Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

SpaceROCK på Loppen

Populær
Updated
SpaceROCK på Loppen

Loppen kickstartede deres efterårsprogram med at lade White Hills trykke den af, mens Papir svævede suverænt. 

Kunstner
Titel
+ Papir
Spillested
Dato
18-09-2013
Genre
Koncertarrangør
Karakter
3

I sidste uge gav vi et par ord med på vejen om den nye udgivelse fra de psykedeliske og spacerockende White Hills, der gæstede Loppen sidste uge onsdag aften. Sammenlignet med diskografiens tidligere udspil er der dét afvigende over bandets seneste og tiende studiefuldlængde, 'So You Are… So You’ll', at størstedelen af de nye skæringer bevæger sig frem over stepperne med en noget mere direkte rockpondus, end det har været tilfældet på størstedelen af de tidligere album. Bandets begejstring for spacerocken er stadigvæk tydelig at føle på numrene, men er alligevel trådt en anelse i baggrunden til fordel for White Hills som et kontant rockband.

Denne skribent har set White Hills to gange før, henholdsvis på det nu hedengangne Lades Kælder tilbage i 2010 samt på Loppen så sent som i oktober sidste år. Publikumsfremmødet mellem de tre koncerter har kun været støt stigende, og denne onsdag aften var vel omtrent hundrede publikummer mødt op for ikke blot at se White Hills, men også danske Papir, der var på programmet som opvarmning.

Papir

Tidligere i år udgav papir deres tredje fuldlængde kaldet ’III’, som vi af utænkelige årsager ikke har fået anmeldt endnu, selvom vi så selvklart burde. Det er nemlig en fantastisk plade, den velspillede trio har brygget sammen, og det samme gjorde sig gældende for det tre kvarter lange sæt, som det københavnske band denne aften diskede op med på Loppen. Det var langt fra første gang, nærværende skribent så Papir – sidst var vist nok for et halv års tid siden, hvor de varmede op for Oneida på Jazzhouse – men uanset hvor mange nye Papir-oplevelser man får ind under huden, synes det ikke at berøve én den musikalske overraskelse. Det er først og fremmest en fysisk forbløffelse, Papir rammer hos én, sådan som det kort sagt er umuligt ikke at lade éns krop svaje i takt med de lange og velkomponerede og generelt set meget melodiøse numre, bandet spiller.

Kombinationen af jazzede rytmer, kølige røde Stratocaster-suiter og en funky-som-bare-fanden-bas går hånd i hånd hos Papir, som er et band, man ikke kan vente med at få at se igen. Ser man deres navn dukke op på en koncertplakat, vil jeg nærmest sige, at det er éns pligt at tage af sted og blive revet med.

White Hills

Med samme dresscode som sidste år indtog White Hills Loppens dejligt lave scene på klokkeslættet 23. Den kvindelige bassist Lynnea Scalora aka. Miss Ego var iklædt det, som vist bedst kan kaldes for et sensuelt dryppende nissekostume, hvor især et par røde hotpants med glimmer skilte sig ud. Også forsanger og guitarist Dave Weinberg havde samme psykedeliske 70’er-skjorte på, som han bar under deres sidste koncert på Loppen, hvilket fik én til at spekulere på, om den lille mand mon også har det psykedeliske spacerockende stads i selve blodet, eller om det er en professionel dresscode, han iklæder sig inden koncerterne. Uanset hvad: Når manden får en guitar i hånden, bliver den Alice Coopersk-udseende Weinberg en stor og troværdig mand, og ethvert tvivlspørgsmål om musikalsk autenticitet undermineres.

Det var ikke mindst tilfældet denne aften, hvor koncertens åbningsnummer ’Forever in Space (Enlightened)’, hentet fra deres nye udspil, blæste stedet omkuld fra start. Den mere direkte rockpondus, som bandet søger på deres seneste plade, beviste de her, at de mestrer suverænt. Skidtet blev trykket af med en kølig overlegenhed, og man blev kun glad i låget af, at de under koncertens efterfølgende fem kvarter hovedsageligt havde fokus på det nye album. På albummet bliver deres ensformige rockdrive specielt på trommerne en smule monoton, men det monotone blev heldigvis dét mere vedkommende i liveregi, hvilket netop ikke mindst skyldes trommeslagerens ekstremt hårdtslående metode.      

Til lejligheden havde White Hills i øvrigt inviteret deres ven Scott Heller aka. Dr. Space fra Øresund Space Collective med på scenen. Hans bidrag til koncerten var af psykedelisk substans, forstået på den måde, at han gemte sig bag en betragtelig og betragteligt larmende såkaldt wobblebug, der tilføjede underlæggende vibrationer til koncertens lydbillede. Hvis White Hills har taget en lille genreændring til det mere rockende, sørgede han kort sagt for, at det psykedeliske var en stor del af koncerten.

Derudover var det blot en fornøjelse endelig at komme på Loppen på en hverdagsaften igen for at høre noget tråd. Der var en ufattelig god stemning under koncerten, og efterfølgende var det tydeligt at høre på folk, at de havde fået det, de var kommet efter – henholdsvis oplagte musikere, rockmusik, øl på Loppen og det, der ellers hører sig til for at krydre tilværelsen med meningsfuldhed. En skøn, skøn aften.   

Menu