Rockkongens store tale

Populær
Rockkongens store tale

Ens øregange fik et musikalsk smæk af den gode slags, da Primus gæstede Store Vega søndag aften.

Kunstner
Spillested
Dato
10-07-2011
Distributør
Genre
Trackliste
Here Come the Bastards
Duchess and the Proverbial Mind Spread
Hennepin Crawler (NY)
Mr. Knowitall
Harold of the Rocks
Lee Van Cleef (NY)
Over the Falls
Tragedy’s a’ Comin’ (NY)
The Toys Go Winding Down
Jilly’s on Smack (NY)
Green Ranger (NY)
Bob
Jerry Was a Race Car Driver
-----------------------------------------------
Moron TV (NY)
Groundhog’s Day
Koncertarrangør
Fotograf
Jacob Dinesen
Karakter
4

Det var altså lidt af en satans godt scoop fra Vegas side at få Primus på plakaten til bandets første koncert i Danmark i godt og vel et årti. Samme aften som Jazz Festivalen sagde farvel og tak for i år på diverse gader og stræder og scener rundt omkring i København, vinkede Les Claypol, Larry Lamonde og Jay Lane "velkommen til" og varslede dermed Primus' genkomst med en ufattelig velspillet koncert, som sådan for alvor beviste hvor sonisk kompetent en sal, Store Vega kan være, når den ellers høres fra sin allerbedste side.

Originalt re-lift-off

Primus er et temmelig sært rockband, der gennem deres rundt regnet 20 år lange karriere som studieband, lukker mange kultur- og musikentusiaster ind i sin fold. Fra Tom Waits-elskeren til Metallica-fan'en til Kevin Smith-ultranørden: Primus er the shit for en lang række forskellige kulturdyrkere af primært hankøn, der sandsynligvis ser en snert af sig selv i et band, der udtrykker sig mere originalt end ni ud af ti af alle andre rockbands, og som skider på, hvad der er in, og hvad der er top of the pops lige nu. Ligesom Rush taler Primus til et helt særligt gen i én.

Det var derfor store nyheder for mange, da vestkystbandet for første gang i skræmmende mange år, annoncerede at snuden snart skulle vendes mod Europa igen. Efter at have spillet i USA over en årerække som gendannet band, blev der med offentliggørelsen af en kommende studieplade, 'Green Naugahyde' - Primus' ottende og deres første i tolv år! - altså smidt en række europæiske promotionkoncerter oveni hatten.

Bas-stairway to heaven

Det er vel efterhånden must-know-knowledge for enhver rockkender, men for god ordens skyd: Les Claypool hører til blandt cremen af cremen, når det kommer til rockleksikonets afsnit om de svedigste bas-frontmænd ever. En plads, han i øvrigt blandt andet deler med Mark Sandman, Sting og Geddy Lee, som alle tre på hver deres respektive måder har været en inspiration for ham. Vi snakker rytmiske og vildt imponerende basgange hér og Claypool er med i førerfeltet.

At Claypool er inspireret af Stings tid hos The Police, skinnede i Vega blandt andet igennem i et af aftenens mere sublime øjeblikke, 'Duchess and the Proverbial Mind Spread', hentet fra det fantastisk hidsige, 'Brown Album' (1997). Efter hit-startskuddet med 'Here Come the Bastards' stadfæstede 'Duchess' som blot sætlistens andet nummer, at Primus anno 2011 i live-sammenhæng på mange måder er et nådeløst, kompromisløst band. Under dén sang blev de rockende reggae-rytmer spillet helt ud i form af et milelangt mellemstykke, der var alt for cool til at være et improviseret jam-stykke, men som gav aftenens jazz-scener rundt omkring i byen kamp til stregen og mere til. Det gik lige ind og fik greb om ens metal-støvede danseknogler.

Som en blanding mellem en elegant aristokratisk herre håndplukket fra et modeblad fra 20'erne og en karakter hentet fra Robert Crumbs tegneserieverden, danser frontmanden æggende rundt på scenen med sin Carl Thompson bas i hånden og fremsynger de ofte bizarre tekster fra én af sine to mikrofoner - én mikrofon til den rene Claypool-nasale stemme samt én til at fremprovokere den old school distortion effekt, der fra tid til anden kan få én til at tro, at det er kongens store tale skrevet på syre, man står og overværer. Old school effekten er i øvrigt hentet hos Tom Waits og specielt dennes album 'Bone Machine' (1992), som Claypool da også selv bidrog til i sin tid.

Musikalsk snilde

Sammen med Larry LaLonde på guitar og det tilbagevendende Primus-medlem, Jay Lane på trommer, har vi en trio, der kender hinanden til sokkeholderne. Til trods for at Lane indtil for nylig har været væk fra Primus i over tyve år, har han i en årerække spillet sammen med Claypool under andre navne, og deres gensidige forståelse for hinanden er såre synligt og ganske unik. Læg dértil LaLondes fuldstændig forrygende spil på guitaren, der, ligesom Claypools bas, hører til i elitefeltet, og man har sig en af de bedstspillende trioer i dag. Intet mindre.

Det synes publikum enige i denne aften. Primus havde den danske folkemasse i deres alt andet end hule rockhånd hele koncerten igennem, og det var lige præcis dér, publikum var kommet for at opholde sig. Det antages at størstedelen af publikum sandsynligvis har lyttet til Primus også "back in the days". Tager man gennemsnitsalderen i betragtning, lod der i hvert fald ikke til at være mange nye fans til stede i Vega, hvilket egentlig kom aftenen til gode, i det at det er sjældent, at et band kan spille seks nye numre på samme aften, og stadigvæk have publikums uforbeholdne opmærksomhed hele vejen igennem. Det havde Primus denne aften.

Tag eksempelvis den psykedeliske 'Hennepin Crawler' eller den Tom Waits-agtige hyldest til 'Lee Van Cleef' - en af de få skuespillere, der gennem historien rent faktisk har kunne konkurrere med Lee Marvin hvad angår coolness - som begge blev taget fremragende imod af publikum. Der er ingen tvivl om, at Primus nyder at stå på scenen sammen i dag, hvilket skinnede klart igennem i disse nye numre, hvis snilde og musikalitet blev delt ud af med overskud og en smuk form for stolthed.

Vegas scene var måske egentlig lidt for lille for Claypool og co. I hvert fald var den for lille til at frontmanden kunne lave sine langsomt-galopperende små spring med bassen, som efterhånden er blevet ét af hans kendetegn. Primus er et band med enorme armbevægelser, og det var egentlig også som om, at de havde et restriktivt slør på, hvad angik "det, at være på". Men musikken spillede, som kun Primus forstår og formår at spille den, og alt i alt var det en aften med både musikalsk lyst og fandenivoldskhed.

Primus er tilbage! Halleluja!