Lys for enden af den sorte sol

_R7A1603 copy
_R7A1644 copy
_R7A1736 copy
_R7A1784 copy
_B2A7898 copy
_R7A1679 copy
_R7A1607 copy

Steen Jørgensen gravede dybt i fortiden, Rune Kjeldsen tilføjede ekstra liv til Sort Sol-bagkataloget, og oplevelsen af en koncert igen gjorde i sig selv aftenen til en af dem, der bandt os alle sammen og tilføjede små solstrejf til drømmen om en koncerternes snarlige genkomst.

Spillested
Dato
26-06-2020
Genre
Trackliste
Marble Station (Sort Sol-cover)
Midnight Train to Summer (Sort Sol-cover)
Next Century (Sort Sol-cover)
Fresh as a Sweet Sunday Morning (Bert Jansch-cover)
A Knife for the Ladies (Sort Sol-cover)
Yesterday is Here (Tom Waits-cover)
Marguerita (Elvis Presley-cover)
Boy Girl
In the Garden (Van Morrison-cover)
Excalibur
Kiss the Streets (Sort Sol-cover)
...Like a Trance Like... (Sort Sol-cover)
Stuck to my Gun (Sort Sol-cover)
Let Your Fingers Do the Walking (Sort Sol-cover)
Medley: White Light White Heat (V.U.-cover) og Dog Star Man (Sort Sol-cover)
Tid Er Et Sted
Ockhams Ragekniv
Holler High (Sort Sol-cover)
Fotograf
Peter Troest
Forfatter
Karakter
4

Det summede på plænen foran DR Koncerthuset. Bevares, solen varmede, fadøllene var kolde, og selskabet var godt, og så klager man jo sjældent, men det er vel nærmest hverdagskost i disse dage. Det var til gengæld en anden sol, der var årsagen til samlingspunktet i dag. For de fleste af os den første koncert i månedsvis, hvis vi ser bort fra den sekundære slags bag fladskærmen eller bilruden. Den slags, vi alle helst så erstattet med den rene vare, som nu var i vente senere på aftenen.

Ganske vist Steen Jørgensen i nedbarberet form, uden et helt band i ryggen, men stadig den Steen Jørgensen, vi kender, med sit velkendte, messende croon, kun flankeret af sit sekstrengede sidekick i dette øjemed, Rune Kjeldsen. Selvom Kjeldsens erfaring favner bredt fra Poul Krebs over Savage Rose til Trentemøller, var det selvfølgelig Steen Jørgensen og hans karriere, der var det indlysende trækplaster for aftenen. Hvis nogen måtte være i tvivl om dette, kunne man blot kigge bag stolesæderne, hvor hver af de 500 tilskuere i dagens anledning var blevet udrustet med hver sit eksemplar af Steen Jørgensen i form af en én-øjet maske, der efter koncerten blev headhuntet som et minde om aftenen, for ja – en særlig aften var det på mange måder.

Man behøvede blot kigge på set-uppet – minimalistisk simpelt. Én mikrofon. Tre guitarer for Kjeldsen at skifte mellem. Intet opstyltet her. Demonstrativt intet.

”Vi skal i gang igen – det har været lidt mærkeligt, det hele,” lød det efter 'Marble Station', aftenens ældste indspark fra Sort Sol-karrieren, der tilføjede lidt krautet post rock-atmosfære til originalen. Det udsagn kan man naturligvis kun være enig med ham i. Livescenen har trange vilkår i disse tider, og det virkede næsten symbolsk, at selv Steen Jørgensen og hans guitarist denne aften kun fyldte en lille firkant i midten af scenen, mens resten af scenen stod mørklagt hen, ligesom salen foran ham, der var under halvt fyldt for ikke at clinche med tidens pladskrav.

