværdige blog). Det gør de stadigvæk. Og det er blandt andet derfor, at Nifelheim er så ustyrligt gode: De insisterer simpelthen på, at metallens metalitet har en berettigelse som værdi i sig selv.

Men det er også, fordi materialet holder så ubestrideligt høj standard – ’Sodomizer’, ’Storm of the Reaper’ og ’Possessed By Evil’ er kun et lille udvalg af de evigtgyldige metalklassikere, der spilles denne tirsdag. Inklusionen af Buday giver også anledning til et spille et cover af Tormentor-klassikeren, der bærer bandets navn, som det ene ekstranummer, og selv hvis ikke Buday havde spillet godt, havde det næsten været grund nok til at have ham med.

Uanset hvad var det en overmåde fremragende koncert, som vel dårligt kan honoreres med noget under den absolutte topkarakter. Man kan selvfølgelig indvende, at Nifelheim med garanti ville blive endnu bedre i Fredericia senere på ugen (hvor Devilution desværre ikke kunne være til stede). Folk, der var til begge koncerter, har da også bekræftet, at det forholdt sig sådan – endnu vildere og med en veritabel krigszone blandt publikum lige foran scenen. Men så må man jo bare endnu engang konstatere, at Nifelheim er et band, der sprænger rammerne.

1: Tyrant fra Nifelheim
2: Vulcanos sætliste
3: Nifelheims trommesæt før koncerten
4: Nifelheims sætliste
5: Nifelheims sceneopsætning
6: "Nifelcano" - Hellbutcher på scenen med Vulcano.

(Tak til Ole fra Deadbangers for billederne!)