Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Amatørernes aften

Populær
Updated
Amatørernes aften

Forcenturys koncert i Fredericia blev desværre ikke en overbevisende forestilling.

Kunstner
Dato
19-04-2013
Karakter
2

Det er ikke altid helt nemt at give en bedømmelse af koncertpræstationer. Nogle gange må man ty til sammenligninger af dagsformen – og i tilfældet med bedømmelsen af Forcentury i Fredericia, kan det være uretfærdigt, at samme anmelder tre dage før havde været til en vellykket metalkoncert. Skulle karaktergivningen mellem de to koncerter være retfærdig, skulle første koncert enten sprænge karakterskalaen, hvilket ikke ville være helt retfærdigt, eller også skulle koncerten i Fredericia blive udsat for en særdeles hård bedømmelse, som måske ikke ville helt ville opstå i en mere koncertfattig periode.

Koncerten i Fredericia var benævnt ’One Shot of Metal’ med Forcentury som hovednavn og det lokale fremadstormende power metal-band Ironguard som support. Denne anmelder havde set frem til at opleve Ironguard, men måtte desværre ved ankomsten til koncertstedet konstatere, at arrangørerne havde valgt at lade dette lovende band spille som første band denne aften, hvorfor det alene blev slutstroferne på sidste sang, der blev at opleve.

Herefter blev der en lang ventetid til næste band. Det skal i den forbindelse bemærkes, at selv rigtig store bands bliver bedre og bedre til sceneskifte, hvilket sikkert skyldes de mange festivaljobs, som bands må tage nu om dage. Derfor synes det heller ikke rigtigt at tjene noget formål, at et band som Københavnske Ripe skulle bruge 45 minutter på at slæbe gear på scenen og få plugget til. Men selvfølgelig, hvis man ikke er færdigøvet hjemmefra, så er det da klart nok, at man lige skal spille en række sange igennem, inden man for alvor kan give koncert.


Det skal herfra gøres klart, at Ripe ikke gav en god koncert. Bandet spiller ikke dårligt, men heller ikke særligt godt. Specielt var det lidt kikset, at alle bandets medlemmer stort set aldrig sluttede en sang samtidigt. Mere kritisk er det nok, at ingen af bandets sange har karakter af noget, som man har lyst til at høre igen. Middelmådigheden i sangskrivningen er udpræget i bandets materiale.

Ved en konsultation af Ripes website kan det aflæses, at bandet har udgivet to album, men kun har spillet 30 livejobs fra 2003 til dato. Den manglende liveerfaring viste sig tydeligt i Fredericia. Der er altså noget, der skal strammes op her.

Før Forcentury fik nosset sig sammen til at gå på scenen, skulle vi så igennem den samme trummerum med masser af tid, der åbenbart skulle bruges til at indhente forsømmelserne i øvelokalet – lidt amatøragtigt, ikke?

Da bandet endelig fandt scenen, var det godt nok en noget panikagtig koncert. Allerede i først sang fik sanger Johnn Tordenro åbenbart et maveonde, der tvang ham til en missilagtig løbetur til naturen for at brække indvoldene op – denne sprinterdisciplin gentog sig mindst fem gange. Stor cadeau til Johnn for at vende tilbage igen og igen og … for at ville levere varen. Men det fungerede nu ikke rigtigt.

Denne anmelder gav Forcenturys seneste album ’Revelant’ en ret lunken anmeldelse, og jeg må konkludere, at jeg ikke er blevet overbevist om bandets kvaliteter af at have oplevet dem live.

Det skal medgives, at det er svært at levere varen foran under 50 fremmødte tilhørere og med en syg sanger. Men man kan alligevel godt selv gøre noget. For det første har man enten en keyboardspiller, eller også har man ikke. Man skal ikke have keyboards – og slet ikke kor – på midifiler!!!

Endelig mener jeg ikke, at bandets musik, der vel kan betegnes som en blanding af power metal og prog metal, overhovedet passer til forsangerens stemme. Der er nok ikke tvivl om, at Johnn Tordenro er en superflink skotte, men hans vokal er et andet sted end bandets musik.

Karakterer:
Ripe *
Forcentury**