En meget vellykket koncertdebut
Populær
En kombination af godt musikalsk håndværk og publikumsforventninger gjorde Tenacious D's danmarksdebut til en oplevelse af de store.
Low Hangin' Fruit
Señorita
The Road
Roadie
Dio
Throw Down
Dude (I Totally Miss You)
Kyle Quit the Band
Friendship
Saxaboom
Kielbasa
Kickapoo
Deth Starr
The Metal
Beelzeboss (The Final Showdown)
We Beat The Devil
Wonderboy
Tribute
Double Team
---
Baby
Fuck Her Gently
”Han kan godt flytte fingrene, ham den fede”. Ordene var min bedre halvdels og var møntet på Kyle Gass' guitarspil. Det er egentlig meget sigende for Tenacious D's danske koncertdebut: Nok er duoen kendt for sin humoristiske tilgang og omgang med den hårde rock, men det var i høj grad den solide musikalske præstation, der var med til at gøre koncerten god.
Sætlisten var en passende blanding af materiale fra den seneste udgivelse, 'Rize of the Fenix', og nogle indslag fra filmen 'The Pick Of Destiny'. Størstedelen af sangene var dog fra debutalbummet 'Tenacious D, og netop dét faktum havde inden koncerten vækket bange anelser for, om over ti år gamle vittigheder stadig holdt. Det gjorde de, og det gjorde de, fordi bandet havde valgt at gøre det til en ockkoncert i stedet for et musikalsk stand-up-show.
Og det var ikke bare Kyle Gass, der i sin hvidklædte mægtighed spillede godt. Også Jack Blacks dygtige og lidt spøjse vokal sad lige i skabet. Man kunne høre teksterne samtidig med, at sangene blev leveret med kraft og livenerve. Selv om Tenacious D egentlig er en duo, så kræver de fleste af sangene et backingband, og det var medbragt til lejligheden, og det leverede også med både tilbagelænet og energisk overskud.
En sidste væsentlig faktor i Tenacious D's vellykkede koncert var publikum. 6.000 mennesker, der i den grad havde glædet sig til mødet på dansk grund, skrålede med på alle sangene og levede imødekommende med under de to tyksakkers dialoger, som der også var et par stykker af. Fra scenen lød det, at de ikke rigtig havde vidst, hvad de skulle regne med til denne koncert, men at publikum havde været ”absolutely magnificent”, og det lød, som om det var ærligt ment. Det skulle egentlig også bare mangle, for sjældent oplever man en tilskuerskare, der var så meget på.
Objektivt set kan man måske indvende, at sangene ikke i sig selv er gjort af et stof, der retfærdiggør den hyldest til Tenacious D, som koncerten udviklede sig til. Men kombinationen af, at den fede kunne flytte fingrene, at den tykke kunne synge godt, og at mange i publikum havde hypet optrinnet på forhånd, gjorde denne koncert til en oplevelse af de større – fortjent eller ej. Derfor kunne man kun give Jack Black ret i, at ”It's not humanly possible to rock any harder”, som han sagde, da folk ikke ville have koncerten til at stoppe. Eller måske kunne andre bands sådan set nok rocke hårdere, men næppe mere underholdende.