Slayer i særklasse

Populær
Slayer i særklasse

Helsingørs gamle skibsværft var den perfekte arena for Slayer, der med et sprudlende overskud gav en af deres bedste koncerter i nyere tid på dansk grund.

Kunstner
Spillested
Dato
03-12-2015
Distributør
Genre
Trackliste
1. Repentless
2. Postmortem
3. Hate Worldwide
4. Disciple
5. God Send Death
6. War Ensemble
7. When the Stillness Comes
8. Take Control
9. Mandatory Suicide
10. Chemical Warfare
11. Die by the Sword
12. Black Magic
13. Vices
14. Seasons in the Abyss
15. Hell Awaits
16. Dead Skin Mask
17. World Painted Blood
18. South of Heaven
19. Raining Blood
20. Angel of Death
Koncertarrangør
Fotograf
Jacob Dinesen
Karakter
5

Han står solidt fast i scenens højre side. Som altid har han tykke jernkæder hængende fra livet og ned til knæene og er iført en ærmeløs trøje. De brede arme er som skåret i granit. Blikket stirrer koncentreret på venstrehåndens fingre, der nådeløst bøjer strengene rundt på guitarens gribebræt.

Tonerne kommer med en skudsalves fart. Efter små tyve sekunder er det overstået. Han nikker og smiler selvtilfreds. Kun en spytklat derfra sidder Holger Danske og blunder under Kronborg. Ligheden er slående mellem de to. Men sagnhelten kan godt blive siddende og nuppe endnu en morfar. Den solo i ’Hate Worldwide’ sad sgu lige i skabet. 51-årige Kerry King har på ingen måde behov for en hjælpende hånd.

Det var der ingen af de fire på scenen, der havde denne her aften i Helsingør, som fandt sted på en helt særlig dato.

Præcis 32 år var der gået siden debuten udkom 3. december 1983. Og at Slayer dengang bragede igennem metallens lydmur, blev vi mindet om en time inde i koncerten med to numre i streg fra ’Show No Mercy’.

’Die by the Sword’ blev intens fyret af og gik direkte over i aftenens triumf ’Black Magic’, hvor der blev tonset tight igennem, mens Tom Arayas øjne slog lyn, da han arrigt skreg ”A force of Satan's might!”

Det var ikke uden grund, Slayer blev døbt ”L.A.’s only black metal band” og i deres første år flittigt opvarmede for idolerne i britiske Venom og danske Mercyful Fate. Så længe det nu varede, før Slayer selv krævede kronen. Og hvorfor fik vi naturligvis svaret på med alle karrierens kongenumre.

De gik rent ind. De går altid rent ind. Fra ’War Ensemble’, ’Chemical Warfare’ over ’Hell Awaits’ til ’Raining Blood’ og ’Angel of Death’. Og nok har ophavsmanden til de massive skæringer forladt os, men Gary Holt har for længst bevist, at han er en værdig erstatning til Jeff Hanneman. Den må ligesom være lukket nu.

At det til gengæld halter for Kerry King at gå Hanneman i bedene som sangskriver virkede derimod tydeligt på ’Vices’ og ’When the Stillness Comes’, der sagtens kunnet have været skiftet ud med fortidens relativt mere sjældne mastodonter som ’At Dawn They Sleep’ eller ’Necrophiliac’. Men det blev ikke i Helsingørs gamle skibsværft, vi fik dem.

Til gengæld fik de små 2500 publikummer en sikker sejr fra Slayer, der i 100 minutter genoplivede den maskuline atmosfære, der unægteligt må have hængt i luften i de 101 år, der blev bygget skibe i det gamle værft. Arenaen kunne næppe være mere passende, og lyden gik såmænd glimrende og tårnhøjt igennem.

Der blev konsekvent gået til den i moshpitten, hvor en større flok gæster arrigt væltede rundt i hinanden med bare overkroppe smurt ind i sved og øl. Og når Devilutions udsendte i moshpitten tonser ind i den udsendte kollega fra Metalized, så kan vi vist godt skyde myten ned om at anmeldere er typen, der står surmulende med korslagte arme.

Hvis der noget Slayer kan, så er det nemlig lige præcis at genoplive ens ungdommelig energi, som ingen andre kan. Lige som det skal være til en koncert med Slayer – denne her en af de bedste i nyere tid på dansk grund – hvor verden uden for bliver sat på stand by og livet absolut giver mening.