Årsliste 2013 - Emil Svendsen

Emil Svendsens metalår blev ikke det allerstørste, men godt var der alligevel at finde. Årslisten ligger et sted mellem det muntre og det mørke. Mellem underholdning og undergang.

Årets internationale album:

1. Soilwork: ‘The Living Infinite’ – i udgangspunktet er det skamløst poppet melodød, men seneste udgivelse fra helsingborgdrengene er så livskraftigt, at jeg måtte overgive mig. Ikke nok med, at bandet fik vist at det kunne uden den oprindelige kreative kraft, Peter Wichers, det blev fandenfisemig også til en dobbeltudgivelse, som ikke var for lang.



2. The Dillinger Escape Plan: ‘ One Of Us Is The Killer’ – at mathcore-eller-hvad-vi-nu-skal-kalde-dem-legenderne er holdt op med at larme helt så meget og har strammet op på sangskrivningen, har været en rigtig god idé. På udgivelsen fra i år er det kaotiske balanceret med det melodiske, og det er et ganske modent træk, som virkelig er helt rart at lægge øre til.



3. Six Feet Under: ‘Unborn’ – det er ved gud ikke fortænkt musik Six Feet Under leverer, men ‘Unborn’ formår at være helvedes tung, groovy og samtidig have en hvis flabet lethed over sig.



4. Leprous: ‘Coal' – en meget smuk og velkomponeret gang crossover-prog fra det norske, som den umiddelbare enkelthed til trods, har mange detaljer at dykke ned i. Også selv om selvhøjtideligheden og svulstigheden ligger på lur, er det et virkelig godt album.



5. Corrections House: ‘Last City Zero' – et meget vellykket album fra denne supergruppe, der består af medlemmer fra Eyehategod, Neurosis, Yakuza samt Nachtmystium. Det er snavset, sort og industrielt, samtidig med at det har en nærmest art rocket nerve visse steder.



Årets danske album:

1. The Psyke Project: ‘Guillotine’ – et satans mørkt og ondt album fra Danmarks mest kunstneriske hardcoreband. Bandet har desværre aldrig helt får den brede anerkendelse, som det fortjener. Så hyld det!



2. Helhorse: ‘Oh Death’ – Helhorse har fundet sin egen stemme på den anden udgivelse. Knap så sludget, men med meget bedre sange. Orkestret kunne meget vel være på nippet til et udenlandsk gennembrud.

3. Redwood Hill: ‘Descender’ – en meget velafbalanceret album, der nedsænker lytteren i et musikalsk mørke uden selv at drukne i for høje ambitioner.



4. Hatesphere: ‘Murderlust’ – det har været meget musikerturbulens igennnem, men nu lader det til at have fundet sine medlemmer, og det er der kommet en meget livskraftig udgivelse ud af, som godt nok ikke vinder nogen innovationspriser, men pyt. Den holder alligevel.

5. Essence: Last Night of Solace – Essence har virkelig pustet vind i egne sejl med dette andet udspil. Glimrende Thrashmetal.



Årets internationale hit:

Six Feet Under: ‘Prophecy’ – drivet i dette nummer er noget ganske særligt. Stærkt vanedannende, og et vaske ægte hit.



Årets danske hit:

Hatesphere: ‘Fear Me’ – tungt som det kommunale bureaukrati, men væsentligt rarere at være vidne til. Det klæder virkelig Hatesphere en gang i mellem at lægge hurtigheden væk for en stund



Årets genfundne klassiker:

Peter Thorup: ‘16 tons’ – dette er ikke metal, men elektrisk, dansk blues, der har en helt anden form for tyngde kørende for sig. Jeg kom i tanker om den efter Alice in Chains-koncerten på Copenhell, fordi jeg dér mindedes den musik, jeg havde til fælles med min salige far. (Klippet herunder er akustisk, men pladen med samme navn er skam elektrisk)

Det overså jeg i 2012:

Devin Townsend Project: 'Epicloud' – Jeg var ærlig talt gået lidt død på HæviDevi efter at stikket blev hevet ud på Strapping Young Lad. Roskilde Festival-koncerten fik mig til at indse, at det måske har været uretfærdigt.

Årets DVD:

Igen: ingen i år. Men jeg synes faktisk, at Metallicas 'Through The Never’ var ganske seværdig, selvom den både var underlig og uperfekt. Men det var jo i biografen, så det må blive “årets film” i stedet.

Årets opsamling/bokssæt:

Intet rinder mig i hu.

Årets koncerter:

1. Alice in Chains - Copenhell – uden sammenligning den bedste koncert i år. En fænomenal balance mellem at være cool og nærværende, Nostalgisk og nutidig. Den rørte mig virkelig dybt.

