En skizofren størrelse
Populær
På deres sjette album stiller The Mars Volta sig med det ene ben i den poppede og ligetil lejr og med det andet i en den kantede og eksperimenterende. Nogle gange fungerer det, andre gange gør det ikke.
2. Aegis
3. Dyslexicon
4. Empty Vessels Make the Loudest Sound
5. The Malkin Jewel
6. Lapochka
7. In Absentia
8. Imago
9. Molochwalker
10. Trinkets Pale of Moon
11. Vedamalady
12. Noctourniquet
13. Zed and Two Naughts
Texas-bandet The Mars Volta er en størrelse, man enten elsker eller hader; de spiller hysterisk overambitiøs progressiv rock. Hovedmændene bag, Omar Rodríguez-López og Cedric Bixler-Zavala, søsatte bandet af askerne til sen-90’ernes post-hardcore-fænomen, At the Drive-In, der med succes byggede videre på idolernes (Fugazi, Drive Like Jehu, Rage Against the Machine) recept.
Så kan man sige, hvad man vil, men på den første Volta-plade, ’De-Loused in the Comatorium’ (2003), leverede d’herrer en vellykket fusion af tendenserne fra At the Drive-In blandet med Led Zeppelins rockriffs, Mr. Bungles rytmiske spasmer, Queens svulstighed og Grateful Deads syre.
Og det blev endnu vildere og overvældende to år senere på hovedværket ’Frances the Mute’, hvis myriader af musikalske kringelkroge var til at fare vild i – hér blandede bandet Zeppelin med King Crimsons progressive suiter, Santanas latin-rock og Mahavishnu Orchestras mellemøstlige toner til en cocktail, der krævede sit af lytteren…
Nu skriver vi 2012 og Mars Volta er tilsyneladende i identitetskrise. Først udsendte de en bleg kopi af ’Frances the Mute’ (’Amputechture’), så parodierede de deres eget vanvid med orkanen Thomas Pridgen bag trommerne (’The Bedlam in Goliath’) og senest var de ved at skrive sig selv i glemmebogen med knap tre år gamle, afdæmpede og ligegyldige ’Octahedron’.
Til gengæld sker der nu ting og sager på foreliggende ’Noctourniquet’, der er en spøjs skizofren størrelse fra Omar, Cedric og resten af Mars Volta.
Radiohead og White Stripes
Det første, man bemærker, er åbneren ’The Whip Hand’s spøjse sammensætning: Poppede vers efterfulgt af omkvæd, hvori jazzede trommer og skærebrænder-synths smadrer harmonien – det er som om Mars Volta tager pis på popformatet, ikke mindst i det hysteriske b-stykke. Men det synes hverken særligt sjovt eller vellykket.
De fornævnte synths fylder mere i lydbilledet end nogensinde tidligere, hele pladen igennem, og dét i en grad, så den efterfølgende sang, ’Aegis’, ender med at lyde som en blanding af Radiohead, Muse og noget fra en af Voltas tidlige plader.
Og tag så førstesinglen ’The Malkin Jewel’, der minsandten lyder som noget, der kunne have hørt hjemme på en White Stripes-plade (!), eller ’Lapochka’ og ’Vedamalady’, der begge flirter med r’n’b og radiopop i en grad, så det føles anstrengende påtaget.
Gode popidéer
Mens Mars Volta ikke virker helt afklarede udi, hvor de vil hen med deres musik, er Rodríguez-López imidlertid blevet lidt af en ekspert udi at komponere sælsomme afdæmpede sange a la dem, der dominerede ’Octahedron’, således at ’Empty Vessels Make the Loudest Sound’ og ’Imago’ faktisk udgør nogle af de stærkere stunder på ’Noctourniquet’.
Og i ’Dyslexicon’ og navnlig ’Molochwalker’ er det stille stemningsfulde og det larmende eksplosive fornemt balanceret. Omvendt kan man så samtidig lade sig irritere gevaldigt af ’In Absentia’, der er to minutters god popidé med en masse irriterende tomgang lagt ind foran, ’Trinkets of Pale Moon’, der er Radiohead-plagiat, og ’Zed and Two Naughts’, hvis melodi ekkoer U2’s flødesentimentale ’One’.
Jo, det er i sandhed en skizofren størrelse, Mars Volta har poppet ud her, og det er svært at vurdere, om de er på vej ud på nyt og interessant musikalsk terræn eller om de slet og ret blot har afgivet den glade spontanitet til fordel for gennemarbejdede eksperimenter, der kun virker halvdelen af spilletiden.
Vi får se.