Ufarlige sange, drabeligt håndværk

Ensartet men velspillet debutplade fra Oliver Weers. Der er dømt gammeldags hard rock og smæk for skillingen, når Oliver Weers debuterer med albummet "Get Ready".

Det er ikke kun åbningslinierne på skivens første nummer, "Calling Out For You", der springer i øjnene som indbegrebet af glat old school rock: "Im crazy to rock/Im crazy to roll" skriges der med karakterfast røst.

Det, der i endnu højere grad cementerer Weers debut som et afkom af 80ernes gamle skole, er besætningen bestående af studiemusikerne Tommy Aldrige på trommer og Marco Mendoza på bas: To navne, hvis tjenestealder skinner klart igennem ved et kig på deres respektive cver: Whitsnake, Ozzy, Ted Nugent, Motörhead for blot at nævne nogle. For nogle – og med rette – vil de to være et lyt værd i sig selv.

For det er det håndværksmæssige, der markerer sig på "Get Ready". Det er en bemærkelsesværdig velspillet plade med en muligvis ikke særlig original men dog fangende produktion af co-mastermind og guitarist på "Get Ready", Søren Andersen. Netop guitaren gemmer sig til tider for ydmygt i baggrunden, men desto mere rum bliver der selvfølgelig til pladens fodstykke, Hr. Weers. Tilsvarende sidder Jacob Hansens mix velplaceret midt i skabet.

Og hvad med vokalen? Jo, især på et nummmer som "Coming Home" viser Oliver Weers rang bag mikrofonen. Nummeret er så som så – den adskiller sig ikke meget fra Avril Lavigne - men det giver plads til at lade ham udfolde sig, og det kan han sgu, folde sig ud altså. Weers er en yderst tiltrængt forfriskning på den danske rockscene. Bevares, der er milelangt til det åbenlyse forbillede i James LaBrie, men alt inden for rimelighedens grænser. Mindre KAN trods alt gøre det.

Det gør sig bemærket for det meste af pladen, at den står i stampe. De første fire numre minder umiskendelig meget om hinanden og pladens ensartede start bliver erstattet af en utilfredsstillende, lettere pinagtig ballade, "Will You Be Mine". En sang som bærer tydelig præg af sangenes hurtige tilblivelse på angiveligt to uger. En sang uden nerve.

Nerve har til gengæld "Crawling Back Again", som med et insisterende riff og en manisk, velovervejet monotoni udfordrer lytteren forrygende. Dét er livfuldt. Sangen når ud over genrens almindeligheder, og vil noget mere end blot ligge i forlængelse af store forbilleder. Forfriskende ambitiøst. Og vokalen på denne skæring rangerer blandt det bedste hørt herhjemme overhovedet. Dét er patosvokal! Kandidat til årest bedste danske rocksang!

"Angel" følger efter: Et godt eksempel på hvordan opstrammende rockentusiastiske vers kan blive negligeret af irritationsomkvæd. Det er catchy og melodiøst men samtidig enerverende kedsommelig. Rockpop af værste skuffe.

Man kunne godt have ønsket sig løbende ambitioner hele skiven igennem, men stilen er trods alt lagt for vejen, og den er som sådan ramt okay. Instrumentalt er det ganske prangende, kompositorisk dog en smule banalt.

Overordnet set er det ufarligt men tilforladeligt.