RF '13: Punkterede læber & knækkede brillestel

RF '13: Punkterede læber & knækkede brillestel

Tidlig fredag aften leverede det febrilske canadiske trekløver METZ tre kvarters energisk og velspillet punkrock med masser af støj smidt ind i mikset. 

Kunstner
Dato
05-07-2013
Genre
Koncertarrangør
Fotograf
Jacob Dinesen
Karakter
3

METZ er en trio fra Toronto, som sidste år udgav deres selvbetitlede debutplade til forholdsvis stor ros. Og det smittede af på Pavilion denne tidlige fredag aften, hvor en forholdsvis stor skare var kommet for at se bandet, der angiveligt har givet nogle ret energiske punkkoncerter på mindre spillesteder rundt omkring i København over det seneste års tid. Da man overhovedet ikke kender til deres album, var det derfor hovedsageligt på grund af word of mouth-hype, at man glædede sig til at se, hvad de så kunne.

Forskellige rockudtryk

Til trods for at det musikalske krudt under Pavilions teltdug gennem hele koncerten med METZ såvel var rytmisk, fysisk og frem for alt udbasunerende og fremadrettet, så formåede bandets ligesindede sange alligevel at ret komme en smule vidt omkring: Uden at sangen helt kan følge med sit amerikanske forbillede, har ’Wet Blanket’ en lyd, et guitardrive og en overordnet energi, der minder om Thee Oh Sees' John Dwyer; ’Wasted’ har en fuldfed fornemmelse af tung, frenetisk hardcore kørende; skæringer som ’Negative Space’ og ’Sad Pricks’ kan tilnærmelsesvis sammenlignes med The Jesus Lizard og deres suveræne gakgak-univers, ligesom den også kan minde en smule om Kurt Cobain, når han var mest støjende.

Venlig tilnærmelighed

Til trods for at bandet læner sig op ad flere vedkommende referencer, så virkede sætlisten imidlertid noget repeterende, og generelt set var der samtidig en lidt for venlig aura af tilnærmelighed over METZ’ sange. Bandet forstår at skrive stærke melodier, og de prioriterer dem åbenlyst højt, dog synes de ikke at have skrevet så forfærdeligt mange af dem. Det kan selvfølgelig sagtens være, at det er hensigten med deres debutplade, at den melodiøst set skal komme an som værende semi-repeterende, men til trods for at bandets optræden og medlemmernes fysiske energi bidrog med anderledes kant og kraft, så blev den imødekommende og ikke-udfordrende musikalske monotoni en smule langtrukkent. Selv stærke melodier bliver en smule flade, når de gentager sig selv for meget, og skæringer som ’Headache’ og førnævnte ’Negative Space’ er vitterligt to sider af præcis samme sag.

Roskilde: en test for punkbands

Men METZ har vel også haft en smule hårde odds på en festival som Roskilde, der i sine kontrakter med de forskellige artister angiveligt kræver, at der skal leveres et show på så og så lang tid. På Roskilde skal alle bands kort sagt arbejde ligeværdigt for føden, så at sige, hvilket egentlig kan synes en smule urimelig, når man som punkband trods alt er dét mere fysisk end eksempelvis den elektroniske enmandsmusiker bag sin laptop ellers den stillestående singer/songwriter. Belønnede Roskilde sine artister efter akkordarbejde, så havde koncerten med The Metz sikkert være bedre, end den allerede var, for lægger man dét oven i hatten, at man er et punkband med kun én fuldlængde på gaden - der tilmed ikke engang nærmer sig en spilletid på en halv time - så tror pokker, at en tre kvarter lang koncert kan synes en smule langtrukkent.

Støj for de sidste penge

No wonder, at den nørde-lignende forsanger og guitarist begyndte at falme fysisk, da koncerten ramte sin halve time, eller at trommeslageren måtte bruge sine trommestikker til at syre ud med i stedet for at baske til med – bandet var kort sagt kommet på overarbejde. Heldigvis var det unge band så heller ikke yngre, end de tog opgaven at fylde spilletiden ud i cool arm, som de skruede op for det støjende og semi-psykedeliske og ned for det punkkrasbørstige. Det er den rutinerede arbejdshandske, der flekser arbejdsbyrden, og i sidste ende havde METZ bestemt det, der skulle til for at blive ved. Faktisk havde de det så meget i sig, at man efter koncerten så flere artige dansere fra moshpitten, der havde fået flækkede læber under koncerten. 

Koncerten på Roskilde var ramt i røven og fuld af energi, og man glæder sig til at stifte mere bekendtskab med dem og ikke mindst forhåbentlig få muligheden for at opleve dem spille live igen. Den mulighed får man i øvrigt allerede til november, hvor bandet vender tilbage og giver koncert på Beta ved Amager Bio den 6. november.