RMF 2010: Sådan Entombed!

RMF 2010: Sådan Entombed!

De senere år har Entombed været garant for super-underholdning, og lørdag på Royal Metal Fest 2010 var ingen undtagelse.

Kunstner
Spillested
Dato
17-04-2010
Koncertarrangør
Fotograf
Jacob Dinesen
Karakter
5

Gennem tiden har Entombed set lidt forskellig ud, og selvom bandet lagde ud med den klassiske line-up indeholdende to guitarister, så er bandet anno 2010 stadig uhyre interessant og energisk, selvom der kun er en guitarist. Guitaristen er Alex Hellid, der med god energi og sin Flying V-guitar gør sit for et succesfyldt show. Rollen som ene guitarist i bandet har han kendt til i nogle år efterhånden, og det falder ham meget naturligt for at være ene om den distortede lydmur.

Prisen for at være mest energisk må dog gå til LG Petrov, der sammen med Alex udgør kernen, som har været med fra debuten i 1990. Det har det lange hår også, selvom der unægtelig er blevet noget mindre af det i volumen over årene. LG headbanger dog flittigt alligevel med et nærmest manisk udtryk i øjnene.

Koncerten var ret tæt på at være lige så sveddryppende fantastisk som showet på Stengade 30 nogle år tilbage, hvor Entombed spillede så lamperne faldt ned i det lavloftede lokale. Denne aften i Århus var en lektion til alle, der ønsker at lære, hvordan et show skal eksekveres. Der var attitude og smil på scenen og knækkede guitarstrenge på den hårdt prøvede 6-strengs økse.

’Chief Rebel Angel’ var som altid et hit, ligeså ’Night of The Vampire’ mod slutningen af showet, hvor tempoet lige skulle lidt ned igen. Ellers havde det nemlig været en hårdtslående kavalkade af numre, hvor den hyldede debut og efterfølgeren ’Clandestine’ fik velfortjent spilletid.

Folk stod tæt for at opleve Entombed, og det var vel også på dette tidspunkt at Voxhall var bedst besøgt denne weekend. Bandets svar på publikums tillid var som beskrevet et virkeligt herligt show at overvære, og der blev givet masser af håndtryk til fansene efterfølgende. ”Tack som fan!”