RF '19: Så gik der tid med det
Der var ikke meget at råbe hurra for til Whores.' koncert på Roskilde Festivals sidstedag. Men omvendt var der heller ikke noget at være skuffet over, for koncerten fremskred præcis som forudsagt.
Det er til tonerne af Albertslund-rapperen Foulis auto-tunede vokal på scenen ved siden af, at festivaltrætte punkere og metalhoveder samler sig under de just gennemregnede barduner på Pavilion. Tømmermændene sidder gravet ind i ansigterne, der ikke har fået nok solcreme, og blikkene er døde, stirrende mod scenen, hvor Whores. skal til at spille. Det er bandets sidste show, inden de rejser hjem til de tørre sydstater. Publikum tænker sig også til tørrere steder: Vi er alle sammen begyndt at tænke på at komme hjem og sove i vores egen seng, og det er svært at forestille sig, at nogen vågner op til dåd til Whores.’ koncert. Hverken os eller dem.
Frontmand, guitarist og vokalist Christian Lembach joker dog lidt med publikum a la NOFX – ikke intelligente jokes, men de falder på et tørt sted. Vi griner lidt. De griner lidt. Vi hører videre. Sangene er ikke stor kunst. Men det havde vores sidste døende hjerneceller heller ikke kunne analysere på nuværende tidspunkt. Whores.’ opgave er i højere grad at dæmpe eskapaderne fra Foulis Albertslund-rap og ellers holde os nogenlunde vågne. Denne opgave løfter Whores. sig lige akkurat over et ret lavtsiddende gærde med. Ellers lever bandet fint op til, hvad en anden skribent nærmest har forudsagt i en ‘Briller Af Stål’ i 2016: “Der er den hurtige, fræsende sang, og der er den langsomme, tunge sang; der er den samme vokal i den samme ene tone hele vejen igennem.” Der var en langsom, tung sang, der var en hurtig, fræsende sang, og det var i det store hele, hvad man kunne sige om det musikalske. Måske lidt flere hurtige.
Når vi nu er ved forudsigelser, så bruger Lembach et godt stykke tid på at snakke om apokalypsen, der ifølge ham er på vej. Han takker publikum for at være kommet og bruge deres tid på at se bandet, nu hvor vor tid på Jorden er begrænset (vi skal allesammen dø snart). Samtidigt vælger han også at bruge fem minutter på at spille det samme guitarriff igen og igen og igen og ... logikken er ikke knivskarp. Men lad os være ærlige: Der er intet ved det her show, der er knivskarpt. Måske med undtagelse af Casey Maxwells rullende basgange.
I enden af showet danner der sig et lille moshpit allerforrest som en sidste krampetrækning fra de allermest engagerede fans. Er man for ødelagt til dette, kan man bare nøjes med at stå halvvejs ude af teltet, ude i de nyankomne solstråler og “boppe” lidt med hovedet. I modsætning til andre koncerter, hvor jeg måske ville have forventet lidt mere, er det faktisk, præcis hvad jeg havde forventet. Og som Tøsedrengene engang skrev i en sang: “Så gik der tid med det, vi fik noget at bruge tiden til”.