RF'12: Beskidt og ensformigt
Populær
Den sumpede stonerenhed i Weedeater skildte sig ud da de startede fredagens intensive metalprogram på forbløffende tung og langtrukken vis.
Efter denne skribent havde oplevet den tonsertunge amerikanske stonertrio med begejstring på den hollandske Roadburn Festival sidste år, så lignede det et kærkomment gensyn på Roskilde, hvor bandets første koncert på dansk jord skulle finde sted. Det var vel egentlig det metalband, man på forhånd havde set mest frem til.
Den uoriginale pioner
Line-up’et i Weedeater består af tre vilde mænd, den ene tungere og mere lurvet end den anden, der går i ét med deres musik ved at spille tung, lurvet stonermusik med rødder i den doomskole, som Black Sabbath startede for mere end fyrre år siden. Denne musikalske sti har forsangeren Dixie tidligere bevæget sig ud af i de hedengangne Bongzilla, ligesom han også tidligere har været med i Buzzov*en, der sammen med Eyehategod var et pionerband inden for sludgemetallen.
En bonderøv med mere
I liveregi er Weedeater en ret unik størrelse i deres blanding af forskellige indtryk. Det seje og det indvirkningsfulde er ikke til at tage fejl af i form af de fuldfedeste riffs og en dyb, tight-spillet envejsmetal. Publikumsnæven er i vejret stort set hele koncerten igennem. Blandet med en persona-stil, der nærmest bliver en farlig parodi på sydstatsbonderøven: Dixie kløede sig igen og igen i røven i takt med at han gav publikum fingeren, mens morgenbajeren blev skyllet ned. Udtrykket er på paradoksal vis på én gang drugged-out og præget af ligegyldighed, samtidig med at selve musikken rent faktisk er af den mest viljestærke type.
Bastant lyd
Som det ligeledes er tilfældet på de fire studieplader, Weedeaters femten år lange karriere har affødt, og som det ofte er tilfældet med sludgemetal i hele taget, så er det dog sådan, at en koncert med Weedeater egentlig kan koges ned til ét essentielt element: lyden. Og var det den bastanteste metallyd, man var kommet for, så var Odeon et godt sted at opholde sig denne fredag lige over middagstid. Lyden var æltet på muldet jord og på røgen fra en pibe og var en af koncertteltenes mest skramlede og bedste i år.
Mangel på variation
Til trods for at Weedeaters musik er én stor imponerende klods af tætpakket hashtåget sludge-/stonermetal, så mangler sangene alligevel lige graden af variation til at en koncert kan forblive rigtig interessant fem kvarter i træk. Sange som ’It is What It is’, ’Jason… the Dragon’, ’God Speed and Good Luck’, ’Weed Monkey’ og coverversionen af Lynyrd Skynyrds ’Give Me Back My Bullets’ er hver især gedigne numre med medrivende punches, og skidtet bliver spillet med nådeløse toner. Men for at festen skal forblive stoned gennem en hel koncert, må der bare en lille smule variation på bordet.