Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

RF'12: Dominerende djævle

Populær
Updated
RF'12: Dominerende djævle
RF'12: Dominerende djævle
RF'12: Dominerende djævle
RF'12: Dominerende djævle
RF'12: Dominerende djævle

Devildriver sprudlede af energi i 70 minutter og leverede en overbevisende og medrivende koncert

Kunstner
Dato
06-07-2012
Koncertarrangør
Karakter
4

Så man Devildriver i Amager Bio for knap et års tid siden, var man ikke i tvivl om at det ikke just behagede frontmand Dez Fafara at spille som supportband for Machine Head, hvor salen på spilletidspunktet stadig var halvtom. På Arena, der samlet kan rumme hele befolkningen i op til flere jyske provinsbyer på én gang, var man til gengæld ikke i tvivl om at det var brændstof til Dez Fafaras ego.

Efter en hel fredag som var domineret af sydstatsrock, stod der om aftenen flere tusinde mennesker, som var klar på at svede igennem til Devildrivers medrivende og dræbende metalmusik. Og Devildriver var helt sikkert også klar på at svede for publikum. ’End of the Line’ lagde fra starten af koncerten ud som en testosteronbombe, der kun ventede på at detonere i circle-pits og aggressiv headbanging.

Det var tydeligvis noget der passede publikum, som nok også havde fået en del fjollevæske indenbords på det her tidspunkt.

Tændte højdepunkter

I lidt over en times tid kom der numre fra alle Devildrivers fem skiver, hvor ’From the Fury of Our Maker’s Hands’ og ’I Could Care Less’, blev leveret i tændte og brutale versioner, og endte som aftenens højdepunkter.

Man kan have mange meninger om den ansigtstatoverende frontmand, der dog havde groet fuldskæg, men om manden er en arrogant idiot eller ej ændrer det ikke på, at når han er i stødet, ja, så kan man umuligt stå med armene over kors og undlade at få lyst til at lade sig rive med og gå amok.

Dez Fafara er var en gennemført professionel frontmand, der forstod at fylde den store scene i teltet ud. Sammen med Machine Heads koncert på Orange Scene, var Devildriver helt sikkert også det vildeste show under årets festival. Lyden var tilpas høj, men ofte en anelse mudret. Men taget i betragtning af, hvor dårlige lydforhold der prægede mange andre koncerter på Arena, så var det dog acceptabelt. Og hvad fa'en - de fleste oppe i pitten virkede så berusede og begejstrede at de næppe bed mærke i noget som helst.

’Meet The Wretched’ lukkede og slukkede koncerten, hvor den sidste energi blev brændt af. Der var en klasse til forskel på dovne Devildriver i Amager Bio til dominerende Devildriver på Arena. De var noget nær perfekte, og et oplagt navn at booke til fremtidens udgaver af festivalen.