Copenhell 2013: På alle måder stort

Populær
Copenhell 2013: På alle måder stort

Alice In Chains spillede tungt, cool og sjælfuldt og fik derved demonstreret musikkens livsperspektiverende kræfter.

Dato
14-06-2013
Distributør
Genre
Trackliste
Them Bones
Dam that river
Again
Check My Brain
Hollow
We Die Young
Down in a hole
Acid Bubble
Stone
Angry chair
Man in a box
Would
Rooster
Koncertarrangør
Fotograf
Jacob Dinesen
Forfatter
Karakter
666

Under Alice In Chains-koncerten på dette års Copenhell, skete der det, man som koncertgænger higer efter, men som kun sjældent indtræffer: Musikken når ad snørklede veje ned i sindets dybeste gemmer, vækker et væld af minder og puster liv i store følelser, der har været følt for længe siden, eller for ganske nyligt. Det betyder mindre, men at det hele flyder sammen er der en fin pointe med. Den vender jeg tilbage til senere.

Sætlisten gjorde i hvert fald sit til, at minderne blev vagt til live. 'Them Bones' og 'Dam That River' satte dette kontinent af lyd i bevægelse, ligesom sangene gør på bandets bedste plade til dato: 'Dirt' fra '92. Imens koncerten fortsatte med 'Again' fra albummet 'Alice In Chains' kunne man stå og fundere lidt over, hvor pisse tungt dette gamle grungeband spiller live. Bandet ligger så langt tilbage på slaget, at man frygtede, at nogen på scenen ville skide i bukserne. Det skete gudskelov ikke, for nok var det tungt, men aldrig akavet og fodslæbende. ”Cool” er en bedre beskrivelse for den mur af klar og præcis lyd, som væltede ned over os. ”Cool” og så ”nærværende”, for de næste sange var 'Check My Brain' fra 2009 og 'Hollow' fra seneste, dugfriske udgivelse. Tydeligt var det med de to numre, at Alice In Chains stadig har noget at byde på musikalsk, og især den sidstnævnte sang vandt væsentligt ved at blive udsat for den livetyngde, Alice In Chains leverede.

Efter at have spillet 'We Die Young', 'Down in a Hole' og 'Acid Bubble' gik bandet i gang med et af de nye hits, 'Stone'. Og hvor det lykkedes bandet at holde bukserne tørre indtil nu, så måtte teknikken give fortabt. En generator satte ud, og festivalpladsen henlå derefter i tavshed i en tyve minutters tid derefter. Publikum tog det med forbilledlig ro og tålmodighed (man kunne jo også  bruge tiden på at gå efter øl). Efterhånden var der dog en strøm væk fra pladsen foran scenen, bestående af mennesker, der havde givet fortabt. Surt for dem, for strømmen kom igen, og 'Stone' fortsatte, hvor den blev sluppet, og man kunne herefter høre 'Angry Chair', som var koncertens svageste sang, men alligevel ikke dårlig. Til slut kunne man til gengæld nyde nogle af bandets største hits overhovedet: 'Man in the Box', 'Would?' og den smukke og storladne 'Rooster'. En alt i alt meget fin samling sange, som jeg kun kan finde en anke imod: 'Phantom Limb' fra den seneste burde have været med. Det er bandets mest metalliske nummer som havde klædt lige præcis Copenhell. Nuvel ...

Og den bebudede pointe? Ja, med fare for at blive rørstrømsk, så: Som jeg sad der med øl i sommernatten og fordøjede den helt igennem sublime oplevelse, Alice In Chains havde været, så gik det op for mig, hvor stort det er, at musik kan få ens liv til at passere revy, uden at man er i livsfare. Nye og gamle begivenheder får sammenhæng og derved ny mening, og det hele bliver en nærlivs- i stedet for en nærdødsoplevelse. Og ja, det kan sagtens være, at ikke alle havde det på samme måde med Alice In Chains' optræden på årets Copenhell, men så håber jeg, at de har det på samme måde, når deres yndlingsmusik spiller allerbedst. Live. Ellers er det jo lidt meningsløst det hele.