Et stort skridt fremad
Populær
Helhorse er tilbage med en toer, der viser bandet i en ny og mere moden version.
2. 'Hell Hath No Fury'
3. 'The Seams Of Life'
4. 'The Carnal Rage'
5. 'Red Eye'
6. 'Climb Trough Fire'
7. 'Kill Your Self'
8. 'Diggin' A Hole, Waiting To Die'
9. 'Death Comes To The Sleeping'
10. 'And His Name Is Death'
11. 'Scorch The Earth'
Københavnske Helhorse er udkommet med deres andet album, som har været længe undervejs. Aftaler skulle lige indgås med et pladeselskab – det blev Mighty Music – og nu er den her altså.
Hvor etteren 'For Wolves And Vultures' var fuld af sludget leg og rocket springfyragtigthed, er Helhorses toer 'Oh Death' tydeligvis mere rocket, men frem for alt en mere alsidig plade end bandets første udspil. Selvfølgelig finder man også her nogle hurtige og hardcoreenergiske udladninger, men det er faktisk ikke de numre, der gør sig bedst. Det er de storladne og dystre langsommeligheder, som er pladens styrke: 'Climb Through Fire' og 'Death Comes To The Sleeping'. Der er nemlig ikke bare tale om ballader i klassisk forstand, men sange der er så tunge af stemning, at de går lige i hjertekulen.
Men ser man bort fra disse fænomenale sange, er sangskrivningen på resten af pladen på et professionelt højt niveau. Riffs afløser fornuftigt hinanden, og numrenes forskellige dele er sat håndværksmæssigt ganske forsvarligt sammen, så det hele lyder internationalt og frem for alt naturligt og varieret. Lyden er stadig sludget og knasende, men den er ikke så forvrænget, som den til tider kan være i denne type musik, og det giver plads til, at musikken sine steder kan være varm, sine steder sørgmodig.
Og det samme kan man sige om vokalen – stort set, i hvert fald. Helhorse har to sangere i frontmand Mikkel Wad Larsen, der tager sig af den rene og halvforvrængede vokal, og Aske Kristiansen, som har en lidt spøjs, men effektfuld rolle som screamer-korsanger. Den combi fungerer rigtig godt på 'Oh Death', hvor stemmerne væver sig ind og ud mellem hinanden og bidrager til det varierede udtryk. Melodierne er også meget stramt skåret, virker naturlige og klæder de tunge riff ganske godt. Men skal man komme med et stykke surt til dette højtbelagte smørrebrød af en plade, så er der nogle få steder, hvor melodierne ikke helt holder. Tydeligst i verset på 'Seams Of Life', der er lidt søgt.
Dette lille sure opstød til trods, så er det en meget helstøbt og velskrevet udgivelse. Ikke i den forstand, at alle sangene er hits – for det er de sådan set ikke – men i den forstand at de klæder hinanden godt musikalsk. Og for lige at vende tilbage til det med hjertekulen: At Helhorse på 'Oh Death' er i stand til at skabe så massive og inderlige stemninger, er lidt af en bedrift. Kort og godt: Helhorse er bare blevet bedre og mere modne.