Godkendt men stadig på vej
Efter mange års hårdt arbejde på den københavnske undergrundsscene pladedebuterer Ripe, men der er stadig et stort arbejde at gøre.
Dengang da X-Faktor var helt nyt, dommersammensætning var anderledes, og det også var et lorteprogram, hed en af deltagerne Oliver Weers. Han klarede sig ganske udmærket, dog uden at vinde, hvilket det var fedt for ham og skod for det københavnske metalband Ripe. Weers var nemlig deres forsanger, og han benyttede sig af muligheden for at indspille en soloplade – på bekostning af Ripe, der ellers netop havde lavet en fuldlængde demo.
God overtagelse i front
Nu har Ripe fundet en erstatning i form af Michael Dahl, og i forhold til hans lidt teatralske forgænger, klarer han det langt bedre med en rå og en anelse nasal vokal, der kunne minde om Scorpions' Klaus Meine.
En god forsanger gør det dog ikke alene, selvom han er ekstremt vigtigt i den melodiøse ende af heavy metallen, som Ripe begiver sig rundt i. Og her er der knap så meget forbedring at spore.
I forhold til demoen har Ripe ikke længere keyboard som en vigtigt ingrediens, og det er kun godt. Guitarerne fylder i stedet mere, og får med massevis af soloer lov til at være næsten lige så vigtige som vokal. Ripe viser tydeligt, at både tekniske evner og talent for at vride strengene meningsfyldt er til stede.
Stor afstand mellem godterne
Til gengæld er der lidt længere mellem rigtigt mindeværdige riffs, selvom de er der - og var alle guitarstykker i klasse med, hvad der præsteres i omkvædet på ’Razorblade Kiss’, befandt Ripes debut sig blandt de allerbedste.
Den svingende standard bliver det store problem, og desværre sidder man lige som ved demoen tilbage med en følelse af, at Ripe ikke har materiale nok til en hel plade.