RF 26: Udbrændt i Californien
The Sophs bragte solbrændt indie sleaze til Fauna, men den californiske sol brændte hurtigt ud
Er der virkelig gået så mange år, at 00’ernes indie sleaze er på vej tilbage? Du ved, 00’er-æstetikken med Polaroid-fotos og privilegerede hvide børn med dope-dovne øjne, iklædt ironisk distance og kurateret genbrugstøj.
Hvis du spørger The Sophs, så er svaret ja.
“We’re the Sophs from California” lød det fra forsanger Ethan Ramon, der med sit saltvandskrøllede hår, solbrændte hud og mørke tatoveringer lignede en fyr, der var blevet kastet af surfbrættet og hevet direkte ind fra Venice Beach til Fauna-scenen. Hvis du forestiller dig en mellemting mellem Red Hot Chili Peppers’ Anthony Kiedis og Brandon Boyd fra Incubus i de yngre dage, så har du en meget god idé om fremtoningen.
Allerede inden udgivelsen af bandets første fuldlænge, ‘GOLDSTAR’, har The Sophs været genstand for massiv hype, som har været nok til en række europæiske festivalbookinger denne sommer. Guitarrocken har haft svære kår i en lang periode, men sekstetten The Sophs er, med deres rockede Matador Mix af grunge, punk, emo, country og blues udset til at være en del af den nye generation af bands, der skal bringe rocken tilbage til de store scener.
Der er store sko at fylde i den rolle, men det lovede godt i det langsomme, dystert-tonede åbningsnummer ‘The Dog Dies in the End’, hvor Ramon i omkvædet proklamerede “I just want the dog to die.”
En god start, og det halvfyldte telt kunne også mærke det, ikke mindst i næste nummer, en tung bluesrocket sag, hvor guitarist Seth Smades i rødt Adidas-joggingsæt energisk flåede fræsende flamenco-guitar frem til nummerets garagerockende crescendo.
Det lovede stadig godt. Ethan Ramon er en flot fyr, mere end han er en imponerende vokalist. Det var langt fra alle toner, der blev ramt rent, men det kan man veje op for med den store karisma, han er blevet hyldet for andre steder. Han havde ikke taget det hele med her, hvor han snarere var lidt låst til sit mikrofonstativ. Efter et par numre blødte han op og slaskede rundt som en halvbedøvet drug fiend med tilfældigt flagrende armbevægelser, inden han måtte smide trøjen og høste billige point med sit solbrune vaskebræt.
Det er egentlig ikke det, at The Sophs ikke er velspillende, og det hele kunne måske være endt meget godt. Men allerede efter 20 minutter begyndte publikum at sive fra teltet i takt med, at energien sivede fra sættet. Der var ganske enkelt ikke krudt nok i kanonen til at fastholde interessen, og efter 37 minutter var den californiske sol brændt ud. Der er stadig et stykke vej endnu, før The Sophs kan kalde sig guitarrockens frelsere.