RF '13: Mørkets mestre

RF '13: Mørkets mestre

Sjældent er der set færre mennesker til en koncert på Roskilde, men de, der stadig havde energi til musik i den mørke nat, fik en tung og smuk oplevelse med Tyrannys funeral doom.

Kunstner
Dato
06-07-2013
Genre
Koncertarrangør
Fotograf
Jacob Dinesen
Karakter
5

Et par timer efter Metallica havde samlet nærmest alle festivalgæster foran sig på Orange, stod den på noget nær en diametral modpol i nattemørket på Gloria. Godt nok spiller finske Tyranny en genre, der har samme fundament som amerikanerne med det danske islæt – nemlig metal – men hvor Metallica altså kan ramme en mangfoldighed med sin musik, så var Tyranny for de få. Og inden for metallen spiller de to bands en vidt forskellig stil: Talte man fx antallet af lilletrommeslag, så nåede Metallica flere i én sang, end Tyranny kunne mønstre på den time, showet varede.

Langsom, langsom, krybende doom stod på menuen denne lørdag nat i Gloria. Stilen kaldes populært for funeral doom, og det var bestemt ikke, hvad man ville forvente på scenen i Gloria – en scene, der nærmest notorisk undgår metal. Stedet var dog velvalgt, for som beskrivelsen af scenen også lovede, så var det stedet for de intime musikoplevelser. Til trods for at kapaciteten på 1.000 mennesker nok var skudt tifold over det faktiske fremmøde, så formåede finnerne at spille sig ind under huden på de mennesker, der stadig var åndsfraværende nok til at lade sig opsluge af det stemningsfulde mørke, bandet udåndede fra scenen.

Det så ellers risikabelt ud, hvis man kom tidligt nok til at opleve lidt af lydprøven. Fulde folk, der fjollede og hoppede rundt, men enten blev de bjergtaget af den intense musik fra de kutteklædte mænd på den nærmest mørklagte scene, eller også forstod de ikke de sløve toner, der ramte, og skred igen.

De få detaljer gør udslaget

Konceptet i musikken var helt enkelt: Spil helt afsindigt langsomt. Den elektriske gulvbas’ lyd var tung og fyldig, men også tydelig i sin tone. Det var bassen sammen med den ene guitar og trommerne - der imponerende nok formåede at holde tempoet helt nede - som stod for fundamentet i musikken. I sig selv var det temmelig ensformigt, da det til dels blot bestod af sjældne, koordinerede anslag på hhv. strenge og skind. Og vokalerne – de dybe, dybe growls – hjalp heller ikke til variationen. Men takket være detaljerne fra den anden guitar og keyboardet kom musikken til at flyde i flere forskellige drømmende retninger.

Ser man bort fra den uheldige overlap med Uncle Acid & the Deadbeats så var der intet andet mere passende tidspunkt at lade Tyranny spille end klokken 2.30 i nattemørket. Efter en time forlod bandet uden at mæle et ord til publikum scenen én efter én og efterlod tilhørerne med feedback-støj fra guitarerne, inden konferencieren kom på og erklærede scenen for effektivt lukket for denne nat.