I øjenhøjde med vulvaen
Populær
Koncertaktuelle Gnod udgiver et fugtigt mastodontværk med en dystopisk essens bestående af faretruende industrial-jazz og krasbørstig fist-metal.
Inevitable Collateral
Desire
Importance Of Downtime
White Privileged Wank
Spinal Fluid
Breaking The Hex
Infinity Machines
Gnod fra Salford i Nordengland er et navn, man har haft på radaren og haft smuglyttet til i adskillige år, men som man til trods for en heftig interesse i bandet af uransagelige årsager aldrig har fået givet sig helt hen til. For en håndfuld år siden udgav Gnod et par plader med White Hills, hvilket i sin tid var ens begyndende kendskab til bandet, men en ekstremt omfattende diskografi skræmte formentlig lytteren i én, og man fik derfor aldrig dykket meget længere ned i bandets musik end det. Indtil nu, hvor Gnod smider deres første fuldlængde i tre år på gaden, ’Infinity Machines’, der på tung, sublim vis gør nysgerrigheden for bandet meget, meget større.
Gnod eksisterer som et musikalsk kollektiv med tilbagevendende udskiftning af medlemmer i truppen, men har dog henholdsvis Paddy Shine, Chris Haslam, Marlene Riberio og Alex Macarte som fire konstante stemmer. På ’Infinity Machines’ er tolv navne akkrediteret indspilningen, hvilket ikke synes som ét for meget, når først man hører det ubegrænsede mastodontværk, der udgør bandets seneste udspil. Som vulvaen, der på pladens cover på (subjektiv? nej, vel?) malerisk vis byder lytteren indenfor, er der noget bundløst over den bombastiske kompleksitet og forføriskhed, der udgør ambitiøse ’Infinity Machines’ – en plade, der synes at blive med at åbne sig i takt med, at man gradvist giver sig mere og mere hen til den.
Kølige sprøjt
Med titler som ’Desire’, White Privileged Wank’ og ’Spinal Fluid’ er det ikke svært at associere pladens forkærlighed for fugtige elektroniske lyde med både det politiske og det seksuelle samt et samspil mellem begge. Og det er da også i særdeleshed bandets evne til at kopulere lyde af det industrielle med det anderledes drivende våde, der er med til at sprøjte lytteren omkuld, når man sidder på sit kammer og hører pladen for fuld udblæsning, samtidig med at en kælende, sommerliderlig sol penetrerer ens møgbeskidte vinduer.
Modsat tidligere udspil fra Gnod er ’Infinity Machines’ indspillet helt uden brugen af guitar, hvilket kan tænkes at havde været en medspiller i den mere koncentrerede industrielle lyd, der denne gang synes at være på spil hos bandet. Til trods for en mere fortættet nysgerrighed i retning af lyden af industrial er det dog på ingen måde en klassisk plade i genren, bandet her udgiver. Mens guitaren overhovedet ikke er i spil på pladen, benytter Gnod sig for første gang af såvel et Rhodes-piano og en saxofon, hvilket netop er med til at give bandets mastodontværk en jazzet fugtighed, der synes at være en sjælden, men frigørende fugl i industrial-sammenhæng.
Meditativ og heavy
’Infinity Machines’ er blevet kaldt en ”kitchen sink record”, hvilket er en ganske sigende beskrivelse af en plade, der danner bro mellem det maskinelle og det analoge eller menneskelige, om man vil. Pladen byder på én gang på horder af psykedeliske og meditative elementer; på tunge oceaner af triphoppende elektroflader blandet med overraskende jernhandsker, der med mellemrum dukker op og deler pludselige metalliske lussinger ud; på spoken word og rendyrkede toner af cool jazz; på små momenter af opstemt sangskrivning blandet med mængder af improviseret og trancerepeterende mørke. Og mest af alt præsenteres der med ’Infinity Machines’ et værk, der er så herligt involverende, at det hele tiden formår at havde lytteren balancerende helt ude på tåspidserne.
Intimiderende ambitiøst
Det er i bund og grund noget af et under, at ’Infinity Machines’ fungerer så helstøbt overbevisende, som pladen imidlertid uomtvisteligt gør, og man kan også godt forstå, hvis det mangfoldige landskab, der gemmer sig inde i Rorschach-vulvaen, til at begynde med intimiderer lytteren. Med en spilletid på små to timer kan det synes som noget af en opgave at give sig hen til Gnods ambitioner og holde ens egen musikalske rejsning ved lige. Tager man bandets udfordring op, er der dog en kolossal oplevelse i vente, det garanteres der. Og er det i øvrigt ikke sådan med det meste af det, der er virkelig godt, at det rigtigt gode først betror sig til én, når man også selv bidrager lidt?
Kort sagt: ’Infinity Machines’ har hemmeligheder gemt oppe i skødet. Hvor langt ind man tør bevæge sig – hvor meget tålmodighed og mod i det hele taget man har til at se hemmelighederne i øjnene – det lader Gnod være op til den enkelte lytter.
Gnod spiller på KB18 på fredag d. 15. maj.