Den ekstrametalliske dimension: The Bleeder Group – ’Sunrise’

Som opvarming til de kommende første koncerter med Peter Peters Bleeder-projekt i 15 år er det på sin plads at få afklaret, hvorfor den påfaldende, undervurderede 'Sunrise' bør stå i enhver pladesamling – også selvom den bevæger sig på vrangsiden af vores ellers foretrukne metalliske dimensioner.

At fortælle historien om, hvorfor ’Sunrise’ fortjener din opmærksomhed, afkræver en introduktion til hovedpersonens rødder. The Bleeder Group er nemlig soloprojektet fra Peter Schneidermann, bedre kendt som Peter Peter, der i slut-1970'erne sammen med bl.a. Steen Jørgensen grundlagde Sods, det senere Sort Sol. Hvor Sods i folkemunde går for at have udgivet Danmarks første punkplade i form af ’Minutes to Go’ (1979), var det dog efterfølgeren ’Under en Sort Sol’, der allerede året efter ansporede kursen for deres udvikling det kommende årti. Ikke mindst Peter Peter, der skruede op for legelysten på spaden med både støjrockede, dragende og dystopiske viderebygninger af deres udgangspunkt i punkens verden.
Efterhånden som 80'erne og den kolde krig skred mod enden kom der stille og roligt andre boller på suppen. Eksperimenterne trådte på ’Flow My Firetear’ (1991) i baggrunden for en mere radiovenlig eftersmag, og Steen Jørgensens mørke croon blev, mere end tidligere, det naturlige omdrejningspunkt i bandet, som vi kender dem i dag. En udvikling, der ikke flugtede med Peter Peters kunstneriske ambitioner, og da ’Let Your Fingers Do the Walking’ i 1994 blev årets uundgåelige, klistrede landeplage havde Peter Peter ikke længere mere at bidrage med til Sort Sol, og har ikke skuet tilbage siden – og dog...

...For hvad er næsten mere oplagt for en gammel punker end at trodse den nytilvundne stjernestatus ved at gå sine egne veje og starte påny med det punkede oprør som rammefortælling? Det var i hvert fald den virkelighed, der udspillede sig, da ’Knucklehead’-singlen året efter så dagens lys, udgivet på det sigende betitlede I Hate You Records. Debuten ’Psycho Power’ (1997) var i det hele taget en fuckfinger til alt det, Sort Sol havde udviklet sig til; nærmest primat-rocket i sin bastante vrede. Mere nuanceret blev det sidenhen, da Nicolas Winding Refn som stor Sort Sol-fan valgte at titulere sin næste film efter Peter Peters nye projekt, med manden selv som soundtrackets dominerende bidragsyder i varierende konstellationer. Udover enkelte filmiske lydspor og centrale roller bag knapperne på de tidlige udgivelser med grænsesøgende kunstnere som Düreforsög og Iceage er det dog kun blevet til én yderligere plade med Bleeder – eller, som en opdateret, subtil indikator på pladens bredere, kunstneriske vingefang, nu under navnet The Bleeder Group.

Selv stod jeg i et vadested i livet, da 'Sunrise' i slutningen af 2004 så dagens lys. Efter en dannelsesrejse i Østen, og hvad dertil hørte af flirten med bare fødder, teosofi, mådehold fra rusmidlernes fristelser og gammelkloge selvrefleksioner, blev der ryddet ud i den mørkere del af pladesamlingen og metallen, som ellers var en central rolle af min musikalske opdragelse indtil da, trådte i baggrunden for inspirationer i kraut- og prog-rockens verden. I den fortælling virkede det derfor svært tillokkende, da en anmeldelse solgte 'Sunrise' med løfter om en plade med guitaren i front, inspirationer fra glam og psych-rockens verden og, ikke at forglemme, en genindspilning af den stemningsfulde 'Evening Song' fra kultfavoritten 'Under en Sort Sol'. Ganske vist havde Bleeder ikke gjort de store landvindinger for undertegnede indtil da, men en lytter senere i den lokale Fona stod det klart, at der var noget helt andet i bedene i denne ombæring, hvor 'Sunrise' tydeligvis var Peter Peters ambitiøse favntag på alt det, der formede ham selv i ungdommens vår.
Men hvad er det så, pladen stadig kan, her 16 år senere?



Hey!
Lyder det fra første sekund af den pumpede partyrocker 'You Should Smile But You Cry', som holdes sammen af rytmisk klappen og en sprudlende rytmesektion, der udover Peter selv byder på intet mindre end 10 medlemmer på alt fra piano til skrammel, herunder yderligere to guitarister. I en tid med Radiohead, Sigur Ros og lignende less-is-more-tendenser brød Peter Peter endnu engang med tiden, men den sekstrengede lydmur holder sig ikke desto mindre fra at skøjte unødigt ud på fetichistiske soloridt, og eftersmagen er gennemgående nøje kalkuleret med de stærke melodier for øje, i modsætning til debuten. Vreden skinner kun undtagelsesvis igennem, når det tjener sangens ret, som i den bidske ørehænger 'It's Just a Game' eller den raffinerede punkrocker 'Sky Hook Calamity', men det står som 'Sunrise's ædleste bedrift, at den ikke begrænser sig, men tværtimod viser Peter Peters alsidige talent i al sin demonstrative legesyge.