2. Devin Townsend Project - Roskilde Festival – det var jo lidt ærgerligt, at The Dillinger Escape Plan måtte aflyse, men erstatningen i form af Devin Townsend viste sig at være kunstnerisk fuldt på højde.

3. Lamb of God - Wacken – om fredagen havde der været hedebølge, om lørdagen var temperaturen mere menneskelig. Lamb Of God gik på og himlen åbnede sig i et syndflodsscenarie. LoGs mesterlige liveshow og den kølende styrtregn var meget velgørende.

4. Meshuggah - Vega – Meshuggah har været nede i en bølgedal, men spilleglæden var så meget tilbage igen, og det gjorde det til et brag af en koncert.

5. Tenacious D - Tap1 – Tenacious D’s første danske besøg blev en triumf, med en sjældent god syng-med-stemning.

Årets internationale navn:

Volbeat må det så afgjort blive. Selv om man kan være sur over, at det ikke bare er et metalband, men også et radiorockband, så er deres internationale succes i år – med førstepladsplaceringer på amerikanske hitlister, en international klasseguitarist i Rob Caggiano og samarbejde med King Diamond – ganske imponerende. Jeg kan ikke lige komme i tanker om hvilket andet band, det ellers er gået så godt for. Jo, vent: Ghost B.C.. Heller ikke et entydigt metalband, men det er åbenbart i grænselandet mellem mainstreamrock og metal at den kommercielle lykke findes.

Årets danske navn:

Helhorse. Dette københavnerorkester har gjort rigtigt meget rigtigt på det seneste, og det ser ud til, at udlandet er ved at få øjnene op for bandets kvaliteter.



Årets nye internationale navn:

Infernal Poetry – et ganske overset band fra Italien der er klar til at tage handsken op efter A Life Once Losts forsmædelige bortgang. Meget metallisk uden at være (alt) for klichéfyldt. Dette er fremtiden, hvis metallen da overhovedet har én... (Ok, bandet er godt nok fra '96, men det er "nyt" i den forstand, at ingen rigtig har hørt om det før nu. Om ikke andet er det i hvert fald nyt i et geologisk tidsperspektiv... eller også er det bare fordi, jeg ikke lige vidste, hvor jeg skulle gøre af det ellers. Høre det skal I kraftedderme!)



Årets nye danske navn:

Redwood Hill for at være mørkt og meget musikalsk.

Årets comeback:

Artillery tager så klart priseni denne kategori for at have udgivet en så glimrende en plade: 'Legions'.



Årets optur:

Alice cooper på Wacken – her gik jeg og troede at jeg ikke rigtig kunne lide ham, og at han var færdig. Men årets ølindsmurte wackenkoncert blev faktisk ganske underholdende og engagerende. Jeg er omvendt!

Årets største skuffelse:

Denne kategori er desværre alt for stor i år. I småtingsafdelingen er jeg skuffet over at jeg missede de svenske odinmetallere King of Asgard på Stengade 30, men dem får jeg nok chancen for at høre igen.

Dernæst er jeg aldeles ulykkelig over, at A Life Once Lost har hevet stikket ud. Jeg havde ellers i dét band set noget særligt. Noget udvalgt. At God Forbid heller ikke gider mere behager mig heller ikke synderligt.

Den største enkeltskuffelse må nu alligevel være Soundgarden i Forum. Alice in Chains havde tidligere på året bevist, at grungen stadig kan spilles nærværende. Det formåede Soundgarden ikke. Så langt fra. Store sange fik trukket et gråt tæppe af magelig ugidelighed hen over sig, hvilket var hjerteskærende for en gammel fan som mig. Og endelig skal det siges højt og direkte: Chris Cornell synger ikke særlig godt længere. Det står ikke til diskussion.

Største ønske for 2014:

Noget er ikke helt som det skal være. Ikke at jeg har en krystalklar analyse af hvad det er, men jeg har en fornemmelse af, at noget bare ikke stemmer i dansk metal. Jeg tænker her på de mange alt for tomme koncerter, der har været afholdt på det seneste, og på det faktum, at der ikke rigtig er et mellemlag blandt bandene. Muligvis er der efterhånden for mange metalkoncerter og ditto spillesteder ifht. publikummer, men lidt bekymret er jeg for, at det ikke bare er dét, der er galt.

At der i popularitet er en afgrund til forskel mellem Volbeat og DK’s næstmest populære hårdrock- og metalbands gør mig også lidt utryg på genrens vegne. De halvstore bands fra nullerne er enten stoppet eller kæmper for overlevelsen og dem der kommer efter er ikke i nærheden af at have den samme following.

Noget er galt, så mit ønske er, at det opløser sig og vender i ‘14. Eller blot at jeg tager fejl.

Det glæder jeg mig mest til i 2014:

Der skulle gerne komme en røvfuld nye plader fra bands jeg bekymrer mig om, og måske endda mægtige Lamb of God!