Den mørke, nedtonede setting spillede fornemt op mod sangskatten, der som forventet tog meget højde for bedrifterne i Sort Sol. Gudskelov ikke blot til fals for de oplagte, radiovenlige indslag, men med nidkært udvalgte udpluk fra hele karrieren, hvor den flamboyant dansable 'A Knife for the Ladies' løsnede op i de stive stolesæder, mens '... Like a Trance Like' fra deres seneste album fungerede perfekt som det opløftende afbræk, hvor sjælen i Steen Jørgensens stemme talte lige til hjertet. Han mindede os gentagne gange undervejs om, hvor særligt det var med chancen for igen at være tilbage i øjenhøjde med sit publikum, dog ikke helt uden stikpiller til, om vi var med ude i salen. Der var ikke skyggen af fællessang, i en grad, hvor man med lidt god vilje sikkert kunne have hørt en nål falde til jorden.

Koncerten var ellers altovervejende til den opløftende side, og derfor var det nemt at fortabe sig i kulisserne og atmosfæren. En evindelig konsekvens ved sid-ned-koncerter, der hæmmer den korporlige indlevelse, men nu var de hårdtrockende udskejelser også i undertal i dagens anledning. Det var kun undtagelsesvis der blev skruet op for tråden, som i den klassisk huggende primalrocker 'White Light/White Heat' af Velvet Underground, der gled flydende over i hittet 'Dog Star Man', muligvis som en subtil indikation af bandets egne referencer, da 'Glamourpuss'-pladen blev til.



Steen Jørgensen havde dog intet været uden manden ved sin side. Rune Kjeldsen viste sig som en alsidig guitarist, der ikke blot gled smertefrit fra 12-strenget folk til testosteronriffs, men også indlagde mere improviserede forløb undervejs, med et mindre arsenal af pedal-features, der periodisk gjorde det ud for nogle af de instrumenter, der manglede i lydbilledet. Bedst når hans tekniske færdigheder var tydeligst i spil, som i coveret af 'Fresh as a Sweet Sunday Morning'. Værst når pedalerne tydeliggjorde hans begrænsninger uden en rytmesektion i ryggen, som i 'Ockhams Ragekniv', der blev mekanisk og rodet. Selv gemte han sig mest i den mindre oplyste del af scenen, men Kjeldsens brede musikalske palet tilføjede et mere levende, mindre fastlåst skær til repertoiret, hvor Steen Jørgensen fortrinsvis holdt sig til bogen, når da ikke han lejlighedsvis og jævnt overflødigt knaldede frekvenser ud fra sin forhåndenværende effektpedal.

Den sidste koncert, jeg så inden lockdown, var Steen Jørgensens tidligere bandfælle Peter Peter, der med sit gendannede soloprojekt Bleeder på bl.a. 'Sunrise' fra 2004 holdt liv i den oprørske, punkede og psych-inspirerede ånd, der karakteriserede Sort Sol i deres unge år. En stil, der har haft begrænset råderum i Sort Sol, efter Peter Peter forlod bandet, og en aften som i aften illustrerede da også med al tydelighed, at Steen Jørgensens søgende karakter antager andre former her i 2020. Former, hvor lyset får bedre mulighed for at skinne igennem mørket, og hvor han selv for længst har affundet sig med rollen som den karismatisk underspillede crooner i front. Hjertensvarme fortolkninger af gode gamle kendinge og obskuriteter, der gudskelov ikke endte så blødende sentimentalt, som man kunne have frygtet efter flere måneders koncerttørke.

Det var dog i særdeleshed helhedsoplevelsen, den nedbarberede scene, de luftige kulisser og den rungende intensitet fra de hungrende, inkarnerede fans, der løftede koncerten op fra det moderat varmt omgængelige til et varigt minde fra en tid og et sted, vi sent vil glemme, hvor Steen Jørgensen for en stund viste os et lys for enden af tunnellen. En tid, vi vi sent vil glemme, hvor vi alle hungrer efter flere koncerter på landets spillesteder og efter at fyre den af, så vi og kunstnerne sammen kan få flere af de totaloplevelser de fleste af os savner mest ved at gå til koncerter – uden den der irriterende fladskærm imellem os.