Der er tale om en plade fyldt med kunstnerisk vovemod uden dog at afkræve noget større af lytteren end som så. Ingen forsøg på at opfinde den dybe tallerken eller tabe lytterne på højtragende feinschemeckeri her. Til gengæld snakker vi rock efter alle kunstens regler, hvor der er plads til det intrikate ('Lovers Anonymous'). Den to-delte psychføler-møder-støjrocker i den flydende overgang fra 'I Know You're Going To Love My Sad Song' til 'About People And What They Do'. Den storladne popskæring 'Amber Green' med raffineret underspillede licks. Den 30 mand stærke korsektion, der holder omkvædet på plads igennem hele den sidste halvdel af psychmonsteret 'Joe Meek Shall Inherit the Earth'. Den punkede nerve, der fuzzer gennem den smittende, catchy førstesingle ' The Men Behind the Moon'. Det skorter i det hele taget på svage øjeblikke, ikke mindst fordi produktionen, håndteret af Peter Peter selv sammen med Düreforsögs tøndebasker Andreas Hauer-Jensen, får det hele til at glide nemmere ned ved fornemt at balancere de slibrige melodier med den kantede nerve, der kendetegner Peter Peters persona.



Selvom pladens 13 sange vitterligt stikker i mange retninger uden så meget som et forsøg på at binde dem sammen, er det netop dette overflødighedshorn af ufiltreret, melodisk rock, der gør, at 'Sunrise' har overlevet tidens tand. Også selvom den – selvfølgelig – i majoritetens øjne overskygges af Peter Peters fortid, mest af alt af uvidenhed.

Tiden var ikke med The Bleeder Group, og det blev ikke til meget mere end et par koncerter før bandet forsvandt fra radaren i 2005, efter sigende fordi Peter lod sig skuffe over ikke at skulle åbne Roskilde Festivals Orange Scene samme år. Af samme årsag er der ikke så meget at sige til, at billetterne til Bleeders første koncert i 15 år på lørdag på Alice i København blev udsolgt på en halv time. Uanset om man har sat sig dybere ind i Bleeders udgivelser eller ej er Peter Peter en legende i dansk rock-historie, og der er langt imellem, at chancen byder sig for at opleve ham på scenen, selv om han dog bl.a. har gæstet Copenhagen Jazz Festival, lavet en one-off sidste år i pladebutikken Sound Station i forbindelse med genudgivelsen af Pusher-soundtracket og spillet en uannonceret koncert på Stengade med gamle Sods-numre i de mellemliggende år. Vi håber ikke desto mindre, at publikummet sætter sig ind i repertoiret, og uanset om du har eller søger billet (der blev sidenhen offentliggjort flere koncerter, hvor koncerterne i Aarhus (3/4) og Aalborg (4/4) fortsat ikke er udsolgt) kan vi ikke anbefale 'Sunrise' nok for dens sprudlende energi, søgende karakter og melodiske sensibiliteter.



Hvor langt væk fra metal er det her?
I sin grundlæggende indgangsvinkel, kortere end man skulle tro. Vildskaben er bare mere kontrolleret og raffineret indlejret, når det tjener formålet.

Er der overhovedet noget metal over det?
Jeg har ved flere festlige lejligheder moshet til 'The Men Behind the Moon', 'It's Just a Game' og 'Sky Hook Calamity'. Det fungerede, uden på nogen måde at føles akavet, Måske hjalp alkoholen også på det, men prøv det nu bare alligevel.

Hvorfor skal man høre det, hvis det ikke er metal?
Fordi det er pishamrende fed rock, skarpt skåret og fængende, til tider næsten dystopisk, og så er 'Sunrise' bare et spændende lyt i al dens sprudlende energi, uanset fraværet af blastbeats og skrig.
Nåhhh nej, skrig er der faktisk også, men igen i afmålte doser, når det lige tjener formålet.

Hvad gør det ved ens måde at høre metal på at have hørt det her?
Tilføjer flere nuancer til lyttelapperne, velsagtens. Det hele behøver jo ikke handle om at gøre vreden vredere eller mørket sortere.

Er der noget, der faktisk er metal, som minder om det her, man kan høre i stedet?
Nej.
Lad være med overhovedet at bryde dit hoved med det, jeg har allerede fået hovedpine af det.
Det er der simpelthen ikke.