Roskilde '10 Torsdag: Kold vind i teltet
Populær
Sólstafirs udseende skaber tvivl, om bandets stil, men kendte man bandet i forvejen, så blev det en art støjende klagesange som forventet.
Guitaristerne i bandet lignede en slags "metal-cowboys", mens bassisten lignede Pippi Langstrømpe, selvom hans to fletninger ikke stod vandret ud fra hovedet, og trommeslageren var med sine store dreads ikke helt ulig 90'ernes nu-metal. Kendte man ikke bandet, så var det bestemt ikke til at vide, hvad der var i vente fra kvartetten.
Sæþór Maríus Sæþórsson på guitar, hat og solbriller så ud som om, at Chuck Norris var hans store helt, mens han - ofte med plekteret i munden - lagde smuk støj over Sólstafirs langstrakte, klagesange. Hans guitarkollega og frontmand, Aðalbjörn Tryggvason, tog sig ud som en blanding af ZZ Top og Zakk Wylde. Selvom han var sanger, så sparede han nu en del på struben. Der gik fx over ti minutter af showet, før han overhovedet sang.
Han var nu ikke helt fåmælt. For med en dansk bedstemor så talte han til publikum på både dansk og islandsk undervejs i nogle af pauserne mellem numrene. Når han altså ikke lige nippede til sin Jack Daniel's.
Islændingene var bestemt værd at se og formåede at bygge en trance-agtig stemning op med deres musik, der malede isnende landskaber i det ellers hede Roskilde-vejr. Egentlig en imponerende bedrift for ofte tonsede trommerne voldsomt derudaf, men i kraft af måden som guitarernes toner vikledes sammen, den tunge bas og en stor brug af gentagelser, så opstod der i musikken det her drømmende univers.
Der blev brugt lang tid på at bygge op til et egentligt klimaks, selvom 'Köld' og 'Pale Rider' gjorde sit for det. Men publikummet kunne ikke sendes bedre over til rock-angreb fra Valient Thorr end med den lange 'Ritual of Fire', hvor Sólstafir viste sig fra sin ypperste side.