RF '19: Intet større palaver

_XTJ3386
_XTJ3199
_XTJ3256
_XTJ3179
_XTJ3373
_XTJ3267
_XTJ3390

Spiritualized var under hele koncerten alt for langt fra det storladne og alt for tæt på kontrastløsheden. Bandets frontmand Jason Pierce trådte aldrig i karakter, og publikum havde for travlt med at diskutere alt andet end musikken. 

Dato
05-07-2019
Genre
Koncertarrangør
Fotograf
Jacob Dinesen
Karakter
2

Spiritualized har været et band siden 1990 - hvilket jo er en bedrift i sig selv. Ligeledes overlever de Devilutions strenge genrepoliti, da det er festivalsæson og vi derfor udvider horisonterne, når vi er på græs. Og apropos græs: Det ser man ikke skævt til i solskinnet udenfor teltet, da jeg ankommer til Avalon. Både det, man igen kan sidde på efter gårsdagens regnvejr og det, man kan inhalere aktivt. Der hersker en løssluppen stemning, hvor både gamle og unge daser. Stemningen inde i teltet er ligeledes løssluppen - måske endda en smule for løssluppen, for der snakkes i hvert fald mere end normalt. Det er ikke just noget, der hjælper på helhedsoplevelsen. Til de neo-psychede, dronende kompositioner står en ung fyr i batik og svajer, imens han letter sin blære i scenens nærliggende urinaler.

Jason Pierce er det eneste konstante medlem i Spiritualized, men på trods af på den måde at være bandets ultimative frontfigur, er han ikke en mand der gør meget figur af sig: Han spiller siddende i scenens yderkant, flankeret af et trepersoners kor. Bandet spiller ligeledes de store "hits" 'Come Together' og 'I'm Your Man' i settets første halvdel uden større palaver. Sidstnævnte har dog et korstykke i omkvædet, der lige vækker et sovende eller plaprende publikum for et par sekunder. Den unge mand i batikskjorten forsøger at starte et råbekor, men må i stedet koncentrere sig om at holde balancen.

"Intet større palaver" er det gennemgående tema for koncerten, der generelt lader til at følge det planlagte spor med et par glimt af fyrværkeri. Bandet er velspillende, og det lyder faktisk acceptabelt. En decideret optræden får vi dog ikke meget af i en traditionel forstand. Interaktionen mellem band og publikum holdes på et minimum, hvilket heller ikke hjælper på klatsnakken. Det er op til publikum selv, om de vil deltage - overvejende er svaret her "nah".

Men her spænder komponeringen også lidt ben for udløsningen. De fine melodier pakkes ind i adskillige synths, guitarer og vokalgrupper til et punkt, hvor det er svært at høre elementerne i sig selv længere. Lydbilledet har simpelthen ikke plads til at ånde. Det bliver i længden ret kontrastløst, ikke storladent. Det får tankerne tættere på de fallerede Flaming Lips, der har måttet ty til et absurd sceneshow for at gøre deres orkestrale neo-psychedelica til en faktisk oplevelse. Selv ungersvenden, der synes at kunne synge lidt med, går ud efter en ny øl og kommer ikke umiddelbart tilbage.