Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Perverst dedikeret

Populær
Updated
Perverst dedikeret
Perverst dedikeret
Perverst dedikeret
Perverst dedikeret
Perverst dedikeret
Perverst dedikeret
Perverst dedikeret
Perverst dedikeret

Triptykon sked på både den dårlige lyd og det usle fremmøde og leverede under svære betingelser en mindre kraftpræstation udi drønsolid metal. 

Kunstner
Dato
25-09-2015
Trackliste
Procreation (of the Wicked) (CF)
Goetia
Circle of the Tyrants (CF)
Tree of Suffocating Souls
Abyss Within My Soul
Altar of Deceit
The Usurper (CF)
Messiah (HH)
Synagoge Satanae (CF)
The Prolonging
Koncertarrangør
Fotograf
Jacob Dinesen
Karakter
4

Inden bandet overhovedet var gået på scenen, spekulerede man på, om køreturen til minifestivalen Metal Dayz i Hamburg nu også var den suveræne begyndelse på weekenden, som man havde forestillet sig. Årsagen til, at man var taget af sted, var Triptykon, hvis majestætiske musik med metalguden Tom G. Warrior i front selvfølgelig ikke kan roses nok. Forinden Triptykon havde man imidlertid fået også en koncert med Mantar med i købet, som havde gjort en godt og grundig nervøs: Lyden i Markthalle havde under Mantars koncert direkte været til at lukke op og skide i, og tanken om Triptykons fyldige lyd i denne parodi på en koncertsal pissede en af allerede på forhånd.

Desværre blev man ikke mindre arrig, da Warrior præcis kl. 21.30 lukkede op for bandets musikalske altertavle og sendte ’Procreation (of the Wicked)’ ud over scenekanten med en lyd, der syntes mest at have hån til overs for et af metalhistoriens ellers suverænt stærkere numre. Alting buldrede, det var umuligt at dissekere det ene instrument fra det andet, og såvel den seje, slæbende guitar, der gemmer sig i nummerets knaldsorte periferi, samt Warriors tørre strubevokal forblev skjulte i virvaret af ufrivillig sonisk galskab. Der havde ikke været mange publikummer under Mantars koncert, og mærkværdigt nok var der færre endnu under Triptykons. Uanset hvor man placerede sig i salen, lige lidt hjalp det. Ikke ulig den elendighed, som Warrior i først Hellhammer så Celtic Frost og nu altså Triptykon har sunget om i sine sange i over 30 år, syntes også lyden i Markthalle at være uhelbredelig og kronisk fucked.

Men Fanden må have fået sympati for Warriors mange års tro tjeneste, for Triptykon fik af uransagelige veje reddet op på skidtet. Hvad der præcist skete, står ikke klart, men da Vanja Slajhs bas under endnu en Celtic Frost-milepæl, ’Circle of the Tyrants’, hen imod nummerets slutning fik nok af sin buldrende, forstyrrende bas og begyndte at skabe sig arrigt, satte hjælpen ind. Man måtte igennem en udgave af ’Tree of Suffocating Souls’, hvor lyden på symbolsk, dualistisk vis duellerede mellem det gode og det onde, men så blev der også pludseligt tunet ind på den rette lyd af god, vedkommende ondskab. Herefter lød det direkte behageligt, om man så fatter det. Enten har lydmanden haft et par timers black out, eller også har vedkommende opholdt sig på rygerbalkonen eller i VIP-området. Taget i betragtning at der her opholdt sig flere mennesker end i koncertsalen, er det egentlig ikke utænkeligt.

Salen blev paradoksalt nok gradvist mere tom, i takt med at lyden blev bedre. Det fattede man selvfølgelig ikke en bjælde af. Godt nok er Tyskland et ret privilegeret land, hvad angår metalkoncerter, men til trods for at Triptykon har udgivet blot to plader, er de jo ikke ligefrem novicer i faget. Tværtimod skal man lede længe efter andre metalbands, der på én gang repræsenterer så rig og vedkommende en historik og så samtidig udgiver hæsblæsende fede plader også i dag. Man bliver ikke klogere, når man samtidig tænker på, at Triptykon spiller flere festivalkoncerter, end de spiller klubshows som dette. Fred være med idiotien – men om man fatter det!

Noget man dog har fuld forståelse for, er den respekt, der i metal country tilkommer Tom G. Warrior. Den 52-årige schweizer kommer an som indbegrebet af den ekstreme metalmusiks faderfigur: varm, afbalanceret og tydeligvis dybt, dybt dedikeret til det, han foretager sig, hvilket er at blive ved med at spille skelsættende, unik metalmusik af mørkeste kaliber. Det kan på papiret sandsynligvis lyde som en kliché, men der er en sjælden oprigtighed over Warrior, når han står på en scene. Han er der tydeligvis, fordi han stadigvæk har behov for at være der. At han har omringet sig med tre musikere, han tydeligvis virkelig nyder at spille med, får ham desuden til at live op på en scene i så behagelig en grad, at det smitter.

Koncerten i Markthalle havde ikke den konstante suveræne lyd, som bandets koncert på Roadburn Festival havde sidste år. Til gengæld var det en længere koncert, bandet denne aften leverede i Tyskland, hvor også numrene fra sidste års studeudspil, ’Melena Chasmata’, tydeligvis var blevet mere indøvede og dermed mere velspillede siden da. Til trods for den mudrede lyd under begyndelsen af koncerten var det desuden rart at opleve bandet efter sidste års vindforstyrrende koncert på Copenhell. Selv efter disse tre meget forskellige shows synes man dog stadig at have den 100 % overrumplende koncert med Triptykon til gode – noget, som deres 100 % overrumplende musik ellers lægger op til. Når det er sagt: De sidste 2/3 af aftenens præcis 1½ time lange koncert skal man lede længe efter for at finde bedre.