RF ‘19: Fredag

Fredagen på Roskilde Festival bød på masser af solskin samt blandede bolcher på Orange. Overlevede skribenten til Baest klokken 02:30?

Fredag fulgte op på en rimelig våd omgang, og det i mere end én forstand. Det findes kun to måder at overleve sådan en dag: Godt overtøj eller godt med drikkevarer. Jeg havde ikke det første og måtte derfor gå efter den anden mulighed. Det kan mærkes, når man vågner, da solen står op allerede ved 6-tiden og gør teltet til en finsk sauna med mindst lige så mange myg udenfor.

Efter et par timer med mere afbrudt søvn findes der ikke andre løsninger end at krybe hen til konkurrenterne fra Blastbeasts lejr og tigge om en øl, da min egen lejr er støvsuget for drikkevarer. Øl skal som bekendt drikkes af ben. Straks kvidrer fuglene, og vi kan så stille bevæge vores slidte kroppe imod mediebyen, hvor der venter en kop gratis kaffe (privilegierne vil ingen ende tage).

Her får jeg også mødt lidt flere af mine medskribenter, der dog kommer inde fra byen af og lugter bekymrende rent. Der hugges og stikkes lidt om, hvem der får æren af at anmelde Bring Me The Horizon. På en ubegribelig måde får jeg sneget mig udenom den, men Rasmus skriver rimelig meget, hvad jeg selv ville have skrevet. Jeg har aldrig rigtig været fan, og jeg kan heller ikke melde mig ind i klubben efter i dag på trods af nogen rimelig imponerende flammekastere.

Til gengæld skal jeg rubbe neglene og komme afsted til Spiritualized. Jeg sender kaffen i presseteltet adskillige kærlige tanker under den mildest talt halvkedelige koncert. Men der er græs og solskin, så efter alle mine venner har givet op på, at der kommer noget fornuftigt ud af koncerten (det er cirka halvvejs), finder jeg mig en plet på græsset lige udenfor. Jeg henter noget sushi og håber på kroppen dermed kan få lidt benzin at køre på. Men for 195 kroner hos LetzSushi får jeg kun køleskabsklam sushi med mellemkogte ris. Min wasabi ligner en indtørret bussemand, og der er ikke nok soya.

Det er tydeligt, at denne fredag er min undergang, hvis jeg ikke får pumpet lidt sol og øl indenbords. Hvor fanden er Dude Manor, når man har brug for dem? Som bryggerdatter ved du, at dine smagsløg først er banket helt i bund, når den grønne metervare udskiftes med en Jacobsen Yakima IPA fra Beer Barn, og du faktisk fornemmer, at den smager af humle. Men dem kan man faktisk godt høvle et par af.

Nu mangler solskinnet kun, og det leveres i form af de dejlige indiedrenge fra Vampire Weekend på Orange Scene, der får liv i de gamle stænger blandt gode venner. Koncerten er simpelthen en af de bedste, jeg får set på festivalen. Sjælen er herefter bare ikke sort nok til Black Midi eller Misery Index, så vi forsøger os med Wu-Tang Clan klokken 22:00. Hold nu fest, det er jeg bare hverken gammel nok eller ung nok til.

Min veninde og jeg varmer os ved en Volt-oplader og en uovertruffen vegansk burger fra Kristinedal. Jeg kigger på uret, og der er satme lang tid til Baest spiller op klokken 02:30. I ren og skær desperation lover jeg at gå med ned til Robyn på Orange. Men ak, kræfterne holder ikke særlig længe. Klokken 02:00 kigger jeg forelsket på popcornsbiksen bagved Orange. Jeg træder ud af menneskemylderet og går hjem til mit telt til tonerne af 'I Keep Dancing On My Own' med min popcorn.