Temauge om lim
Populær
Næsten alt var som forudset lørdag aften på Loppen, hvor end ikke den forventede ophobning af tåbeligheder, dumheder, fjollede input og usobre indslag kunne spolere en festlig koncert.
I sidste uges udgave af Devilution, kunne man læse følgende skrift, hvori denne anmelder bekendtgjorde, at han ville forhåndsanmelde Red Warszawa:
Af og til skal en anmelder have ambitioner om at forny sig selv, og en muligvis håbløs måde at gøre dette på, kunne være at skrive teksten på forhånd. Så det vil denne skribent hermed gøre, da det måske på længere sigt kan medvirke til at udvikle evnen til netop at gå objektivt lyttende ind til koncerter og pladelytninger.
Til ethvert forsøg skal man have et offer, og intet band er mere oplagt til dette end Nordvestkvarterets store helte fra Red Warszava, der har nosser og kokosnødsbikini nok til at overleve en forudindtaget skrift, som den kommende.
Nu er ugen gået, koncerten spillet og tiden inde til, at forsøget skal rundes af. Undervejs vil skribenten vende tilbage til sin egen forhåndsanmeldelse (i kursiv), og se hvor meget der beroede på fordomme, og hvor meget der skyldtes aldeles magiske evner udi det clairvoyantiske.
Forsøget indledes
At sætte Red Warszava på Loppens program midt i julefrokosternes hærgen af hovedstaden er nok ikke nogen dum ide, bedømt på antallet af publikums alkoholafledte dumheder. Og det er lige præcis her, at kvartetten kommer til sin ret. Således blev aftenen et orgie i pubertære udråb, som de færreste dagen efter ønsker at være genkendt som ophavsmanden bag.
Ganske rigtigt måtte senere nævnte Heavy Henning også talrige gange fremvise sine ganske blege røvballer, når publikum, blandt andet på Heavy Hennings egen opfordring, råbte ’slut, slut’ og dermed selv bad om det. På ingen måde en æstetisk nydelse, men dog på sin egen latrinære måde ganske underholdende.
Det var ingen opvisning i stor kunst og store følelser, da mikrofonhåndterer Lækre Jens iført skum-rollespils-rustning gik på scenen i selskab af bandbagmanden Heavy Henning, men måske snarere en udladning af idioti, der kan gøre det lettere at opføre sig nogenlunde sobert i andre sammenhæng.
Faktisk ramte kunstfornægtelsen en anelse forbi. Men har det med både at glemme og negligere, at Red Warszawa godt kan spille – ikke som Dream Theater, men dog kompetent, omtrent tight og ikke mindst svingende, selv om bandet alle dage har forsøgt at skjule dette. Således tog denne anmelder sig selv i endda at nyde soloer, og ikke mindst de af Heavy Hennings riffs, som ikke er tåbelige, men bare gedigne metalriffs. Også de lidt mere fjollede musikalske inputs, som fløjteriffet i 'Skinboy' eller det overpompøse tappingstykke samt solo, der fylder den fængende 'Analfabet' har altså en form for kvalitet.
Bevares, ingen andre bands med respekt for sig selv ville gøre det til en del af repertoiret, men omvendt skal man heller ikke være helt musikalsk hjernedød for at lave ting der er bevidst fjollede og dog alligevel ganske ørehængende. Det er jo også netop til koncerter, hvor alkoholindtaget har bedøvet hjernecellerne tilstrækkeligt, at den slags riffs kommer helt til sin ret – selv ikke tonedøv personage kan slippe derfra med mindst en melodi snurrende i skallen.
En vokal i måske endda bekymrende forbedring
Man kunne i hvert fald ikke beskylde dem for at sætte det musikalske i højsædet – bevares en del numre, der i blandt den armhævende ”Generationen der ikke må heile”, har ørerhængerkvaliteter, men det var grimt fremført og med en umådeligt ringe lyd – fuldstændigt som på seneste plade, hvor guitarerne bragte minder frem om plastikeffektpedaler fra firserne. På tilsvarende vis er det faktisk hovedrystende, at en så dårlig sanger som Lækre Jens ikke er ramt af en lov, der kan holde ham fra melodisk stemmebrug i andres nærvær. Heller ikke denne aften sad særligt mange toner i skabet, hvilket de jo aldrig har gjort i hans udlægning (så man kan selvfølgelig diskutere, om det overhovedet giver nogen mening at kritisere ham for at synge falsk på en falsk linje).
Ja, jeg tog fejl. Ikke fordi han ligefrem er blevet Pavarotti, det pointerede jeg også i forrige afsnit – det kan bare ikke længere skjules at de mange års (snart 25) i Red Warszawa faktisk har resulteret i, at flere og flere toner faktisk bliver ramt, og at Lækre/Lærke Jens har fået en vis volume, således at det ikke længere er rent tonalt fjolleri. Uden nogen dog bør frygte for decideret skønsang – det klarer Heavy Henning stadig bedre, med hans meget nasale vokal.
At få præcis hvad man forventer
Kort opsummeret, så skulle man ikke være dukket op for at lytte – ”men når bare man kan feste og føle sig lidt fri, kan man jo altid komme og sige”, der findes to slags koncerter: Dem for hjernen og dem for pikken.
Og det var en fest. Ikke en af dem man behøver opleve så tit, men dejligt uforpligtende for intelligensen og så absolut fyldt med mennesker der ønskede at have en god aften (julefrokosttiden igen), og med en positiv stemning koncentreret omkring fællessang, nøgenhed, indtagelse af Jägermeister og stagediving.
Her fejlede anmelderen igen. Mest fordi dagen før dagen på Loppen havde indeholdt en julefrokost og, som gjorde lysten til øldrikningsdruk mindre attraktivt. Det betød selvfølgelig selv sagt, at Red Warszawas frisindede fest gik hen over, eller måske under, hovedet på denne. Det var i hvert fald tydeligt, da de festlige herligheder havde stået på i to timer, og bandet såvel som publikum sejlede rigeligt rundt på scenen og havde svært at ved komme videre i teksten – lige præcis der, var der ikke længere plads til en træt og omtrent ædru anmelder, og han og resten af Loppen måtte skilles.
Men det var som sagt anmelderes fejl – de blandt publikum som havde opfyldt bandets doktrin om evigt druk og nøgenhed, holdt en grundig og i princippet minderig fest (man skal selvfølgelig aldrig udelukke en vis mængde hukommelsestab). Tydeligvis en fest, hvor publikum fik de forventede tåbeligheder, fordi bandet på ingen måde har ambitioner om fornyelse, der kan spolere et godt og dumt koncept.